Mødedato: 20.06.2018, kl. 15:00
Mødested: Teaterøen ("Magneten"), William Wains Gade 11, Refshaleøen, 1432 København K

Forslag til konkrete indsatser under Plan for visuel kunst 2018-2022

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til konkrete indsatser under Plan for visuel kunst i København.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med Plan for visuel kunst og de dertilhørende konkrete indsatser.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser 2,9 mio. kr. til udmøntning af Plan for visuel kunst og iværksættelse af første fase af de dertilhørende konkrete indsatser til forhandlingerne om Budget 2019.  

Problemstilling

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 3. november 2016 blev Kultur- og Fritidsforvaltningen bedt om at udarbejde et udkast til en samlet kunstplan (Plan for visuel kunst) for Københavns Kommune. 

På udvalgets møde den 5. april 2018 fremlagde forvaltningen et udkast til Plan for visuel kunst udarbejdet på baggrund af bemærkninger fra udvalgets medlemmer og dialogmøder med repræsentanter for den københavnske kunstscene. Udvalget tilsluttede sig planen og bad forvaltningen indarbejde høringssvar og udarbejde konkrete indsatser indenfor hvert indsatsområde.

Løsning

Målet med  de konkrete indsatser under Plan for visuel kunst
Med de konkrete indsatser styrkes arbejdet med at skabe et mere sammenhængende, tilgængeligt og synligt kunstmiljø, der tiltrækker borgere og kunstnere fra ind-og udland og skaber bedre rammer for vækstlaget, bl.a. ved at sikre interaktion med den etablerede kunst.

Forslagene  til  de konkrete indsatser er baseret på den opdaterede udgave af ’Indsatsområder og Initiativer’ (bilag 1), som inkorporerer kommentarer og høringssvar.

Planens  fire indsatsområder
Plan for visuel kunst er inddelt i fire indsatsområder, der er konkretiserede ved tematiske initiativer. 

Indsatsområde 1: RÅDET FOR VISUEL KUNST

Der etableres et Råd for visuel kunst, som skal sikre kunstfagligheden og være garant for dialogen med byens borgere. Rådet skal fortsat varetage de opgaver, der hidtil har ligget Billedkunstudvalget, men får dertil en stærkere rådgivende rolle i forhold til kunst i det offentlige rum og udvikling af det kunstneriske miljø. Rådet forankres i fagcenter ’Historie & Kunst’ sammen med Københavns Kunstsamling.

Konkretisering af opgaverne:

  • Billedkunstudvalget omdannes til Rådet for visuel kunst.
  • Med udgangspunkt i ’Plan for visuel kunst’ udarbejder Rådet en plan for sit arbejde i de kommende år.
  • I samarbejde med andre væsentlige aktører på området tilrettelægges det første af flere temamøder.
  • Rådet indleder dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) med henblik på at fremme, at kunst og design bliver en tydeligere del af udtrykket i det offentlige rum og integreres i byudvikling og design af byrumsinventar.
  • Rådet tager initiativ til at indgå dialog med kunsthallerne i København om mulighederne for at differentiere i forhold til formål og målgruppe.
  • I samarbejde med bydelsenheder og lokaludvalg inddrager Rådet borgernes holdninger til kunst lokalt i det offentlige rum.    

 

Indsatsområde 2: KUNSTHALLER OG UDSTILLINGSSTEDER:

Københavns kunstinstitutioner kan med fordel samarbejde mere, hvad enten de er statsligt, kommunalt eller privatfinansierede. Derfor inviteres de ind i et fællesskab, som sammen med andre kunstneriske aktører, får til opgave at få kunsten mere ud i det offentlige rum. Samarbejdet skal øge dialog og synlighed og virke på tværs af det permanente og midlertidige, det samtidige og historiske.

Konkretisering af opgaverne:

  • Der afsættes midler til samarbejdsprojekter mellem udstillingssteder, museer og kunsthaller i København, og de kommunale kunstinstitutioner intensiverer dialogen med andre museer og udstillingssteder.
  • Mulighederne undersøges for koordinering med fælles billetter, fælles lagre, gensidige henvisninger og administrativ support på tværs af kunstlivet.
  • Kommunens institutioner fastholder og udvikler samarbejdet med Copenhagen Contemporary, Fotografiska, Copenhagen Light Festival m.fl.
  • I samarbejde med TMF undersøges mulighederne for at inddrage kunstnere til at udforme udtryk ved udvikling af legepladser og rekreative områder.
  • I samarbejde med lokaludvalg, bydelsenheder og idrætsforeninger undersøges muligheden for at knytte kuratorer og kunstnere til processen med at bruge gangtunneller og betonflader til kunstneriske formål.
  • Rådhuset udvikles som kulturinstitution og udstillingsfacilitet og styrkes som central formidler af historie og demokrati.

