Udmøntning af Integrationspuljen 2008: Summer camps (fællesindstilling BIF/KFF)
Udmøntning af Integrationspuljen 2008: Summer camps (fællesindstilling BIF/KFF)
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 20. december 2007
Afbud:
·
Sikandar Malik Siddique (sygdom)
Fraværende:
·
Bjarne Fey
Leslie
Arentoft var genindtrådt i Kultur- og Fritidsudvalget i stedet for Pia
Allerslev.
Frank
Hedegaard forlod mødet kl. 17.50 under punkt 6.
Leslie
Arentoft forlod mødet kl. 17.55 under punkt 6.
17. Udmøntning af Integrationspuljen 2008: Summer camps (fælles indstilling BIF/KFF)(KFU 561/2007)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
skal tage stilling til forslag til realisering af initiativet "Summer camps",
som blev vedtaget i forbindelse med budget 2008.
INDSTILLING OG Beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og
Integrationsforvaltningen indstiller, 1. at Kultur- og Fritidsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der i perioden 2008 - 2010 afvikles Summer camps i Tingbjerg og på Ydre Nørrebro, som beskrevet i denne indstilling. Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. december 2007: Indstillingen blev godkendt. |
Problemstilling
I forbindelse med budget 2008 blev der afsat 3,5 mill. kr.
årligt i 2008, 2009 og 2010 til initiativet "Summer camps". Her fremgår det, at
der skal iværksættes sommerferieaktiviteter i områder, hvor der er
heldagsskoler (dvs. Tingbjerg og Ydre Nørrebro). Målgruppen er børn og unge i
de udsatte boligområder, som ikke er tilknyttet fritidsaktiviteter, og som
mangler aktivitetstilbud i sommerferien.
Denne indstilling er forvaltningernes forslag til
realisering af indsatsen.
Løsning
Initiativet forankres i Projektrådgivningen i Kultur- og
Fritidsforvaltningen. Organiseringen og afviklingen af Summer camps vil involvere
en bred vifte af lokale, centrale og eksterne aktører – herunder kulturelle og
idrætslige foreninger, hovedorganisationer, frivilliggrupper, kommunale
institutioner/enheder, Task Force og andre, der ønsker at bidrage og deltage.
Formål
Der tilbydes en bred vifte af aktiviteter hen over
sommerferien for børn og unge i Tingbjerg og på Ydre Nørrebro med det formål at
introducere dem og deres forældre for foreningslivet og andre
fritidsaktiviteter for herigennem at modvirke og forebygge rodløshed og i
sidste instans uhensigtsmæssig adfærd i sommerperioden.
Målgruppe
Den primære målgruppe er børn og unge, som går i 3. - 9.
klasse (ca. 9 - 15 år), og som bor i skoledistrikterne tilknyttet
Klostervænget, Havremarken, Hillerødgade, Rådmandsgade/Heimdalsgade
Overbygningsskole, Tingbjerg og Voldparkens Skole. Tilbuddet om sommerferieaktiviteter
omfatter alle 3. – 9. klasseelever, som har bopæl i skoledistrikterne.
Initiativet målrettes således også børn og unge, som bor i områderne, men går
på andre (privat)skoler. Grundet beboersammensætningen i områderne vil initiativet
især være målrettet etniske minoritetsbørn og -unge.
Målgruppen omfatter i alt ca. 1.700 børn og unge fordelt med
ca. 500 i Tingbjerg og ca.1.200 på Ydre Nørrebro, som alle vil få tilsendt et
sommerpas. Det er kun børn og unge med sommerpas, der kan melde sig til
aktiviteterne.
Den sekundære målgruppe er unge fra 9. klasse og op til ca.
18 år, som søges inddraget i afviklingen af Summer camps som frivillige
hjælpetrænere, ressourcepersoner og projekthjælpere. De unge tilbydes et
"uddannelsesforløb", som skal klæde dem på til at blive aktive foreningsfolk,
projektmagere eller aktivitetsarrangører.
Forvaltningen er i dialog med den amerikanske ambassade, som
arrangerer en uges summer camp for etniske minoritetsunge på Gerlev
Idrætshøjskole. Et evt. samarbejde kan bestå i, at de unge rollemodeller fra
Tingbjerg og Ydre Nørrebro får mulighed for at deltage i ambassadens summer
camp som led i deres "uddannelse".
Derudover involverer målgruppen alle de aktører, der skal
bidrage med aktiviteter og ikke mindst børnenes forældre. Forældrene søges
inddraget via opsøgende arbejde, skolekontakt og forældrearrangementer.
Forældregruppen søges bl.a. inddraget som ressourcepersoner på Summer camps.
Da en del store børn og unge kan have forpligtelser over for
mindre søskende, som kan stå i vejen for deltagelse i Summer camps, skal det
afklares, om det også er muligt at tilbyde aktiviteter for 1. og 2.
klasseeleverne og/eller aktiviteter for hele familien.
