Mødedato: 20.06.2018, kl. 15:00
Mødested: Teaterøen ("Magneten"), William Wains Gade 11, Refshaleøen, 1432 København K

Ansøgning: støtte til CAMP

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning om støtte fra CAMP.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på CAMPs ansøgning om tilskud på 400.000 kr. i henholdsvis 2019 og 2020 til aktiviteter samt tilskud på 123.375 kr. i 2019 til anlægsinvesteringer, da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet. 

Problemstilling

CAMP er et udstillingssted, der fokuserer på samtidskunst (bl.a. fotografi og video) om migration. Formålet er via kunst at skabe forståelse mellem migranter og de samfund, som migranterne rejser til. CAMP havde sin første udstilling i 2015 og har fra start arbejdet med både internationalt etablerede samtidskunstnere og nye navne. I 2016 modtog CAMP kunstkritikerprisen, der uddeles af den danske afdeling af AICA (Association Internationale des Critiques d'arts). Endvidere blev CAMPs første tre udstillinger senere genudstillet på Statens Museum for Kunst.

CAMP er placeret i Nordvest i Trampolinhuset, som er et kultur- og beskæftigelseshus for flygtninge. Her modtager asylansøgere og flygtninge jobtræning og uddannelse, lærer om demokratiske processer og får mulighed for at blive en del af lokale netværk.

CAMP står nu overfor at skulle konsolidere sig som samfundsrelevant udstillingssted.

 

Løsning

For at konsolidere sig vurderer CAMP, at der, udover udstillingsaktiviteterne, er behov for at styrke de undervisningsaktiviteter, debatarrangementer og brobygningsfunktioner, der allerede i dag er en del af CAMP. Udgangspunktet er, at kunst gør det muligt at formidle samfundsproblemer på en vedkommende og uformel måde og derved engagerer skoleelever, studerende og andre borgere i relevante problemstillinger.

CAMP ansøger derfor om tilskud på 400.000 kr. i 2019 og 2020 til at afholde og udvikle flere aktiviteter, der involverer skoler, uddannelsesinstitutioner, biblioteker og kulturhuse. Midlerne skal også gå til at skabe en forretningsmodel, der gør CAMP økonomisk bæredygtig fra 2020.

Yderligere ansøger CAMP om et anlægstilskud på 123.375 kr. til bedre belysning på udstillingsstedet og bedre teknologi til fotografi- og videobehandling. Førstnævnte skal først og fremmest styrke selve udstillingerne, mens sidstnævnte skal styrke mulighederne for at udbrede CAMPs fotografi- og videokunst.

For flere detaljer henvises til:

Bilag 1: Ansøgning fra CAMP vedr. anlægs- og aktivitetsinvestering

Bilag 2. CAMP handlingsplan 2018-2020

Økonomi

CAMP ansøger om 400.000 kr. i 2019 og 400.000 kr. i 2020, hvilket vil sige i alt 800.000 kr. CAMP gør dog i deres ansøgning opmærksom på, at et tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget på minimum 60 procent af det ansøgte – svarende til 480.000 kr. – også vil være en stor hjælp, da det vil gøre det lettere at tiltrække finansiering fra andre kilder.

Derudover ansøger CAMP om et anlægstilskud i 2019 på 123.375 kr.

CAMP har modtaget støtte fra Kultur- og Fritidsudvalget på 150.000 kr. i 2015 og 50.000 kr. i 2017.

 

Videre proces

Såfremt ansøgningen henvises til budgetforhandlingerne, udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen et budgetnotat.

 

 Mette Touborg

                             /Jakob Kwederis          

    

                                                                                               

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:

Sagen blev udsat.

Til top