Mødedato: 20.06.2018, kl. 15:00
Mødested: Teaterøen ("Magneten"), William Wains Gade 11, Refshaleøen, 1432 København K

Skøjtebane på Kongens Nytorv

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om en planlægningsbevilling til en mobil skøjtebane på Kongens Nytorv skal indgå i forhandlingerne om budget 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser 0,7 mio. kr. til en planlægningsbevilling til en mobil skøjtebane på Kongens Nytorv til forhandlingerne om Budget 2019

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at de sparede driftsmidler på 1,8 mio. kr. fra skøjtesæsonen 2017/2018 og 2018/2019 fra den første skøjtebane på Kongens Nytorv, går tilbage til kassen.

Problemstilling

Den første mobile skøjtebane på Kongens Nytorv blev etableret i 1999 og stod på pladsen til og med vinteren 2008/2009. Da byggearbejdet til Metro Cityringen gik i gang på pladsen, kunne skøjtebanen ikke længere opsættes på Kongens Nytorv. Siden da har dele af skøjtebanen være opstillet flere steder i København, bl.a. på Østerbro og i Valby. Metrobyggeriet og istandsættelse af pladsen er ved at være afsluttet, og Kongens Nytorv bliver igen taget i brug som offentlig plads i 2019.

Den oprindelige skøjtebane fra Kongens Nytorv var sidst i brug på Toftegårds Plads i skøjtesæson 2014/2015. I de følgende to år indgik driftsmidlerne som en del af Kultur- og Fritidsforvaltningens besparelser. Sigtet var, at skøjtebanen skulle åbne i skøjtesæsonen 2017/2018. Da banen er nedslidt kom den imidlertid aldrig i brug igen. Skøjtebanen kan derfor heller ikke åbne på Kongens Nytorv, når pladsen er færdigrenoveret.

Der skal etableres en ny mobil skøjtebane, hvis københavnerne igen skal kunne skøjte på Kongens Nytorv.  

Løsning

Ny mobil skøjtebane på Kongens Nytorv
Der er forslag om at henvise 0,7 mio. kr. til en planlægningsbevilling til en mobil skøjtebane på Kongens Nytorv til forhandlingerne om Budget 2019.

Kongens Nytorv er en af Københavns største pladser og efter at have været lukket under byggearbejdet til Metro Cityringen, åbner pladsen igen op som offentlig plads i maj 2019. Metroselskabet oplyser, at pladsen genetableres, som den så ud før metrobyggeriet. Den tidligere skøjtebane på Kongens Nytorv var en stor attraktion for københavnere såvel som turister. 

En ny mobil skøjtebane på Kongens Nytorv vil være med til at skabe et aktivt uderum i København hele året rundt. En skøjtebane vil både give mulighed for aktivitet på pladsen om vinteren, og den kan invitere til ophold på pladsen. Dertil kan en skøjtebane også blive en tilføjelse af idrætsfaciliteter til Indre By, som der ikke er mange af.

I tråd med den tidligere skøjtebane på Kongens Nytorv, kan en ny mobil skøjtebane på ca. 2.000 m2 etableres i en cirkulær form rundt om Rytterstatuen. Skøjtebanen tænkes etableret i samme størrelse som den første bane. Ved banen opsættes leje af skøjter og offentlige toiletter. Skøjtning på banen vil være gratis for alle. Den endelige udformning og placering vil findes i tæt sammenspil med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Da der er tale om anlæg på en offentlig plads, vil Teknik- og Miljøforvaltningen overtage projektet, hvis en planlægningsbevilling bevilges.

En anlægsbevilling kan indgå i forhandlingerne om Overførelsessagen 2018/2019 med henblik på at åbne skøjtebanen til skøjtesæsonen 2019/2020.

Økonomi
En planlægningsbevilling til en ny mobil skøjtebane kan realiseres for 0,7 mio. kr. (anlæg, 2018 P/L). Det estimeres, at en mobil skøjtebane kan etableres for en anlægsbevilling på 11-15 mio. kr. (2018 P/L).

De præcise omkostninger forbundet med anlæg og drift af den mobile skøjtebane på Kongens Nytorv vil blive belyst nærmere i planlægningsfasen, såfremt der bevilges en planlægningsbevilling.

Sparede driftsmidler
Da den første skøjtebane på Kongens Nytorv ikke har været åben i 2017/2018 og 2018/2019, er der 1,8 mio. kr. (2018 P/L) i sparede driftsmidler. Der sparede driftsmidler går tilbage til kassen.

Økonomi

Indstillingens 1. at.-punkt har ingen økonomiske konsekvenser.

Med hensyn til indstillingens 2. at.-punkt vil der i en kommende sag om bevillingsmæssige ændringer tilbageføres de i tabel 1 angivne beløb fra Kultur- og Fritidsudvalgets servicebevilling til kassen. Tilbageførelsen vedrører midler oprindeligt afsat til drift af skøjtebanen på Kongens Nytorv i skøjtesæsonen 2017/18 og 2018/19.

Tabel 1. Overblik over driftsmidler, som tilbageføres til kassen

t.kr. 2018 P/L

2018

2019

I alt

Tilbageførsel til kassen

1.319

440

1.759

Videre proces

Godkender Kultur- og Fritidsudvalget indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et budgetnotat på en planlægningsbevilling, som kan indgå i forhandlingerne om Budget 2019.

De sparede driftsmidler fra skøjtebanen på Kongens Nytorv i skøjtesæsonen 2017/18 og 2018/19 tilbageføres til kassen i en sag om bevillingsmæssige ændringer.

 

Mette Touborg

                                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.

Kultur- og Fritidsudvalget forkastede indstillingens 2. at-punkt og understregede, at driftsmidlerne er givet som en del af Kultur- og Fritidsudvalgets ramme. Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage med en ny indstilling i sagen.

Til top