Mødedato: 20.12.2007, kl. 16:00

Brønshøj Museum - overflytning af Carlstadudstillingen fra bunkers til museet

Brønshøj Museum - overflytning af Carlstadudstillingen fra bunkers til museet

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 20. december 2007

 

Afbud:

·        Sikandar Malik Siddique  (sygdom)

 

Fraværende:

·        Bjarne Fey

 

 

 

Leslie Arentoft var genindtrådt i Kultur- og Fritidsudvalget i stedet for Pia Allerslev.

 

Frank Hedegaard forlod mødet kl. 17.50 under punkt 6.

Leslie Arentoft forlod mødet kl. 17.55 under punkt 6.

 

 

4.      Brønshøj Museum - overflytning af Carlstadudstillingen fra bunkers til museet(KFU 552/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bunkeren ved Brønshøj Museum foreslås lukket, og de reserverede midler til et nedgangsparti foreslås i stedet anvendt til renovering og flytning af Carlstadudstillingen til hovedbygningen.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter,

1. at planerne for bygning af et nedgangsparti til bunkeren ved Brønshøj Museum opgives

2. at bunkeren ikke fremover bruges til udstillinger

3. at de kommunale midler på i alt 800.000 kr., som har været reserveret til bygning af nedgangsparti, i stedet anvendes til renovering og flytning af Carlstadudstillingen

4. at forslag om anvendelse af de indsamlede midler fra unavngivne givere på 270.000 kr.  forelægges senere

 

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. december 2007:

Følgende havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

·        Lars Cramer-Petersen

·        Hans Henrik Langkilde

·        Kirsten Lundgaard

 

Foretrædet omdelte supplerende materiale.

 

 

På forslag fra Karin Storgaard besluttede Kultur- og Fritidsudvalget følgende:

 

Udstillingen renses for svamp og overflyttes til Brønshøj Museum.

Bunkeren bruges ikke fremover til udstillinger.

De lokalt indsamlede midler*) benyttes efter aftale med borgerne, bidragsyderne og Brønshøj Lokaludvalg til forskønnelse af torvet efter lokalt ønske.

 

*)De lokalt indsamlede midler udgør 450.000 kr.  

 

Problemstilling

Bunkeren ved Brønshøj Museum har de seneste 5 år dannet ramme om Carlstadudstillingen. Siden udstillingen åbnede har tidligere museumsleder Lars Cramer-Petersen arbejdet på at få opført et nyt nedgangsparti til bunkeren bestående af 3 glastelte, der skal illudere svenskekrigens telte. Der er i alt bevilliget og indsamlet 1,25 mio. kr. til formålet.

 

Byggeriet er senest anslået til at koste ca. 1,75 mio. kr. - Hvis kuplerne bygges etapevis, koster bygning af første glastelt og trappe 1,45 mio. kr. (maj 07-priser).

 

I september 2007 blev der fundet skimmelsvamp i bunkeren, som følge af, at affugtningen af rummene ikke har været effektiv nok. En miljøteknisk undersøgelse viser, at skimmelsvampen optræder overalt i bunkeren samt i dioramaer og øvrige udstillingsgenstande. Udstillingen blev derfor lukket for publikum den 1. oktober 2007.

 

Permanent sikring af bunkeren mod skimmelsvamp indebærer tømning af bunkeren, afrensning, øget ventilation samt sikring mod indtrængende fugt. Renoveringen af Carlstadudstillingen – som skal gennemføres af professionelle bevaringsfolk for at sikre, at svampen ikke flyttes med til nye lokaler – omfatter afrensning samt udskiftning af rekvisitter, dragter og giner.

 

En rensning af bunkeren og renovering af udstillingen skønnes at koste minimum 300.000 kr.

 

Der er ikke inden for museets egen økonomiske ramme midler hertil.

 

 

Løsning

Henlæggelse af byggeplaner m.v.

