Mødedato: 20.06.2018, kl. 15:00
Mødested: Teaterøen ("Magneten"), William Wains Gade 11, Refshaleøen, 1432 København K

Samlede strategiske forpagtningsaftaler for cafédrift i Valby Hallen og Grøndal MultiCenter - investeringscase

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om investeringsforslaget 'Samlede strategiske forpagtningsaftaler for cafédrift i Valby Hallen og Grøndal MultiCenter' skal henvises til forhandlingerne om smarte investeringer.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser investeringsforslaget ”Samlede strategiske forpagtningsaftaler for cafédrift i Valby Hallen og Grøndal MultiCenter” til forhandlingerne om Budget 2019 (smarte investeringer).

Problemstilling

En stor del af cafédriften på byens kultur- og idrætsinstitutioner er bortforpagtet. Kultur- og Fritidsforvaltningen får dog ikke det optimale ud af denne bortforpagtning. Både i forhold til madkvalitet, Kultur- og Fritidsudvalgets pejlemærker for ansvarlig cafédrift og økonomi, er der et uforløst potentiale. Skal disse potentialer indfries, skal Kultur- og Fritidsforvaltningen tiltrække forpagtere, der med fokus på madkvalitet, økologi og socialøkonomisk virksomhedsledelse, vil være med til at indgå som aktive samarbejdspartnere og medudviklere i byens kultur- og idrætsfaciliteter. Afgørende for kunne tiltrække denne type af forpagtere, er tilstrækkelig volumen i caféomsætningen, tidssvarende køkken- og caféfaciliteter og fleksible og gensidige samarbejdsaftaler med Kultur- og Fritidsforvaltningen. Hvor nogle institutioner har stor volumen, er en del af kultur- og idrætsfaciliteterne af en mindre størrelse, der ikke kan understøtte en attraktiv bortforpagtning i sig selv. Derudover er der i flere institutioner behov for renovering og opdatering af køkken- og caféfaciliteter.   

Løsning

Mere samlede strategiske udbud på bydelsniveau vil kunne føre til bedre forpagtningsaftaler, som kombinerer forretningsmæssige hensyn til forpagterne med bedre mad og bedre kapacitetsudnyttelse i kommunens kulturhuse og idrætshaller. Attraktive udbud tiltrækker attraktive aktører, herunder socialøkonomiske virksomheder, som kan bidrage med opgaveløsning og flere aktiviteter i kultur- og idrætsenhederne.

Med afsæt i nærværende konkrete investeringsforslag vedr. bortforpagtning af cafédriften i Valby Hallen og Grøndal MultiCenter, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen igangsætte arbejdet med at styrke forpagtningen af cafédriften i forvaltningen. Ved implementering af det konkrete investeringsforslag, gennemføres følgende aktiviteter:

  • Åben markedsdialog med en bred gruppe potentielle forpagtere for at kvalificere udbudsmaterialer og sikre interesse om Valby Hallen og Grøndal MultiCenter.

  • Kortlægning af muligheder for at inkludere omkringliggende mindre institutioner i samlede forpagtningsaftaler, således at f.eks. Valby Kulturhus inkluderes i udbuddet af forpagtning i Valby Hallen.

  • Udbud af caféforpagtning i Valby Hallen og Grøndal MultiCenter.

  • Renovering af fysiske faciliter i dialog med ny forpagter.

  • Erfaringsopsamling til brug ved fremtidige udbud i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Økonomi

Investeringsforslaget indeholder en samlet investering på 1,2 mio. kr. Effektiviseringen i 2020 og frem indgår til opfyldelsen af Kultur- og Fritidsudvalgets effektiviseringsmåltal. Investeringen forventes varigt at indebære en årlig effektivisering på 255 t. kr. fra år 2021.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, sendes investeringsforslaget til Økonomiforvaltningen med henblik på at indgå i forhandlingen om udmøntning af investeringspuljen i forbindelse med forhandlingerne om budget 2019.

 

Mette Touborg

    

                                                 /Aravni Jakobsen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top