Ansøgning om tilskud til betaling af grundskyld for ejendommen Gammel Vartov Vej 16 tilhørende KFUM-Spejderne i Danmark
Ansøgning om tilskud til betaling af grundskyld for ejendommen Gammel Vartov Vej 16 tilhørende KFUM-Spejderne i Danmark
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 20. juni 2002
24. Ansøgning om tilskud til betaling af grundskyld for ejendommen Gammel Vartov Vej 16 tilhørende KFUM-Spejderne i Danmark
(KFU 250/2002)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter ikke at yde tilskud til delvis betaling af grundskyld. vedrørende KFUM-Spejderne i Danmarks ejendom Gammel Vartov Vej 16, Hellerup.
RESUME
Ved brev af 30. januar 2002 til Skatte- og Registerforvaltningen i Københavns Kommune har KFUM-Spejderne i Danmark, ansøgt om fritagelse for betaling af udgiften til grundskyld og dækningsafgift fra den 1. januar 2002.
Skatte- og Registerforvaltningen har meddelt KFUM-Spejderne, at den tidligere gældende praksis, hvorefter en kommune kunne meddele nedslag i ejendomsskatterne efter ejendomsskattelovens § 8 er ophørt, og at der til afløsning for denne praksis er indført en mulighed for at søge tilskud i de enkelte fagforvaltninger.
I samme forbindelse har Skatte- og Registerforvaltningen videresendt ansøgningen til Kultur- og Fritidsforvaltningen.
SAGSBESKRIVELSE
I ansøgning af 30. januar 2002 til Skatte- og Registerforvaltningen i Københavns Kommune har KFUM-Spejderne i Danmark, ansøgt om fritagelse for betaling af udgiften til grundskyld og dækningsafgift fra den 1. januar 2002 vedrørende ejendommen Gammel Vartov Vej 16, matr.nr. 4324 Udenbys Klædebo Kvarter.
Skatte- og Registerforvaltningen har overfor ansøgeren gjort opmærksom på, den tidligere gældende praksis om, at der kunne meddeles nedslag i den kommunale ejendomsskat til de organisationer og institutioner, der er anført i ejendomsskattelovens § 8 er ophørt, men at der til afløsning af den hidtidige praksis er indført mulighed for, at disse organisationer og institutioner kan søge tilskud til betaling af ejendomsskatter i den relevante fagforvaltning.
I samme forbindelse har Skatte- og Registerforvaltningen derfor videresendt ansøgningen til Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Københavns Borgerrepræsentation i 1977 vedtog at ophøre med den hidtidige praksis, hvorefter der med hjemmel i den kommunale ejendomsskattelov kunne meddeles nedsættelse eller fritagelse for grundskyld ved at yde tilskud. Til afløsning af denne praksis blev der for de institutioner, der er nævnt i lovens § 8, indført mulighed for at søge tilskud i de respektive fagforvaltninger. Der blev i denne forbindelse ikke overført budgetmidler til formålet.
KFUM-Spejderne er en almen velgørende forening, hvis formål er kirkeligt arbejde. Ejendommen anvendes til administration for foreningens danske og internationale spejderarbejde. Det oplyses samtidig, at en beskeden del af ejendommen er udlejet til beboelse. Grundværdien for ejendommen er for året 2002 opgjort til 1.612.700 kr. for hvilken der skal svares en årlig afgift på 54.831 kr.
Da ansøgerens samlede økonomiske situation ifølge praksis skal lægges til grund ved vurderingen af ansøgningen, har forvaltningen efterfølgende indhentet KFUM-Spejdernes årsregnskab for 2001 samt driftsbudget for 2002. Det fremgår af regnskabet for 2001, at regnskabet for de to seneste regnskabsår udviser overskud på henholdsvis 5.953.349 kr. og 3.967.983 kr.
Kultur- og Fritidsudvalget har ved tidligere tilsvarende ansøgninger meddelt afslag, dels ud fra en vurdering af ansøgerenes økonomiske forhold, og dels har man tiltrådt forvaltningens indstilling om, at tilskud til betaling af grundskyld ikke er en opgave, der som udgangspunkt bør dækkes over Kultur- og Fritidsudvalgets budget.
Forvaltningen skal henset hertil, samt til oplysningerne om KFUM-spejdernes dokumenterede overskud i de seneste regnskabsår indstille, at der ikke ydes tilskud til betaling af grundskyld for ejendommen Gammel Vartov Vej 16 som ansøgt.
MILJØVURDERING
Ingen bemærkninger
ØKONOMI
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
HØRING
Der er ikke foretaget høringer.
BILAG
1. KFUM-Spejdernes ansøgning af 30. januar 2002
2. Svarbrev af 1. februar 2002 fra Skatte- og Registerforvaltningen til KFUM-Spejderne
Olga Brüniche-Olsen
/ Preben Rohde