Arealplan
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at det videre arbejde med placering af nye kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune tager afsæt i arealplanen
Problemstilling
Med afsæt i arealplanen for skoleområdet blev det besluttet, at der frem mod budget 2019 skal udarbejdes arealplaner for de øvrige serviceområder, herunder daginstitutioner, socialtilbud og kultur- og fritidsområdet.
På denne baggrund har Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen udarbejdet en arealplan for kultur- og fritidsområdet (bilag 1). Planen har afsæt i perioden frem til år 2050. Arealplanen bliver koblet til både Kultur- og Fritidspolitikken for 2020-2023 og Kultur- og Fritidskompasset.
Formålet med arealplanen er:
- at reservere kommunale arealer, som skal bruges på længere sigt
- at sikre kommunen en bedre forhandlingsposition, når der skal erhverves nye grunde
- at beslutte, hvor der skal placeres kultur- og fritidsfaciliteter, inden de ledige grunde bliver bebygget.
Arealplanen anviser mulige løsninger på placeringer til de kultur- og fritidsfaciliteter, som demografireguleringen tilsiger, men det er en politisk beslutning, hvor og hvornår kultur- og fritidsfaciliteterne skal etableres. Sigtet er, at arealplanen opdateres årligt i forbindelse med nye behovsprognoser, og at ønsker til de enkelte faciliteter indgår ved de årlige budgetforhandlinger.
Løsning
Befolkningsprognosen peger på, at antallet af københavnere stiger fra omkring 600.000 i år 2017 til 800.000 i år 2050. Den store befolkningstilvækst betyder, at hvis det nuværende serviceniveau på kultur- og fritidsområdet skal fastholdes, skal der reserveres plads til nye kultur- og fritidsfaciliteter.
For at sikre at arealer og ejendomme opkøbes i takt med befolkningstilvæksten i København er der udarbejdet en arealplan for kultur- og fritidsområdet. Arealplanen er et værktøj til at udpege arealer, der kan anvendes til nye svømmehaller, idrætshaller mv. Samtidig kan arealplanen være med til at sikre, at fremtidige kultur- og fritidsfaciliteter indgår i arbejdet med lokal- og kommuneplaner.
Arealplan for kultur- og fritidsområdet:
Arealplanen hviler på, at der fremover skal være det samme antal m2 kultur- og idrætsfaciliteter pr. borger som i dag. Det vil sige, at når befolkningsprognosen peger på en befolkningstilvækst på 30 %, skal det nuværende kvadratmeterantal til kultur- og fritidsfaciliteter alt andet lige vokse med 30 %.
Konkret peger arealplanen på, at der skal afsættes arealer til følgende faciliteter:
I arealplanen anvises mulighed for placering af 4 svømmehaller fremfor 2 med henblik på at give mulighed for at hæve serviceniveauet på svømmeområdet. De københavnske svømmehaller er fuldt belagte, og der er en massiv efterspøgsmål på området.
Eksisterende m2 | Behov for ny-byggeri i 2050 | Volumen-antagelse, nybyggeri | Endeligt behov for faciliteter i 2050 | |
Idrætshal | 129.000 m2 | 41.000 m2 | 2.400 m2 | 15 |
Biblioteker / kulturhuse | 86.000 m2 | 27.000 m2 | ||
Svømmehal | 30.000 m2 | 10.000 m2 | 3.500 m2 | 4 |
Kunstgræs | 264.000 m2 | 82.000 m2 | 7.500 m2 | 7 |
Græsbaner | 750.000 m2 | 234.000 m2 | 7.500 m2 | 28 |
Placering af de nye kultur- og idrætsfaciliteter:
På baggrund af ovenstående beregninger, har Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen fundet mulige placeringer til de nye kultur- og fritidsfaciliteter.
Det er muligt at pege på placeringer til 14 nye idrætshaller i tilknytning til fremtidigt planlagte skoler eller skoleudbygninger. Der er desuden fundet plads til 4 nye svømmehaller.
Der er indtil videre ikke fundet placeringsmuligheder til de 7 kunstgræsbaner og 28 græsbaner, som fremskrivningen peger på, at der er behov for. På denne baggrund foreslås en foreløbig løsning, hvor der anlægges kunstgræs på stadionbanerne i Valby, Tingbjerg og Vanløse for på den måde at frigive flere træningstimer på banerne. Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen ser på mulighederne for, at driften af skolefodboldbaner kan flyttes fra Børne- og Ungdomsudvalget til Kultur- og Fritidsudvalget. I den forbindelse kan man se på mulighederne for at anlægge kunstgræs på skoleboldbanerne, idet der kan spilles flere timer på en sådan bane, fordi den er mere slidstærk end en naturgræsbane.
Der arbejdes fortsat på at finde placeringer til de resterende 11-mands boldbaner. Det forventes, at der er fundet løsninger på boldbaner ved opdatering af arealplanen i år 2019.
Kulturhuse/biblioteker
Der er i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Økonomiforvaltningen set på mulighederne for at finde plads til 10-12 kulturhuse/biblioteker (700 m2) på fremtidigt planlagte skoler. Der arbejdes desuden med at finde plads til den resterende del af de 27.000 m2 kulturhus/bibliotek på eksisterende skoler og daginstitutioner. Det forventes, at der er fundet løsninger på kulturhuse/biblioteker ved opdatering af arealplanen i år 2019.
Andre facilitetstyper:
Arealplanen tager udgangspunkt i de faciliteter, som der er placeret mange af i København. Sideløbende skal der findes arealer til andre typer faciliteter, som ikke passer ind i arealplanens kategorier, hvilket vil blive indstillet som enkeltsager.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen videre med at afsætte arealer til fremtidige Kultur- og Idrætsfaciliteter.
Omkostningerne til grundkøb og til at etablere faciliteterne vil indgå i de fremtidige budgetforhandlinger.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at arbejde videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, herunder fremkomme med alternative løsningsforslag i forhold til udfordringerne med de manglende græsbaner.