Nordisk kulturkonference i København efteråret 2002
Nordisk kulturkonference i København efteråret 2002
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 20. juni 2002
11. Nordisk kulturkonference i København efteråret 2002
(KFU 269/2002)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at afholde en kulturkonference i efteråret 2002 under temaet "Kultur- og Fritidslivets betydning for hovedstædernes udvikling"
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter konferenceprogrammet på baggrund af vedlagte alternative forslag
at der anvises dækning for udgiften på 140.700 kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (øvrige konti).
RESUME
Københavns Borgerrepræsentation har besluttet, at ansvaret for det nordiske hovedstadssamarbejde fra 2001 påhviler hovedstæderne på skift.
De nordiske kulturborgmestre besluttede i november 2000, at København skulle forestå en kulturkonference i 2002 under temaet "Offentlig kontra privat finansiering af kultur".
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 6. juni 2002 blev afholdelse af en konference drøftet og principbesluttet, og det blev samtidig besluttet, at forvaltningen skulle fremkomme med en mere uddybende indstilling på baggrund af udvalgets tilkendegivelser.
SAGSBESKRIVELSE
Det nordiske kultur samarbejde var fra 1963 til 2000 forankret i Stiftelsen Hässelby.
Københavns Borgerrepræsentation besluttede den 10. februar 2000 (BR 38/2000) at tilslutte sig afviklingen af Stiftelsen Hässelby, og at ansvaret for det nordiske hovedstadssamarbejde herefter overgår til hovedstæderne på skift.
De nordiske kulturborgmestre besluttede på det sidste møde i Stiftelsen Hässelby i november 2000, at de nordiske hovedstæder fremover på skift skulle arrangere en kulturkonference for byernes kulturpolitikere. Endvidere blev det besluttet, at Thorshavn skulle forestå kulturkonferencen i 2001 og København i 2002 i forbindelse med Danmarks EU-formandskab under temaet "Offentlig kontra privat finansiering af kultur".
Kulturkonferencen i Thorshavn blev aflyst. Oslo meddelte, at byen i stedet ønskede at afholde en kulturkonference i 2001, men denne blev også aflyst.
Det blev på et nordisk embedsmandsmøde i april 2001 besluttet, at mht. afholdelse af kulturkonferencer skal hver by betale for egne rejser, ophold m.v., mens repræsentative pligter betales af værtsbyen.
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 6. juni 2002 (KFU 237/2002) blev afholdelse af en konference drøftet og principbesluttet, og det blev samtidig besluttet, at forvaltningen til mødet den 20. juni 2002 skulle fremkomme med en mere uddybende indstilling på baggrund af udvalgets tilkendegivelser.
På den baggrund har forvaltningen udarbejdet forslag til en 2-dages konference til afholdelse fredag den 8. november og lørdag den 9. november 2002 (bilag 1). F.s.v. angår lørdagens program er der 2 alternative forslag: et kulturforslag og et fritidsforslag.
Det skønnes, at udgifterne til en konference med 60 deltagere vil beløbe sig til ca. 140.700 kr.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ikke miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Der anvises dækning for udgiften på 140.700 kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (øvrige konti).
Restbeløb pr. 14.06.02 339.095 kr.
Øvrige indstillinger 20.06.02 175.000 kr.
Denne indstilling 140.700 kr.
Restbeløb herefter 23.395 kr.
BILAG
1. Notat af 11. juni 2002.
Olga Brüniche-Olsen
/ Merete Evers