Mødedato: 20.04.2006, kl. 16:00

Høring om "Samlet udkast til Københavns Kommunes Integrationspolitik"

Se alle bilag

Høring om "Samlet udkast til Københavns Kommunes Integrationspolitik"

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 20. april 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

15.      Høring om "Samlet udkast til Københavns Kommunes Integrationspolitik"

(KFU 178/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen ind­stiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender høringssvaret til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

 

RESUME

I Kultur- og Fritidsudvalgets svar anføres, at udvalget – såfremt der sker nogle få justeringer – kan tilslutte sig visionen, principperne og resultat- og aktivitetsmålene for kultur- og fritidsområdet.

Udvalgets forslag til justeringer vedrører formuleringer, der umiddelbart er i modstrid med de bærende principper i idræts- og kulturpolitikken – herunder at kunst, kultur og idræt har en værdi i sig selv og ikke skal retfærdiggøres ud fra andre mål end sine egne.  

De aktivitetsmål der er opstillet for kultur- og fritidsområdet kan gennemføres inden for budgettet.

Tilføres der yderligere midler til indsatsområdet anbefaler udvalget, at følgende iværksættes, 

-         Central rådgivningsbistand til biblioteker, kulturhuse, teatre, museer, s pillesteder mm., som gerne vil gøre en ekstra indsats på integrationsområdet.

-         Pulje til projekter og tiltag, der skal fremme antallet af etniske minoriteter som kunst- og kulturudøvere og -brugere.

-         En udvidelse af Projektrådgivningens aktiviteter, således at integrationen på foreningsområdet styrkes yderligere.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget behandlede d. 23. marts 2006 "Forslag til ny integrationspolitik i Københavns Kommune" (BIU 49/2006). Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede i den forbindelse at sende politikken i høring i de stående udvalg, Integrationsrådet samt udvalgte eksterne høringsparter med svarfrist d. 28. april 2006.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skriver, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningens "Forslag til styrket integration gennem tiltag på idræts- og foreningsområdet" og "Forslag til styrket integration gennem nye tiltag vedr. rekruttering, sociale klausuler og præmieordning" indgår i høringen af integrationspolitikken. Disse to forslag behandles særskilt i hver deres indstilling.

Høringen vedrører udkast til integrationspolitikkens vision, principper og udvalgte indsatsområder (Beskæftigelse; Uddannelse; Bolig; Tryghed; Kultur og fritid).

For hvert indsatsområde er der udarbejdet en vision, resultat- og aktivitetsmål samt principper for indsatsen. Endvidere er der for hvert initiativ, lavet en skabelon, hvori initiativet beskrives nærmere.

Udvalgets svar vedrører indsatsområdet Kultur og fritid.

Beskrivelse af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens udkast til Integrationspolitikken på kultur- og fritidsområdet

Vision (s. 23): Kultur- og fritidslivet i Københavns Kommune skal spille en central rolle i integrationen. Københavns Kommune vil med sin kultur- og fritidspolitik afspejle kommunens befolkningssammensætning, idet kommunen vil arbejde for at fremme etniske minoriteters deltagelse i kultur- og fritidslivet, blandt andet ved at tage hensyn til disse i kulturtilbuddenes sammensætning.

Resultatmål (s. 24): At minoritetsbefolkningens deltagelse i kultur- og fritidslivet øges. Det er p.t. ikke muligt at opgøre antallet af etniske minoritetsbrugere på kultur- og fritidsområdet. I stedet skal resultatmålet måles ved en årlig spørgeundersøgelse, der dels undersøger minoritetsbefolkningens deltagelse i kultur- og fritidslivet, dels undersøger om der med deltagelsen sker integration af majoritet og minoritet ved kultur- og fritidsarrangementerne.

Aktivitetsmål (s. 24): Der er formuleret en række aktivitetsmål, jf. Bilag 2. Aktivtetsmålene gælder for henholdsvis Fritid & Idræt, Kunst & Kultur og Biblioteker og kan gennemføres inden for budgettet.

Skabeloner (bilag 3): For hvert initiativ, der er beskrevet i integrationspolitikken om kultur og fritid, er der udarbejdet en skabelon, der dels beskriver den nuværende indsats og aktivitetsmålene herfor, dels indeholder forslag til yderligere tiltag, som kan iværksættes såfremt integrationen på kultur- og fritidsområdet ønskes højere prioriteret.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets bemærkninger til Integrationspolitikken på kultur- og fritidsområdet

Bemærkninger til visionen, principperne og indsatsområderne og relevansen

Kultur og fritid er et godt middel til integration, idet kultur- og fritidsaktiviteter udgør en positiv platform for mødet mellem mennesker på tværs af etniske, sociale, kulturelle og religiøse forskelle. Udvalget finder det derfor relevant, at kultur og fritid er et indsatsområde og kan således tilslutte sig visionen for integration på kultur- og fritidsområdet.

Dog foreslås sidste sætning i visionen "blandt andet ved at tage hensyn til disse i kulturtilbuddenes sammensætning" (s. 6 og 23) slettet. Dette fordi sætningen ikke er forenelig med den gældende idræts- og kulturpolitik, hvori det fastslås, at kunst, kultur og idræt har en værdi i sig selv og ikke skal retfærdiggøres ud fra andre mål end sine egne. Kunst, kultur og idræt er et middel til integration, men det er ikke formålet.

