Medlemsforslag om medlemskab af Idræts- og Fritidsfaciliteter i Danmark
Indstilling
Jonas Bjørn Jensen, Rune Dybvad og Tue Hækkerup har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 20. december 2018:
Det foreslås, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:
- at Københavns Kommune melder sig ind i foreningen af Idræts- og Fritidsfaciliteter i Danmark (IFFD)
- at finansiering for medlemskabet - 50.000 kr. årligt - anvises indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets driftsramme
- at Borgerrepræsentationen udpeger en repræsentant til IFFD
Motivering
Indretning, brug og drift af idrætsfaciliteterne i Danmark er inde i en rivende udvikling. Fra kommunal side er der begrænsede ressourcer til at tænke på tværs og finde nye løsninger. IFFD er en forening, hvor kommunerne kan mødes og erfaringsudveksle, så der sikres en effektiv udnyttelse af de sparsomme anlægs- og driftskroner på området.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. december 2018:
Forvaltningen oplyste, at medlemsforslagets 1. og 2. at-punkt kan godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget, mens medlemsforslagets 3. at-punkt, såfremt dette godkendes, forelægges Borgerrepræsentationen direkte (d.v.s. ingen forelæggelse for Økonomiudvalget).
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte medlemsforslagets 1. og 2. at-punkt.
Kultur- og Fritidsudvalget anbefalede i forhold til indstillingens 3. at-punkt, at Borgerrepræsentationen udpeger en repræsentant til IFFD.