Der er indsamlet 450.000 kr. blandt private borgere og fonde til opførelse af et nyt n edgangsparti til bunkeren. Hertil kommer 800.000 kr. fra Kultur- og Fritidsudvalget fra museumsvedligeholdelsesmidlerne og "Københavns Kommunes legat til forskønnelse og almene bedste "

 

Den oprindelige byggepris for et nedgangsparti blev anslået til 800.000 kr. Efterfølgende har byggetekniske beregninger, krav om bevaring af sikringsrum samt kraftigt stigende byggepriser forhøjet prisen til 1,75 mio. kr. Bygges nedgangspartiet etapevis, således at der i første omgang kun etableres et glastelt samt trappe, koster det 1,45 mio. kr. Der mangler derfor minimum 200.000 kr., for at byggeriet kan igangsættes.

 

Forvaltningen har senest i forbindelse med budget 2008 påpeget behovet for midler til museumsrenovering – herunder bygning af nedgangsparti til bunkeren ved Brønshøj Museum. Behovet blev ikke imødekommet.

 

På den baggrund, samt set i lyset af, at der skal tilføres yderligere 300.000 kr. for at sikre bunkeren mod skimmelsvamp, indstiller forvaltningen, at planerne for bygning af et nyt nedgangsparti opgives, at bunkeren ikke længere anvendes til udstillingsformål, samt at Carlstadudstillingen flyttes til museet.

 

Anvendelse af indsamlede midler

Ud over selve renoveringen er der behov for, at der udvikles et nyt udstillingskoncept herunder nye udstillingstekster, undervisningsforløb og undervisningsmateriale (bilag 1).

 

Den samlede udgift er på i alt 1,2 mio. kr. (bilag 2) og overstiger langt Brønshøj Museums udstillingsbudget. Forvaltningen indstiller på den baggrund, at de kommunale bevillinger, som er givet til bygning af nyt nedgangsparti – i alt 800.000 kr. - overføres til dette formål.

 

Af de resterende midler på 450.000 kr. er de 180.000 kr. fra navngivne fonde og private, mens 270.000 kr. er fra unavngivne givere – indsamlet i og omkring Brønshøj.

 

Forvaltningen vil henvende sig til de navngivne givere med tilbud om, at midlerne overføres til det nye formål – subsidiært tilbagebetale pengene.

 

For så vidt angår de unavngivne midler på 270.000 kr., havde forvaltningen den 5. december 2007 indkaldt Brønshøj-Husum-Tingbjerg Lokalråd, Bispebjerg Lokalråd, Brønshøj Museums Venner, Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev, Brønshøjs Museums Borgerråd, Handels- og Erhvervsforeningen i Brønshøj-Husum-Tingbjerg, Brønshøjs Torvegruppe, Grøndal lokalråd samt Lars Cramer-Petersen til møde. På mødet gav forvaltningen en orientering om situationen samt lagde op til en drøftelse af, hvorledes midlerne bør anvendes.

 

På mødet blev der stillet forslag om, at der lokalt – såfremt bunkeren lukkes – blev arbejdet for at opføre et mindesmærke på Brønshøj Torv over svenskekrigen. Det blev forslået, at mindesmærket bliver en mindre udgave af de tre glastelte, som var foreslået som nedgangsparti. Andre mente, at beløbet skulle anvendes til genopbygning af Carlstadudstillingen.

 

Det blev besluttet via de to lokalaviser i området at opfordre borgerne til at give deres mening til kende. Aviserne udkom 12. og 13. december.

 

Forslag om anvendelse af de privat indsamlede unavngivne midler på i alt op til 270.000 kr. vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget, når de forskellige forslag fra lokalområdet er vurderet.

 

Økonomi

De kommunale midler på 800.000 kr. (350.000 kr. fra legat til forskønnelse af byen samt 450.000 kr. på Københavns Bymuseums budget, begge beløb afsat til bygning af nedgangsparti) anvendes til rensning, flytning og videreudvikling af Carlstadudstillingen. 

 

Videre proces

Når udstillingen er renset for skimmelsvamp, flyttes den til museumsbygningen, hvorefter videreudviklingen igangsættes.

 

Bilag

1. Københavns Bymuseums forslag til udvikling af Carlstadudstillingen.

2. Budget

        

 

                                                                  Carsten Haurum              

                                                                                       /Merete Evers Dewilde

 


 

Til top