Mødedato: 20.11.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udviklingsplan for Nordhavn

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til den videre proces for udviklingsplan for Nordhavn.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår et samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden omkring det videre arbejde med en samlet udviklingsplan for Nordhavn,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger kultur- og fritidsborgmesteren til at tiltræde en hensigtserklæring, hvorefter udvalget vil arbejde for, at der afsættes i et beløb størrelsesordenen 100 mio. kr. til nye kultur- og fritidsfaciliteter i Nordhavn i budget 2016.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte 26. juni 2014 indstillingen ”Kultur- og Fritidsfaciliteter i Nordhavn”. Af indstillingen fremgår bl.a., at Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder en samlet udviklingsplan for kultur- og fritidsfaciliteter i Nordhavn med yderligere forslag til faciliteter end de fem forslag, der indgik i forhandlingen om Budget 2015. Udviklingsplanen forventedes at ligge færdig med udgangen af 2014.

I Budget 2015 indgår en hensigtserklæring om, at der skal sikres arealer til kultur-og fritidsformål i Nordhavn og i de øvrige byudviklingsområder, således at borgerne i de nye bykvarterer også har god adgang til kultur og fritidsfaciliteter i deres kvarterer.

Løsning

Udviklingen af Nordhavn er i fuld gang, og By & Havn oplever stor efterspørgsel på byggegrunde. By & Havn sælger grundene i Nordhavn efter et først-til-mølle-princip, hvilket betyder, at stort set alle grunde i Nordhavns første etape, Århusgadekvarteret, allerede er solgt.

Om det lykkes at sikre areal og faciliteter i Nordhavn i de næste etaper, afgøres grundlæggende af, om der afsættes midler i Københavns Kommunes budget til faciliteter.

Med henblik på at sikre tilvejebringelsen af faciliteter har Kultur- og Fritidsforvaltningen indledt en dialog med Lokale- og Anlægsfonden om et partnerskab, der kan understøtte den politiske dialog frem mod de kommende budgetforhandlinger i 2016 og herefter. Med partnerskabet vil udviklingsplanen for Nordhavn kunne være færdig medio maj 2015.

Partnerskabet består af to spor.
I. Udarbejdelsen af en fælles udviklingsplan for Nordhavn.
II. En fælles strategi for udmøntning af midler til konkrete faciliteter i Nordhavn.

En fælles udviklingsplan for kultur- og fritidsfaciliteter i Nordhavn, samt en fælles strategi omkring udmøntning af midler fra Københavns Kommune og Lokale- og Anlægsfonden, vil sikre et stærkt afsæt for, at Budget 2015 målsætningen om at sikre areal til kultur- og fritidsfaciliteter i Nordhavn kan opfyldes.


I. Første spor består i udarbejdelsen af en fælles udviklingsplan for Nordhavn.

Udviklingsplanen vil bestå af to grundelementer: En rapport samt et katalog over prioriterede kultur- og fritidsfaciliteter.

Rapporten vil beskrive det samlede behov for kultur- og fritidsfaciliteter i Nordhavn, med udgangspunkt i: 
  • Nordhavn og de tilstødende naboområders karakter.
  • Hvem de kommende beboere sandsynligvis vil være (profil).
  • Erfaringerne fra Ørestad med hensyn til hvad beboere i en helt ny bydel efterspørger.
  • Aktuelle tendenser i idrætsbilledet.

Kataloget vil indeholde forslag til en række konkrete faciliteter, der vil blive konkretiseret i en proces, der vil inddrage foreninger, forvaltninger og interessenter. I udviklingen af forslag til faciliteter vil der, ud over pointerne rapporten afdækker, blive lagt vægt på projekternes eksempelværdi for andre, samt mulighederne for at tænke faciliteterne sammen med andre offentlige faciliteter. Endeligt vil det i udviklingen af projektforslagene kunne konkretiseres, hvilke arealbehov faciliteterne har, så der kan indledes forhandling med By & Havn.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil være tovholder for udarbejdelsen af udviklingsplanen. LOA vil bidrage med rådgivningskompetence i udvikling af ideer til nye faciliteter og løsninger. For yderligere at sikre kvaliteten og fremtidssikre de foreslåede løsninger, nedsættes desuden et Advisory Board, der kan kvalificere rapport og forslag undervejs.

By & Havn og Økonomiforvaltningen, herunder Københavns Ejendomme, vil blive inddraget med henblik på at kvalificere mulige placeringer i relation til grundsalg og koblingsmuligheder til øvrigt byggeri.

Udgifter til rådgivere i udviklingsprocessen dækkes af pulje til projekt- og ideoplæg.


II. Andet hovedspor består i en fælles strategi, der sigter på etableringen af en samlet pulje på 120 mio. kr. til kultur- og fritidsfaciliteter i Nordhavn i budget 2016.

Strategien hviler på en hensigtserklæring om, at Kultur- og Fritidsudvalget vil arbejde for, at der i Budget 2016 afsættes midler øremærket projekter fra udviklingsplanens katalog. Der arbejdes med en forståelsesramme på 100 mio. kr. i dialogen med Lokale- og Anlægsfonden.

Lokale- og Anlægsfonden vil tilsvarende afsøge muligheden for at der i 2016 afsætte i størrelsesordenen 20 mio. kr. til medfinansiering af kultur- og fritidsfaciliteter i Nordhavn, der indgår i kataloget.

Der vil blive nedsat en styregruppe, med Kultur- og Fritidsborgmesteren som formand, der koordinerer dialogen frem mod budgetforhandlingerne for 2016.


Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Godkender Kultur- og Fritidsudvalget indstillingen, underskriver kultur- og fritidsborgmesteren en hensigtserklæring for samarbejdet, der kan indgå på Lokale- og Anlægsfondens næste bestyrelsesmøde 10. december 2014, hvor fondens bestyrelse vil tage beslutning om forslaget til partnerskab. Udkast til hensigtserklæring er vedlagt som bilag.

For at kunne indgå i forhandlingen om Budget 2016 er deadline for udviklingsplanen medio maj 2015.


Carsten Haurum             



                                                                            / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. november 2014:

Der blev begæret delt afstemning om indstillingen.

Samtlige medlemmer godkendte indstillingens 1. at-punkt.


Et mindretal (Carl Christian Ebbesen) stemte for indstillingens 2. at-punkt.
Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen,  Lilian Parker Kaule og Mia Nyegaard) stemte imod.
Michael Gatten og Jens-Kristian Lütken undlod at stemme.
Indstillingens 2. at-punkt blev dermed forkastet.
Til top