B-sag: Uddeling fra Københavns Kommunes opfostrings- og uddannelseslegat
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget som legatbestyrelse godkender en uddeling på 450.000 kr. fra Københavns Kommunes opfostrings- og uddannelseslegat til den sikrede institution Sønderbro som tilskud til etablering af udendørs træningsfaciliteter.
Problemstilling
Den sikrede institution Sønderbro har den 30. august 2016 søgt Københavns Kommunes opfostrings- og uddannelseslegat om støtte til etablering af et udendørs træningsanlæg til brug for de unge, der bor på institutionen (bilag 1).
Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende denne uddeling, da den falder uden for forvaltningens stående bemyndigelse.
Løsning
Københavns Kommunes opfostrings- og uddannelseslegat har oprindeligt haft til formål at yde støtte til eleverne ved kostskolen Det Kgl. Opfostringshus. Kostskolen blev imidlertid nedlagt i 2004, og det følger af vedtægten (bilag 2), at legatet i så fald kan anvendes til støtte for elever på andre tilsvarende institutioner. Støtte skal anvendes "til opmuntring og støtte for eleverne, fortrinsvis til formål, hvortil der ikke ydes støtte af det offentlige".
Efter kostskolens nedlæggelse har det været fondens praksis, at uddelinger fra legatet er gået til forskellige andre døgninstitutioner med behandlingstilbud, som fremgår af en liste, som Socialforvaltningen har lavet.
Sønderbro fremgår ikke af denne liste, hvorfor Kultur- og Fritidsforvaltningen har indhentet en udtalelse fra Socialforvaltningen om den konkrete ansøgning. I udtalelse af 6. marts 2017 (bilag 3) har Socialforvaltningen bemærket, dels at de ansøgte faciliteter ligger udenfor, hvad Socialforvaltningen selv ville kunne finansiere inden for budgettet, dels at Socialforvaltningen bakker op om ansøgningen.
På denne baggrund er det forvaltningens vurdering, at ansøgningen er omfattet af formålsbestemmelsen.
Pr. 1. april 2017 råder fonden over ca. 485.000 kr. i disponible midler. Den sikrede institution Sønderbro har ansøgt om i alt 495.000 kr. Ansøgningen kan derfor ikke imødekommes fuldt ud, og eftersom der også skal være nogle midler til betaling af diverse udgifter i 2017, indstiller forvaltningen, at der gives et tilskud på 450.000 kr. Den sikrede institution Sønderbro har oplyst, at man selv kan finansiere de sidste 45.000 kr.
Der er ikke indkommet andre ansøgninger til legatet i år.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. april 2017:
Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Indstillingen blev godkendt.