Mødedato: 20.11.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om støtte til KoncertKirken

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning om støtte på 3 mio. kr. til KoncertKirken.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 3 mio. kr. i støtte til KoncertKirken, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2014.

Problemstilling

KoncertKirken begyndte sine aktiviteter i Blågårds Kirke på privat initiativ i 2009 efter godkendelse fra menighedsrådet. Koncerterne har primært været arrangeret af 4 privatpersoner.

Blågårds Kirke blev i 2013 sat til salg af Kirkefondet. Såfremt KoncertKirken fortsat skal kunne afvikle koncerter og andre aktiviteter, skal de selv købe kirken. Derfor er der oprettet et andelsselskab, hvis formål er at erhverve, eje og administrere ejendommen, samt at videreføre og udvikle Blågårds Kirke som koncertsal og kulturelt center.

Andelsselskabet har indgivet ansøgning om tilskud på 3 mio. kr. til videreførelse af KoncertKirkens aktiviteter gennem køb af Blågårds Kirke.

Løsning

KoncertKirken har opgjort antallet af koncerter til 297 i perioden 2012-2014. Der er endvidere hjemløsebespisning, hvor der tilbydes gratis varm mad til hjemløse tirsdag, onsdag og torsdag, ligesom kirken bliver brugt til CD-optagelser, prøver, festivaler, fællesarrangementer og kulturprojekter.

Andelsskabet KoncertKirken Blågårds Plads A.m.b.a. ønsker at gøre KoncertKirken til et permanent tilbud og fortsætte musikaktiviteterne og hjemløsebespisningen.

Overtagelse af Blågårds Kirke og videreførelse af KoncertKirken omfatter overtagelse af bygningen, indretning, indkøb af inventar, teknisk udstyr, flygel m.m. Det samlede budget er på 11 mio. kr. og finansieres blandt andet af tilskud fra private fonde, indskud i andelsselskabet og kreditforeningslån.

Andelsselskabet har indtil videre 161 andelshavere, som har indskudt tæt på 800.000 kr. i andelskapital. Andelshaverne er de nærliggende andelsboligforeninger, beboere og organisationer i nærområdet, personer fra det kirkelige miljø omkring Blågårdens Sogn, musikere og musikorganisationer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen - i dialog med ansøger - udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet.


Carsten Haurum


                                                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. november 2014:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen til den 18. december 2014.
Til top