Udvalget vil gerne støtte, opfordre og motivere teatre, foreninger, spillesteder, kulturhuse, museer mm. til at gøre en særlig indsats for at nå ud til den etniske minoritetsbefolkning, men tilskud til kulturelle og idrætslige aktiviteter kan – i henhold til de gældende politikker på området – ikke gives under forudsætning heraf. Samme forbehold gælder for følgende sætninger:

"Kommunens kultur- og fritidspolitik signalerer endvidere, at man i kommunen tager hensyn til, at hver femte af byens borgere har anden etnisk baggrund end dansk" (s. 23). 

"Kommunen skal endvidere sikre, at Københavns kulturudbud afspejler mangfoldigheden i byens befolkningssammensætning" (s. 25).

I samme forbindelse skal det bemærkes, at brugerdemokratiet og selvforvaltningen er veludbygget på Kultur- og Fritidsudvalgets område. Institutionerne er kontraktstyrede, og der er brugerbestyrelser og brugerråd. Kontrakterne, der indgås med eksempelvis museer, kulturhuse, teatre og regionale spillesteder, er tre eller fireårige. De nuværende kontrakter løber frem til og med 2008 og 2009.

 

Vurdering af om strategien er dækkende for at opnå visionen og resultatmålene for kultur- og fritidsområdet – herunder om de foreslåede resultatkrav og aktivtetsmål kan finansieres inden for budgetforslag 2007

I forbindelse med resultatmålet om at øge minoritetsbefolkningens deltagelse i kultur- og fritidslivet anføres: "Det er p.t. ikke muligt at opgøre antallet af etniske minoritetsbrugere på kultur- og fritidsområdet. I stedet skal resultatmålet måles ved en årlig spørgeundersøgelse, der dels undersøger minoritetsbefolkningens deltagelse i kultur- og fritidslivet, dels undersøger hvorvidt der med deltagelsen sker integration af majoritet og minoritet ved kultur- og fritidsarrangementerne".

Udvalget finder det relevant, at der en gang om året foretages en spørgeskemaundersøgelse blandt de folkeoplysende foreninger for at få et indtryk af graden af foreningsdeltagelse blandt etniske minoriteter. Endvidere kan brugerundersøgelser på fx kulturhuse, idrætsanlæg og biblioteker med fordel inddrage spørgsmål om brugernes etniske baggrund.

Omvendt vurderer udvalget, at sætningen markeret med fed, bør slettes, da den forudsætter, at udvalget og forvaltningen kan ændre på dette forhold – fx ved at fratage eller nedsætte tilskud til kulturinstitutioner eller foreninger, der ikke skaber integration mellem minoritet og majoritet. Krav om, at der fx i en forening eller blandt brugerne af et kulturhus skal være en vis procentdel af enten minoritets- eller majoritetsbefolkningen, vil gå imod grundprincipperne for kultur- og fritidsområdet. Støtten til eksempelvis det folkeoplysende foreningsliv gives ikke ud fra hvem, der deltager i aktiviteten, men hvordan aktiviteten er organiseret. Etniske minoritetsforeninger og majoritetsforeninger har således samme tilskudsmuligheder som foreninger, hvor minoritets- og majoritetsforholdet er en til fem.

Igen skal det understreges, at udvalget gerne vil støtte, opfordre og motivere til, at der i højere grad sker integration mellem minoritet og majoritet på kultur- og fritidsområdet.

Udvalget vurderer endvidere, at de opstillede aktivitetsmål vil fremme integrationen på kultur- og fritidsområdet og således bidrage til opfyldelsen af resultatmål og vision.

Aktivitetsmålene er mål, som kan gennemføres/nås inden for de nuværende økonomiske rammer.

Af de forslag til yderligere indsatser, som angives i skabelonerne (bilag 3), anbefaler udvalget, at følgende iværksættes, hvis der - i forbindelse med vedtagelsen af integrationspolitikken - tilføres yderligere midler til indsatsområdet.

-         Central rådgivningsbistand til biblioteker, kulturhuse, teatre, museer, spillesteder mm., som gerne vil gøre en ekstra indsats på integrationsområdet. Hjælp til projektudvikling, puljesøgning mm. 1 årsværk á 450.000 kr. Kunst- og kulturmiljøet og de kulturelle institutioner har ikke samme adgang til rådgivning, praktisk hjælp og konsulentbistand til integrationsarbejdet som fx foreningslivet. Som det har vist sig med Projektrådgivningen på foreningsområdet, har sådanne tilbud en motivationsfremmende virkning.

-         Pulje til projekter og tiltag, der skal fremme antallet af etniske minoriteter som kunst- og kulturudøvere og -brugere. 1,5 mill. kr. årligt (inklusiv administration). Kan med fordel kombineres med ovenstående.

-         En udvidelse af Projektrådgivningens aktiviteter, således at integrationen på foreningsområdet styrkes yderligere. En udvidelse af Projektrådgivningen vil endvidere betyde flere samarbejdsprojekter med eksempelvis dagsinstitutioner, skoler, fritidshjem, sprogskoler og sundhedsplejersker. 3 årsværk á 450.000 kr.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Indstillingen medfører som sådan ingen udgifter for udvalget.

 

HØRING

-

BILAG

1. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens brev af 28. marts 2006

2. Udkast til Københavns Kommunes Integrationspolitik

3. Skabeloner, hvori de enkelte initiativer er beskrevet nærmere

4. Indstilling fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde d. 23. marts 2006

5. Beslutningsprotokol fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde d. 23. marts 2006

6. Kommentarer til Integrationspolitikken fra Signe Goldmann (SF)

7. VOC alternativet til Integrationsforslaget fra S

8. Enhedslistens ændringsforslag til udkast til Københavns Kommunes Integrationspolitik

 

Carsten Haurum                                          

/Mads Kamp Hansen

 


 

Til top