Mødedato: 20.06.2018, kl. 15:00
Mødested: Teaterøen ("Magneten"), William Wains Gade 11, Refshaleøen, 1432 København K

Copenhagen 2021, WorldPride og EuroGames

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om ansøgningen fra projekt- og budorganisationen Happy Copenhagen om tilskud til forberedelse og afholdelse af WorldPride og EuroGames i Greater Copenhagen i 2021 skal henvises til forhandlingerne om Budget 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser ansøgningen fra Happy Copenhagen om tilskud på 35,7 mio. kr. til forberedelse og afholdelse af WorldPride og EuroGames i Greater Copenhagen i 2021 til forhandlingerne om Budget 2019, og
  2. at der af det samlede tilskud på 35,7 mio. kr. øremærkes 2 mio. kr. til aktivering og forankring af eventen (EuroGames).

Problemstilling

Happy Copenhagen ansøger Københavns Kommune om et tilskud på 35,7 mio. kr. til den fortsatte forberedelse og afholdelse af WorldPride og EuroGames i Greater Copenhagen i 2021 (Copenhagen 2021). Ansøgning, budget, budbog WorldPride, budbog EuroGames og eventvurdering er vedlagt som henholdsvis bilag 1, 2, 3, 4 og 5.

Københavns Kommune har med overførselssagen 2017-2018 støttet Happy Copenhagen med 3 mio. kr. til sekretariatsdrift i forbindelse med Copenhagen 2021. Københavns Kommune har tillige bevilget 3,1 mio. kr. til budfasen i 2016-2018.

Happy Copenhagen ansøger nu om den resterende finansiering til planlægning og afvikling i 2019-2021.

Løsning

København har fået tildelt værtskabet for WorldPride og EuroGames i 2021. Eventen afvikles som ét LGBTQI+-megaevent under titlen ”Copenhagen 2021”. Det vil være første gang, at de to begivenheder forenes i samme by og på samme tidspunkt. Under Copenhagen 2021 forventes der samarbejde og borgerettede aktiviteter i en række kommuner i både Greater Copenhagen og i Malmø.

Projekt- og budorganisationen Happy Copenhagen, som er stiftet af Copenhagen Pride og Pan Idræt, ansøger Københavns Kommune om et tilskud på 35,7 mio. kr. til den fortsatte forberedelse og afholdelse af Copenhagen 2021 i 2019-2021.

Budgettet fordeles således:

  • 26 mio. kr. i direkte tilskud til Happy Copenhagen til planlægning og afvikling af Copenhagen 2021,
  • 9,3 mio. kr. i ekstraudgifter til Teknik- og Miljøforvaltningen til renhold, natåbne bemandede toiletter, myndighedsbehandling og trafikledelse i forbindelse med World Pride samt
  • 0,4 mio. kr. i ekstraudgifter til Kultur- og Fritidsforvaltningen i forbindelse med brug af idrætsanlæg under EuroGames.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår dog, at

  • 2 mio. kr. af det samlede direkte tilskud til Happy Copenhagen øremærkes til forankring af EuroGames i det københavnske foreningsliv (mangfoldighed og ligestilling i foreningslivet) samt til borger- og foreningsrettede aktiviteter op til og under Copenhagen 2021, som knytter an til Kultur- og Fritidsforvaltningens eksisterende arbejde med udvikling af byens foreningsliv. Tilskuddet på 2 mio. kr. administreres af Kultur- og Fritidsforvaltningen. 

Copenhagen 2021 samler to events og indeholder i alt tre spor:

  • LGBTQI+ - Kulturfestival i samarbejde med regionens kulturinstitutioner, der skaber oplevelser og indsigt i LGBTQI+-livets mange facetter herunder WorldPride-parade med bred international deltagelse. Festivalen vil over 11 dage integrere kulturinstitutioner, festivaler, teatre, spille- og udstillingssteder i Greater Copenhagen og bl.a. byde på udstillinger, koncerter, filmvisninger, debat m.m.
  • EuroGames - Sportsstævne med afvikling af op til 28 forskellige idrætsgrene, der skal øge opmærksomheden om LGBTQI+-sport og bekæmpe diskrimination på baggrund af seksualitet i sport.
  • International menneskerettigheds- og sportslederkonference med fokus på menneskerettigheder og foreningskultur i sport indeholdende taler, workshops og paneldebatter med udgangspunkt i LGBTQI+-rettigheder.

Samtlige borgmestre i København underskrev i december 2016 en fælles støttetilkendegivelse om værtskabet for WorldPride i København i 2021, ligesom en tilsvarende støttetilkendegivelse for bud på EuroGames blev underskrevet og fremsendt til Happy Copenhagen i december 2017.

Copenhagen 2021 understøtter Kultur- og Fritidspolitikkens principper om rummelighed og lige adgang til de kommunale kultur- og fritidstilbud, ligesom eventen bidrager til politikkens indsatsområder for den internationale by og byens gæster.

Turismeomsætning
Wonderful Copenhagen har i 2016 estimeret, at Copenhagen 2021 vil medføre en turismerelateret omsætning på ca. 123 mio. kr. samt en værditilvækst i turismerelaterede erhverv på ca. 62 mio. kr. i København. Copenhagen 2021 vil endvidere bidrage med betydelig markedsføring af Greater Copenhagen som LGBTQI+-venlig destination.

