Flygtningebørns muligheder for at deltage i kultur- og fritidsaktiviteter
På baggrund af et af Kultur- og Fritidsudvalget godkendt medlemsforslag om flygtningebørns muligheder for at deltage i kultur- og fritidslivet orienteres udvalget om de aktiviteter, der afvikles på flere indkvarteringssteder i samarbejde med foreningsliv og andre kommunale aktører. Der orienteres ligeledes om foreningernes muligheder for at tage imod nye medlemmer og sikre den gode modtagelse.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager forvaltningens orientering om flygtningebørns muligheder for at deltage i kultur- og fritidsaktiviteter til efterretning.
Problemstilling
På baggrund af et medlemsforslag anmodede Kultur- og Fritidsudvalget på sit møde den 31. marts 2022 forvaltningen om at redegøre for, hvordan flygtningebørn får en god indgang til det københavnske kultur- og foreningsliv, og hvordan idrætsklubbernes arbejde med at inkludere denne målgruppe understøttes.
Løsning
Efter aftale med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen koordinerer og arrangerer Kultur- og Fritidsforvaltningen fritidsaktiviteter målrettet børn og unge på indkvarteringsstederne i formiddags- og eftermiddagstimerne. Børnene og de unge kan, grundet utryghed og sprogvanskeligheder, ikke transporteres ud til diverse aktiviteter uden deres forældre, hvorfor der på den korte bane arrangeres safe zone-aktiviteter på indkvarteringsstederne. De første aktiviteter blev afviklet den 19. marts 2022 i Welcome House i Valby, og der igangsættes løbende nye aktiviteter på nye indkvarteringssteder.
Aktiviteterne afvikles af et bredt udsnit af foreningslivet og kommunale kerneaktører på børne- og ungeområdet, f.eks. Ungdomsskolen, Idrætsprojektet og eSport-centret i Grøndal MultiCenter. Blandt de aktive foreninger og kulturelle aktører kan nævnes Fremad Valby, Valby IF, Design Vanilie, Game, BK Hellas, Dans i Nordvest, CPH Floorball og B1908.
På den lidt længere bane er målet, at de fordrevne familier, der visiteres til København, gør brug af og integreres så hurtigt som muligt i det almene kultur- og foreningsliv – enten direkte på individuel basis eller med hjælp fra Kultur- og Fritidsforvaltningens FritidsGuider eller via introducerende forløb i tæt samarbejde med foreningslivet.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil bede Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen om at være med til at screene og henvise børnene og familierne til Kultur- og Fritidsforvaltningens tilbud, så den rette målgruppe får gavn af tilbuddene. Kultur- og Fritidsforvaltningens generelle erfaringer med flygtningegrupper er, at familierne får et større overskud, når de har fået en fast bolig, og at det er her, der skal tilbydes brobygning til de ordinære foreningstilbud.
Kultur- og Fritidsforvaltningens almene tilbud omfatter:
- FerieCamp, hvor børnene bliver introduceret til det lokale kultur- og foreningsliv.
- FritidsGuiderne (samarbejde mellem Red Barnet og Kultur- og Fritidsforvaltningen), der kan hjælpe med rådgivning om foreningsliv, brobygning og guidning til de lokale foreningsaktiviteter. Forvaltningen er i dialog med Red Barnet om det øgede pres, der kan komme på dette tilbud grundet de mange nytilkomne ukrainere.
- Foreningerne kan søge Kultur- og Fritidsforvaltningens kontingentstøtteordning på vegne af de børn og unge, der starter i foreningernes tilbud.
- Foreningerne kan søge Udviklingspuljen om støtte til aktiviteter for børn og unge under 25 år.
Derudover har DIF Get2Sport, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har et tæt samarbejde med, modtaget 5 mio. kr. fra Poul Due Jensens Fond til foreningernes modtagelse af ukrainske flygtninge.
Forvaltningen er i tæt dialog med DIF Get2Sport, DGI Storkøbenhavn og DBU København, med henblik på at koordinere og aftale nærmere i forhold til støtten til de mange københavnske foreninger, der har meldt sig på banen, og som står klar til at tage godt imod nye medlemmer. Blandt disse er mange af de foreninger, Kultur- og Fritidsudvalget har indgået Sociale partnerskabsaftaler med.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre i henhold til udvalgets drøftelser.
Lars Laustrup
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2022:
Kultur- og Fritidsudvalget tog forvaltningens orientering til efterretning.
Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og kontorchef Rikke Thielcke deltog under punktets behandling.