   

Indsatsområde 3: KUNSTUDDANNELSER OG KUNST I UDDANNELSER :

  • Med Plan for visuel kunst  rettes fokus på kunst i uddannelsessammenhænge både i folkeskolen og imellem byens kunstneriske uddannelser og linjer. Forskellige uddannelser som daghøjskoler, billedskoler og andre relevante parter inviteres til gensidig læring. Indsatsområdet ”Det hele barneliv” samtænkes med planen.

Konkretisering af opgaverne:

  • Der afsættes midler til etablering af partnerskaber med henblik på at knytte kunstnere og kunstprofessionelle nærmere til folkeskolerne.
  • De eksisterende skoletjenester på kommunens kunstinstitutioner styrkes.
  • Andre kommunalt støttede kunstinstitutioner søges inddraget i Åben Skole og lignende former for samarbejde med folkeskolerne.
  • Der inviteres til samarbejde og dialog med relevante partnere indenfor design og kunstuddannelsesområdet, herunder f.eks. daghøjskoler og tekniske skoler.
  • Muligheden undersøges for at etablere et profilbibliotek for fotokunst (i stil med modebiblioteket på Dag Hammarskjölds Allé).

Indsatsområde 4: KUNSTNERPLADSER OG ATELIERER:

København skal virke for, at vækstlaget interagerer med den etablerede kunst. Ved at fokusere på kunstaktører før, under og efter den professionelle uddannelse for både formidlere og udøvende, sikres kunsten de bedst mulige rammer. Initiativerne skal samtidig tiltrække flere internationale profiler og skabe international opmærksomhed om den københavnske kunstscene.

Konkretisering af opgaverne:

  • Forudsætningerne afdækkes i partnerskab med andre væsentlige aktører for at understøtte etableringen af en Art Hub i København.  Der ledes pt. efter lokalitet til dette. Der afsættes midler til temamøder, masterclasses, udstillingsfaciliteter m.m.
  • I et samarbejde mellem Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget oprettes en open-call-pulje, som kan søges af kunstnere.
  • I samarbejde med kunstinstitutioner, fonde, staten og private afdækkes mulighederne for at etablere besøgsprogrammer og Artist-In-Residence-pladser.
  • Der foretages kortlægning af eksisterende kunstnerpladser og atelierer i byen, eksempelvis Fabrikken, Kedelhallen samt Halmlageret, der er placeret på Carlsberg-grunden og er et vækstmiljø med værksteder, atelierpladser mm.
  • Formidlingen af kunstnerpladser og atelier forbedres, eksempelvis med udvikling af en fælles platform.
  • Der indledes dialog om muligheden for at skabe en base for Street Art (f.eks. i form af galleri eller festival) i København.


Økonomi

Iværksættelse af den første fase af de konkrete indsatser under Plan for visuel kunst har en samlet pris på 2,9 mio. kr., jf. tabel 1. Flere af forslagene forventes at kunne etableres i samarbejde med byens øvrige kunstaktører.

Tabel 1: Supplerende økonomi

 

 

Implementering af konkrete indsatser under KFU's Plan for visuel kunst 2018-2020

 

Beløb årligt

 

 

Temamøder, masterclasses m.m.

100.000 kr.

 

 

Koordinering og formidling

200.000 kr.

 

 

Samarbejdsprojekter for kunsthaller, udstillingssteder, museer mv.

1.250.000 kr.

 

 

Partnerskaber med skoler, ungdomsuddannelser og kunstinstitutioner (*1)

200.000 kr.

 

 

Understøttelse af vækstmiljøet med konkrete projekter indenfor kunst og design samt afdækning af behov for kunstnerpladser og atelierer (*2)

750.000 kr.

 

 

Forsøgsordning for Open Call (*3)

400.000 kr.

 

 

Total

2.900.000 kr.

 

 

(*1) Muligt samarbejde med BUF

(*2) Muligt samarbejde med bydelsenheder, fonde og andre kulturaktører,

f.eks. værksteder på Carlsberg samt Fabrikken.

(*3) Muligt samarbejde med TMF

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender det reviderede udkast af Plan for visuel kunst samt de tilhørende konkrete indsatser, vil disse blive sendt i høring i Billedkunstudvalget og lokaludvalgene.

Sideløbende hermed vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat samt gennemføre de fornødne organisationsændringer og implementere den nye opgaveportefølje.

Når høringssvarene fra Billedkunstudvalget og lokaludvalgene foreligger, skal sagen forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til endelig godkendelse.

Mette Touborg

                         /Lene Floris

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen med følgende præciseringer:

  • Offentlige bygninger/institutioner skal i højere grad indtænkes
  • Angående et evt. profilbibliotek for fotokunst er inddragelsen af aktører fra miljøet central
  • Der skal arbejdes for flere kunstnerpladser, bl.a. i partnerskab med boligselskaber

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om en tidsplan.

Til top