Medlemsforslag om fiskemuligheder i Københavns Havn
Indstilling
Niko Grünfeld fra Alternativet har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde onsdag den 20. juni 2018:
Det foreslås:
- at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen om at undersøge mulighederne for at udvide lystfiskemulighederne i Københavns Havn – herunder at rette henvendelse til By & Havn med henblik på at udvide mulighederne for at lystfiske i havnen.
Motivering
Vandet i Københavns Havn vrimler med liv. Det er muligt at fange bl.a. havørred, torsk og hornfisk. I dag er fiskeri med stang kun tilladt et begrænset antal steder i havnen og slet ikke i inderhavnen. Det begrænser københavnernes rekreative muligheder og det liv, kommunen har arbejdet på at skabe i havnen de seneste mange år.
Vi oplever, at lystfiskeri i havnen er et stort ønske blandt københavnerne. Det er en god måde for særligt de yngre københavnere at komme i kontakten med naturen og elementerne på. Lystfiskeri er en gratis naturoplevelse, som vi synes, skal kunne nydes lige uden for københavnernes lejligheder. Derfor ønsker vi, at det undersøges, hvorvidt mulighederne for lystfiskeri i havnen kan udvides til flere steder med særligt fokus på inderhavnen. Da fiskeri i Københavns Havn er reguleret af By & Havn, foreslår vi, at Kultur- og Fritidsforvaltningen samtidig retter henvendelse til By & Havn.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget er enig i intentionerne i medlemsforslaget og konstaterer, at forslaget allerede er indeholdt i de vedtagne initiativer i forbindelse med "Havnen tilbage til københavnerne".