Mødedato: 21.02.2002, kl. 16:00

Hillerødgade Bad og Hal - etablering af trænings- og klublokaler

Hillerødgade Bad og Hal - etablering af trænings- og klublokaler

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 21. februar 2002

 

17. Hillerødgade Bad og Hal - etablering af trænings- og klublokaler

(KFU 60/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler,

at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling på 265.000 kr. (ekskl. moms) til renovering af et kælderlokale i Hillerødgade Bad og Hal

at den kassemæssige dækning for anlægsbevillingen anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3.

 

RESUME

Københavns Idrætsanlæg (KI) har søgt om 265.000 kr. til renovering af et kælderrum i Hillerødgade Bad og Hal med henblik på indretning af trænings- og klublokaler til primært Blågårds Plads Idrætsforening.

Blågårds Plads Idrætsforening (BGP IF), der især henvender sig til børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk, har i øjeblikket 100 medlemmer. Foreningen har kun faste træningslokaler i weekenden, hvorfor aktiviteterne er spredt på forskellige skoler i hverdagene. Med etablering af trænings- og klublokalerne vil KI kunne tilbyde BGP IF et fast tilholdssted i foreningens lokalmiljø.

Renovering af kælderlokalet i Hillerødgade Bad og Hal står opført på facilitetslisten i Idrætspolitisk Redegørelse 2001.

 

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Idrætsanlæg har i eksternt notat af 19. november 2001 søgt om 265.000 kr. til renovering af et kælderrum i Hillerødgade Bad og Hal med henblik på indretning af trænings- og klublokaler til primært Blågårds Plads Idrætsforening.

 

Blågårds Plads Idrætsforening

BGP IF er en forening, der henvender sig til områdets mange grupper af børn og unge med forskellig etnisk baggrund.

BGP IF har sit udspring på Indre Nørrebro og er medvirkende til, at der er kommet ro omkring Blågårds Plads – kvarteret.

Foreningen tilbyder forskellige former for kampsport samt aerobic, der specielt er rettet mod piger med anden etnisk baggrund end dansk.

Foreningens bestyrelse består af en række gadeplansarbejdere, der gennem flere års arbejde i området har fået god kontakt til de forskellige grupper, hvis etniske baggrund går på tværs af traditionelle skel.

Der er ofte konflikter imellem disse børn og unge, men det er lykkedes for BGP IF at skabe et forum, hvor grupperne kan mødes og integreres.

Foreningen har kun faste træningslokaler i weekenden. I hverdagene foregår aktiviteterne på forskellige skoler, hvilket virker hæmmende på specielt den sociale del af foreningslivet.

BGP IF har p.t. 100 medlemmer, men bestyrelsen forventer en væsentlig forøgelse af medlemstallet, hvis foreningen får et fast trænings- og klublokale.

Foruden de foreninger og klubber, der benytter svømmehallen, anvendes idrætshallen af 8 forskellige bold- og badmintonklubber. Hovedparten af disse klubbers medlemmer er danske.

Hvis BGP IF flytter aktiviteterne til Hillerødgade Bad og Hal, forventes mødet med medlemmerne af de øvrige foreninger, at styrke integrationen mellem danske og etniske børn og unge.

Hillerødgade Bad og Hal

Kælderlokalet har betongulv, og er derfor uegnet til de fleste idrætsgrene. Dette bevirker, at lokalet på nuværende tidspunkt kun bruges to dage om ugen.

Kælderlokalet benyttes p.t. til pensionistidræt og bordtennis. Hvis lokalet bliver renoveret, vil det blive mere anvendeligt og dermed kunne benyttes i langt højere grad end i dag.

Hillerødgade Bad og Hal har tidligere haft problemer med unge med anden etnisk baggrund end dansk, hvorfor det vil fremme integrationen og forståelsen af at have "fælles ansvar", hvis BGP IF får fast tilknytning til stedet.

Renoveringen af kælderrummet består af behandling og pålægning af trægulv, der incl. slibning koster knap 180.000 kr. Herudover skal der opsættes skillevæg, spejle, brandhæmmende gardin og sidst skal kælderrummet males.

Renovering af kælderlokalet i Hillerødgade Bad og Hal, står opført på facilitetslisten i Idrætspolitisk Redegørelse 2001 under Anbefalinger til Nyanlæg liste B.

MILJØVURDERING

Projektet har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Der anvises kassemæssig dækning for anlægsudgiften på 265.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur- og Fritid konto 0.30.3.

Etablering af trænings- og klublokaler i Hillerødgade Bad og Hal, ændrer ikke på de eksisterende driftsudgifter.

Opgørelse over udmøntningen af beløb i idrætspuljen (i 1.000 kr.)

Idrætspuljen 32.565 kr.

Hillerødgade Bad og Hal 265 kr.

Badefaciliteter til Boldklubben FIX (incl. drift 2002) 840 kr.

Udmøntet beløb i alt 1.105 kr.

Restbeløb i idrætspuljen 31.460 kr.

Alle beløb er opgjort ekskl. moms.

BILAG

  1. Eksternt notat af 19. november 2001 fra KI.
  2. Internt notat af 12. september 2001 fra KI
  3. Projektbeskrivelse for renovering af kælderrum i Hillerødgade Bad og Hal.

 

 

Ida Munk

/ Pernille Vange

 

 

Til top