Happy Copenhagen forventer i alt ca. 750.000 deltagere og gæster under hele Copenhagen 2021, heraf ca. 2.000 deltagere til menneskerettigheds- og sportslederkonferencen og ca. 6.000 deltagere i sportsstævnerne under EuroGames. Estimaterne er baseret på erfaringer fra lignende events.

Aktiverings- og forankringsindsats målrettet borgere og foreningsliv

En central del i aktiverings- og forankringsindsatsen i Copenhagen 2021 er sportslederkonferencen og outreach programmet. Formålet med sportslederkonferencen er, at atleter, trænere og andre idrætsaktører fra hele verden får redskaber til at drive succesfulde foreninger samt at arbejde mod diskrimination indenfor sporten. Formålet med outreach programmet er at finansiere og understøtte at mindre bemidlede borgere på internationalt plan kan deltage i Copenhagen 2021.

Som en del af Copenhagen 2021 ønsker Happy Copenhagen at lave et skoleprojekt for 6.-8. klasserne på alle skoler i regionen. Målet er, at eleverne får en øget forståelse af World Pride, og at de lærer om og reflekterer over diskrimination og inklusion.

Flere københavnske kulturinstitutioner har i budfasen afgivet støttebreve til WorldPride. Happy Copenhagen vil i efteråret etablere samarbejder med institutionerne om at deltage i eventen med særudstillinger og lignende med LGBTQI+-fokus. Happy Copenhagen ønsker derudover at etablere samarbejde med andre store events i København i 2021 med henblik på at nå en bredere målgruppe.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at øremærke 2 mio. til forankring og aktivering af EuroGames vil fokus for disse indsatser være at åbne foreningerne op samt at udvikle rummeligheden og mangfoldigheden i det bredere foreningsliv. Aktiveringsindsatsen udvikles og afvikles i tæt samarbejde med Happy Copenhagen og med aktiv inddragelse af idrættens hovedorganisationer. Erfaringen er, at det er afgørende for eventens udbredelse og blivende værdi, at der arbejdes fokuseret med aktivering af eventen, og at der øremærkes midler til indsatsen. Dertil er erfaringen, at eventarrangørernes fokus ofte er på hovedeventen, og at aktiveringen derfor ikke altid får det ønskede fokus og effekt.

Eventbudget
Det samlede eventbudget for Copenhagen 2021 er angivet til ca. 102 mio. kr., hvoraf Københavns Kommune ansøges om et tilskud på 35,7 mio. kroner. Københavns Kommune har med overførselssagen 2017-2018 støttet Happy Copenhagen med 3 mio. kr. til sekretariatsdrift i forbindelse med Copenhagen 2021. Københavns Kommune har tillige bevilget 3,1 mio. kr. til budfasen i 2016-2018.

Det samlede offentlige tilskudsbehov er på ca. 65 mio. kr. I gennemsnit kalkuleres med en offentlig medfinansiering svarende til ca. 64 procent af det samlede eventbudget. De resterende midler søges i private fonde og erhvervssponsorater.

Frederiksberg Kommune og Roskilde Kommune har givet hensigtserklæringer uden politisk behandling på henholdsvis 7 mio. kr. og 2 mio. kr. Der er endnu ikke sendt ansøgninger. Region Hovedstaden behandler p.t. en ansøgning på 15 mio. kr. Malmö Stad er i samarbejde med Malmö Pride ansøgt om i alt 4,5 mio. danske kr. Der forventes ikke bidrag fra Sport Event Denmark. Der er indledt dialog med en række kulturorganisationer, der har tilkendegivet, at være interesseret i samarbejde.

Kultur- og Fritidsforvaltningen gør opmærksom på, at det ansøgte offentlige tilskud fra Københavns Kommune ligger ca. 15-20 mio. kr. højere end hvad der ellers gives til store internationale events i København (megaevents). Borgerrepræsentationen har eksempelvis bevilliget 5 mio. kr. til VM i Ishockey 2018, 8,5 mio. kr. til VM i Håndbold (herre) 2019 samt samlet set 18 mio. kr. til EM i fodbold (herre) i 2020, heraf 7,7 mio. kr. i ekstraudgifter til Teknik- og Miljøforvaltningen. Happy Copenhagen har dog til sammenligning ikke et internationalt forbund eller Sport Event Denmark bag sig som medfinansierer eventen.

Forvaltningen har anmodet Happy Copenhagen om at udarbejde et kvalificeret minimumsbudget, som kan indgå i budgetnotatet til forhandlingerne om budget 2019. Det tilsendte budget er vedlagt som bilag 2. Budgettet er ikke reduceret i forhold til det budget, Happy Copenhagen udarbejdede i forbindelse med overførselssagen 2017-2018.

Risikovurdering

Der vurderes ikke at være væsentlige risici forbundet med den organisatoriske forankring af projektet. Copenhagen Pride og Pan Idræt, som står bag bud- og projektorganisationen Happy Copenhagen, har erfaring med afvikling af events. Derimod vurderes det, at der er en reel risiko for, at Happy Copenhagen ikke kan skaffe den tilsigtede medfinansiering fra øvrige offentlige organisationer. Det foreslås derfor, at Københavns Kommunes tilskud betinges af, at Happy Copenhagen tilpasser sin organisation og eventen efter de bidrag, som kan genereres fra offentlig side samt fra det øvrige fonds- og sponsorarbejde senest 2 år inden eventafvikling, dvs. pr. september 2019.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, udarbejder forvaltningen et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2019.

         Mette Touborg          

                                                           /Thomas Bach 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:

Sagen blev udsat.  

Til top