Mødedato: 20.11.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: OUTDOOR SURFACE

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om økonomisk støtte på 350.000 kr. til kunstprojektet OUTDOOR SURFACE, som er planlagt til at foregå i juni-juli 2015.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvaget giver afslag på ansøgningen til initiativgruppen bag kunstprojektet OUTDOOR SURFACE, da der ikke er afsat midler hertil på budgettet.

Problemstilling

DGI-Byen søger i samarbejde med Søren Solkær og Galleri V1 om støtte til udvikling, projektstyring og formidling af kunstprojektet OUTDOOR SURFACE samt til kunstnerhonorarer. Der søges om et tilskud på 350.000 kr. i 2014 til anvendelse i 2015.

Ansøger skriver, at projektets succes i høj grad er betinget af, at de kan tilknytte en rutineret projektleder, Lars Pedersen fra Galleri V1, med specifik erfaring med street art. Det ansøgte beløb vil således blive anvendt til delvis dækning af projektsupport og honorarer.

Løsning

OUTDOOR SURFACE er et offentligt kunstprojekt, der skal udfolde sig i Københavns byrum samtidig med fotograf Søren Solkærs soloudstilling SURFACE i Øksnehallen 12.juni-31. juli 2015. SURFACE er en udstilling, hvor upcoming og anerkendte street art-kunstnere fra hele verden er portrætteret sammen med et af deres værker.

OUTDOOR SURFACE vil bringe 6-8 af disse kunstnere til Danmark, hvor de skal sætte deres midlertidige præg på de københavnske facader. Gruppen af kunstnere er sammensat, så de både repræsenterer en geografisk og en mediemæssig spredning. Ansøger ønsker at samarbejde med Københavns Kommune om placering af værker, men vil også inddrage Byens Hegn og byens borgere og erhvervsliv, idet der vil søges partnerskaber med boligforeninger og virksomheder, når vægge/gavle skal udvælges.

I følge ansøger vil OUTDOOR SURFACE nyde godt af sin tilknytning til hovedudstillingen i Øksnehallen, ligesom projektet vil indgå i dele af markedsføringen, men med deres egen platform. Hovedudstillingen SURFACE vil blive markedsført både nationalt og internationalt via trykte og virtuelle medier, i Københavns byrum, og specifikt til turister gennem samarbejde med WOCO.

Da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet, indstilles ansøgningen til ikke at blive imødekommet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Carsten Haurum

                                                 / Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. november 2014:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen til den 18. december 2014.
Til top