Skolerne skal ikke nødvendigvis involveres i afviklingen af
Summer camps, men det er håbet, at skolerne og idrætskoordinatorerne vil være
med til at reklamere for tilbuddene, opfordre målgruppen til at deltage, og
efterfølgende opfordre dem til et aktivt fritidsliv – herunder skabe kontakt
til Projektrådgivningen eller idrætsGuiderne, som kan guide børnene og deres
forældre videre.
Aktiviteter
Der afholdes Summer camps i henholdsvis Tingbjerg og på Ydre
Nørrebro, hvor større idrætsfaciliteter evt. vil kunne fungere som hovedbase
for aktiviteterne. Aktiviteterne vil, så vidt det er muligt, foregå i
lokalområderne, men det kan være både nødvendigt og formålstjenstligt at
transportere børnene og de unge til aktiviteter i andre bydele eller udenfor
byen. Endvidere vil der givetvis blive arrangeret fællesaktiviteter, hvor både
børn og unge fra Tingbjerg og Ydre Nørrebro vil kunne tilmelde sig.
Målet er, at der i juli 2008 og frem til midten af august
afholdes mindst 14 aktivitetsforløb (af 2-5 dages varighed) i hvert område:
·
Mindst 6 aktivitetsforløb målrettet de
9-12-årige – heraf skal mindst 2 aktivitetsforløb kun være for piger.
·
Mindst 6 aktivitetsforløb målrettet de
13-15-årige – heraf skal mindst 2 aktivitetsforløb kun være for piger.
·
Mindst 2 åbne aktivitetsforløb, hvor
forhåndstilmelding ikke er nødvendig.
Derudover skal det afklares, om det også er muligt at
tilbyde aktiviteter for 1. og 2. klasseeleverne og/eller hele familien.
For at sikre, at der er reelle tilbud til målgruppen efter
sommerferien, vil aktiviteterne i videst muligt omfang blive arrangeret af
foreninger (kulturforeninger såvel som idrætsforeninger). Da mange foreninger
holder lukket i sommerferien, vil foreningsaktiviteterne blive suppleret med
aktiviteter arrangeret af fx kulturhuse, biblioteker, pigeklubber, ungdomsskoler,
museer, teatergrupper, opsøgende teams, SSP, street-organisationer mm.
Eksisterende sommerferieaktiviteter i lokalområderne kan, hvis der er interesse
herfor, indgå i Summer camps.
Aktivitetsviften skal være så bred og alsidig som mulig, og
må udover de mere almindelige idrætstilbud gerne omfatte eksempelvis
friluftsliv (kano, klatring, spejderlejr), billedkunst, tegnefilmsværksted,
fægtning, madskole, orienteringsløb i byrummet, ridning, leg-med-matematik,
teater, motorsport, BMX, skateboard, musik, syning, E-sport mm.
Indstillingen har været i høring i Integrationsrådet. Rådets
høringssvar af 7. december 2007 er vedlagt som bilag 1.
Økonomi
Der afsættes 3,5 mio. kr. årligt i tre år til initiativet.
Der er tale om et ambitiøst projekt, der involverer mange børn og unge, og som
aktivitetsudbyderne ikke kan have ansvaret for alene. For at sikre stabile og
trygge rammer om Summer camps er det derfor et helt centralt element, at der
afsættes ressourcer til ekstra voksenopbakning til alle aktivitetsforløb.
Projektet skal videreudvikles i samarbejde med relevante interessenter, og nedenstående
budget er derfor kun retningsgivende:
Projektkoordinator og studentermedhjælp (Projektrådgivningen) 500.000 kr.
Aktivitets- og materialetilskud til deltagende foreninger
m.fl. 1.100.000 kr.
Pulje til opstart af nye aktiviteter i lokalområderne 400.000 kr.
Leje af lokaler, transport, informationsmateriale,
merchandise mm. 400.000 kr.
Lokale aktivitetsmedarbejdere (herunder rekruttering og
opfølgning) 300.000 kr.
Ressourcepersoner til afvikling af Summer camps 400.000 kr.
Udrykningshold (i tilfælde af uro, konflikter mm.) 100.000 kr.
Uddannelsesforløb for rollemodeller* 300.000 kr.
* 20-30 unge tilbydes et praktisk orienteret
uddannelsesforløb med fokus på frivillighed, projekter, pædagogik, lokalt
engagement og foreningsliv. Udgifterne dækker bl.a. undervisere, oplægsholdere,
studiebesøg (idrætsforeninger, kulturelle foreninger, streetprojekter,
humanitære organisationer, frivilliggrupper mm.) og evt. tilskud til deltagelse
i den amerikanske ambassades Summer Camp.
Endvidere skal det afdækkes, i hvilket omfang
samarbejdspartnere og sponsorer kan bidrage.
Videre proces
Projektet videreudvikles med inddragelse af relevante
interessenter, og afvikles første gang i sommerferien 2008. Der udarbejdes
årlige evalueringer, og der redegøres for projektet i Projektrådgivningens
årsrapport og i Statusrapport for integrationsindsatsen i Københavns Kommune.
Bilag
1. Integrationsrådets høringssvar.