Mødedato: 20.02.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: toårig forsøgsordning med kulturaktiviteter på Sluse- og Teglholmen.

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om tilskud til toårig forsøgsordning med kulturaktiviteter på Sluse- og Teglholmen.

Indstilling og beslutning

 Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

 1. at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgningen, da der ikke er afsat midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget.

Problemstilling

Kulturanstalten, Skolen i Sydhavnen og Karens Minde Kulturforening  ønsker at lave en toårig forsøgsordning med kulturaktiviteter på Sluse- og Teglholmen, da de oplever, at borgerne her ikke har samme adgang til kulturfaciliteter- og aktiviteter som de øvrige borgere i Sydhavnen.  

Kulturanstalten, Skolen i Sydhavnen og Karens Minde Kulturforening  ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud til en toårig forsøgsordning med kulturaktiviteter på Sluse- og Teglholmen. Udgifterne til forsøgsordningen vil ialt være på 1,5 mio. kr., der fordeles med 740.000 kr. i 2014 og 760.000 kr. i 2015.



Løsning

Karens Minde Kulturforening i samarbejde med Kulturanstalten og Skolen i Sydhavnen ønsker at etablere et kultursamarbejde med områdets aktører, der i en toårig forsøgsperiode i 2014 og 2015 skal opdyrke nye kulturtilbud- og faciliteter på Sluse- og Teglholmen. Der er ikke etableret kulturfaciliteter- og aktiviteter i takt med den kraftige byudvikling og befolkningstilvækst på Sluse- og Teglholmen. Samtidig afskæres Sluse- og Teglholmen af vand eller større indfaldsveje, hvilket besværliggør adgangen til de allerede eksisterende kulturfaciliteter- og aktiviteter i bydelen.

Det er Karens Minde Kulturforening, Kulturanstalten og Skolen i Sydhavnens sigte, at den toårige forsøgsordning skal understøtte relationerne mellem bydelens beboere og opdyrke kulturaktiviteter med afsæt i deres kompetencer og ressourcer. Ifølge ansøger er projektet i tråd med ønskerne i Københavns Kultur- og Fritidspolitik om brugerinddragelse, samskabelse og kulturinstitutioner, der breder sig ud over deres fysiske rammer.

Målsætningen med projektet er at opdyrke et ’kulturcenter’ for Sluse- og Teglholmen, der ikke er bundet til én fysisk adresse, men bygger på dobbeltanvendelse af bydelens forskellige eksisterende lokaler og pladser. Derfor vil en del af projektet være at etablere samarbejdsaftaler med lokale boligforeninger, organisationer og andre interessenter. Som det naturlige samlingspunkt på Sluse- og Teglholmen vil der være fokus på Skolen i Sydhavnen og på mulighederne for at åbne skolens lokaler op for kulturelle aktiviteter efter skoletid. Efter en større brand forventes skolen at være indflytningsklar medio 2014. Samarbejdet med skolen kan dermed etableres allerede inden skolen åbner i de nye lokaler.

Sideløbende med nye kulturfaciliteter, vil projektet fokusere på at mobilisere ressourcerne blandt områdets beboere til at være aktive medskabere af kulturlivet i bydelen. Det skal ske igennem løbende brugerinddragelse, facilitering og større events i løbet af 2014 og 2015, der skal sætte fokus på mulighederne i området. For at sikre lokal forankring blandt interessenterne i Sluse- og Teglholmen etableres en styregruppe med deltagelse fra Skolen i Sydhavnen, Kulturforeningen Karens Minde, Kulturanstalten og Kgs. Enghave Lokaludvalg. Derudover arbejdes der på, at bl.a. Aalborg Universitet, der har faciliteter i området, også indtræder i styregruppen.

Som forsøgsordning vil projektet udvikle metoder og erfaringer sideløbende med de konkrete kulturaktiviteter, der på sigt kan overføres til andre byudviklingsområder i København i tidsrummet frem til, at der bygges egentlige kulturfaciliteter (bilag 1.)

Karens Minde Kulturforening i samarbejde med Kulturanstalten og Skolen i Sydhavnen har i ansøgning af 28. januar 2014 anmodet Kultur- og Fritidsudvalget om at sagen kommer med i oveførselssagen, når denne skal behandles. (bilag 2.)

Forvaltningen har efterfølgende taget kontakt til ansøger og fået oplyst, at tanken bag projektet er at de 2 års forsøgsperiode skal bruges til at etablere selvorganiserede bæredygtige borger/brugergrupper, der kan bære projektet videre i tæt samarbejde med både skole, Kulturanstalten og Karens Minde Kulturhusforening. Det er således tanken, at de borgergrupper, der har behov for det, bliver tilknyttet områdets eksisterende kulturinstitutioner når forsøgsperioden udløber, mens de grupper der har vist at de kan selv, kører videre som selvorganiserede grupper.
Ifølge ansøgerne har Karens Minde Kulturhus og Kulturanstalten, en veludviklet frivillighedspolitik for kulturproduktion og brugerinddragelse, og vil derfor gøre en særlig indsats for at få de nye områder af Sydhavnen med, og få skabt en mere sammenhængende bydel.
Karens Minde Kulturhus og Kulturanstalten er indstillet på at yde ekstra indsats for at fastholde aktivitetsniveauet, når forsøgsperioden udløber og de pt. manglende netværk og forbindelser er skabt.


Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder indstillingen om afslag, vil det stadig være muligt for udvalget at tage ansøgningen med i overførselssagen.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.



Carsten Haurum

 

                                /Mads Kamp Hansen

Videre proces

Såfremt KFU vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. februar 2014:

Sagen blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 7.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at sagen oversendes til forhandlingerne om Overførselssagen; såfremt der ikke afsættes midler i forbindelse med Oversførselssagen oversendes sagen til forhandlingerne om budget 2015.
Til top