Plan for mad
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender ”Plan for mad og måltider på kultur- og fritidsområdet” (bilag 2) som ramme for prioritering af indsatser på madområdet i Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Problemstilling
Mad, måltider og gastronomi er i dag tæt vævet sammen med det kulturliv, som gør København til en attraktiv storby med livskvalitet, kant og innovationskraft. De sidste 10 år har København gennemgået en madkulturel udvikling, som har sat sine spor bl.a. på byens toprestauranter, i de offentlige måltider og i gadebilledet. Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen har været en aktiv samarbejdspartner i denne udvikling af den københavnske madscene.
Med lanceringen af branchestrategien for kreativ vækst i 2016 (bilag 1), igangsatte Kultur- og Fritidsforvaltningen en række konkrete indsatser på madområdet. Disse er nu alle gennemført, og med udgangen af 2019 er der ikke afsat midler til at videreføre arbejdet på madområdet i Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Løsning
Udviklingen på madområdet har vist, at maden er en samlende kraft i byen. Madscenen viser byens mangfoldighed, kulturelle mønstre og forskelligheder. Den madkulturelle udvikling kan i endnu højere grad demokratiseres til glæde for alle københavnere og besøgende. Mad og måltider har potentiale til at skabe oplevelser og fællesskaber, som kan bidrage til at styrke sammenhængskraften på tværs af sociale lag og bydele.
Skal den positive udvikling på mad- og måltidsområdet forsætte, kræver det, at Kultur- og Fritidsforvaltningen fortsat er en aktiv aktør, der, både internt i forvaltningens egne institutioner og i samarbejde med andre, igangsætter initiativer, der flytter og inspirerer branchen og københavnerne.
Internt i Kultur- og Fritidsforvaltningen har de tidlige erfaringer med investeringscasen vedrørende strategiske udbud af caféforpagtninger i Valby og Grøndal Multicenter vist et potentiale i forhold til at løfte økonomien og madkvaliteten på byens kultur- og idrætsanlæg. Der er dog stadig behov for en målrettet indsats for at sikre en forsat markedsmodning på området, og udvikle stærke og gensidige modeller mellem institutioner og forpagtere.
For at understøtte en målrettet og prioriteret indsats på madområdet i Kultur- og Fritidsforvaltningen, har forvaltningen udarbejdet et forslag til en ”Plan for mad og måltider på kultur- og fritidsområdet i Københavns Kommune” med visioner, mål og overblik over indsatser på madområdet (Bilag 2). Planen har til formål:
-
At give overblik over eksisterende indsatser på madområdet.
-
At definere en vision for madområdet, der er tæt koblet til Københavns Kommunes overordnede visioner for byens udvikling.
-
At definere mål og fokusområder, der skal hjælpe Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen med at prioritere indsatser.
-
At give indblik i, hvad der er afsat midler til i 2019 og 2020.
-
At give indblik i fremadrettede potentialer på madområdet.
-
At etablere et stærkere fundament for samarbejde med øvrige forvaltninger om en samlet madagenda i Københavns Kommune.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med interne og eksterne aktører på mad og måltidsområdet, og i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser, arbejde videre med at konkretisere potentielle indsatser i et budgetnotat til overførselssagen 2019.
Mette Touborg
/ Aravni Jakobsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. december 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser og i samarbejde med interne og eksterne aktører på mad- og måltidsområdet, videre med at konkretisere potentielle indsatser i et budgetnotat til overførselssagen 2019 og vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget herom.