Københavns Sommerprogram 2002
Københavns Sommerprogram 2002
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 21. februar 2002
11. Københavns Sommerprogram 2002
(KFU 69/2002)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur - og Fritidsudvalget bevilger 517.000 kr. til diverse kulturaktiviteter for børn i sommeren 2002 samt til markedsføring heraf
at der anvises dækning for beløbet på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Børnesommerprogram).
RESUME
Det foreslås, at Københavns Sommerprogram 2002 omfatter et børneprogram bestående af udendørs teater, stunt på de bemandede legepladser, aktiviteter på Amager Strand, sommerbio, klovneforestillinger og lokale koncerter samt eventuelt dans.
Det indstilles, at der bevilges i alt 517.000 kr. til kulturaktiviteter for børn samt markedsføring heraf.
SAGSBESKRIVELSE
Fra 1998 til 2001 bestod Københavns Sommerprogram dels af et program for børn og dels af lokalrådenes arrangementer. I 1998 og 1999 indgik desuden en koncert på Rådhuspladsen.
Der vedlægges en intern evaluering af Sommerprogram for Børn i 2001 (bilag1).
I budget 2002 er der afsat 517.000 kr. til Sommerprogram for Børn.
For så vidt angår tilskuddet til lokalrådene, er det i lighed med tidligere år meddelt lokalrådene, at de hver kan disponere over 26.000 kr. i sommerperioden til lokale kulturarrangementer, i alt 364.000 kr. til de nu 14 lokalråd.
Det foreslås, at Sommerprogram for Børn i 2002 sammensættes af udendørs refusionsberettiget børneteater, stunt for større børn på de bemandede legepladser, Børnekulturhus Amar´s aktiviteter på Amager Strand, sommerbio, klovneforestillinger, lokale koncerter samt eventuelt dans for børn.
Det foreslås, at koncerterne arrangeres, så de både genre- og aldersmæssigt dækker bredt.
Med hensyn til teater foreslås det, at midlerne fordeles på to forestillinger, der opføres i forskellige perioder i løbet af sommeren. Det foreslås endvidere, at den ene forestilling bliver Holbæk Egnsteaters nyskrevne forestilling: "Sommerlejr….på en grøn, grøn plet" (bilag 2). Holbæk Egnsteater har både i 2000 og 2001 lavet nye forestillinger til Kastellet.
Aktiviteterne på Amager Strand har de sidste tre år - med mange børn, succes og megen medieomtale - været gennemført hver dag i seks uger i skolernes sommerferie. I sommeren 2002 er titlen "Eventyrland", og hovedvægten er lagt på eventyr, teater og teaterworkshops (bilag 3).
Sommerbio for Børn foregår i fem uger i skolernes sommerferie og som tidligere i samarbejde med Filminstituttet. I udvælgelsen af biografer lægges der vægt på en geografisk spredning.
Endelig foreslås det, at der udarbejdes en programfolder, der samlet giver et overblik over aktiviteter for børn i sommerperioden, der støttes af Københavns Kommune, samt at samarbejdet med KultuNaut fortsættes.
KultuNaut er en internet-arrangement-database, hvorfra der blandt andet er link til Öresundskomitéens elektroniske regionskalender www.kultur-oresund.net. Tilskudsmodtagere opfordres til at skrive deres arrangement ind i KultuNaut.
Af hensyn til den videre planlægning samt indgåelse af aftaler med kunstnere m.fl. foreslås det, at det videre arbejde med programmet sker ud fra følgende fordeling af midlerne:
Refusionsberettiget børneteater |
200.000 kr. |
Stunt på de bemandede legepladser |
35.000 kr. |
"Eventyrland" på Amager Strand |
100.000 kr. |
Sommerbio for Børn |
55.000 kr. |
Klovneforestillinger |
20.000 kr. |
Lokale koncerter/dans |
75.000 kr. |
Børnefolder |
32.000 kr. |
I alt |
517.000 kr. |
Mindre afvigelser inden for de enkelte budgetposter vil kunne forekomme.
Det indstilles, at der i overensstemmelse med ovenstående bevilges 517.000 kr. til kulturaktiviteter for børn og til markedsføring heraf.
MILJØVURDERING
Der er ikke foretaget miljøvurdering.
ØKONOMI
Der anvises dækning for 517.000 kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Børnesommerprogram)
Budget eksl. moms 510.000 kr.
Budget inkl. tilskudsmoms 517.000 kr.
Disponeret 0 kr.
Indstillet 517.000 kr.
Rest 0 kr.
BILAG
1. Intern evaluering af Sommerprogram 2001
- Holbæk Egnsteaters forslag til forestilling på Prinsens Bastion på Kastellet
3. Børnekulturhus Amar's "Eventyrland"
Ida Munk
/ Merete Evers