Mødedato: 19.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Pladehallen – private kulturfaciliteter

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om der skal arbejdes videre med kulturfaciliteter i Pladehallen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om Kultur- og Fritidsforvaltningen skal arbejde videre med kulturfaciliteter i Pladehallen.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede den 14. november 2019 om, at der til mødet den 19. december 2019 optages en sag på dagsordenen om private kulturfaciliteter med Pladehallen på Frederiks Brygge som konkret udgangspunkt.

Pladehallen er ejet af DEAS og er ved at blive udviklet til bl.a. boliger og erhverv (bilag 1). Boligerne er indflytningsklar primo 2020.

Ifølge tillæg til lokalplanen skal Pladehallens stueetage anvendes til kultur- og fritidsformål, kollektive anlæg eller restauranter. Mindst 50 % af Pladehallens stueetage skal anvendes til en eller flere af følgende kulturelle funktioner: idræt, bibliotek, museum, koncertsal, teater, biograf, galleri og/eller foreningslokaler.

Både offentlige og private lejere kan leje sig ind i arealerne til kulturelle funktioner. Arbejdet med Pladehallen er et eksempel på, hvordan lokalplanen er et styringsredskab til at få kultur- og idrætsfunktioner i bydelene allerede tidligt i processen. Konkret er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der, ligesom på Grøntorvet, efterfølgende tager stilling til, hvilke initiativer der kan realiseres inden for rammen af lokalplanens bestemmelser.

Løsning

Med afsæt i kulturen i området er det muligt at samarbejde med DEAS om en sammenhængende brugerdrevet kulturfunktion, hvor en aktør eller forening varetager driften af kulturtilbud til både områdets beboere og københavnere fra andre bydele.

Hvis man ønsker at arbejde videre med ambitionen om at sikre kommunale kulturaktiviteter i Pladehallen, er følgende ideer drøftet: et fælles hus for både børn, unge, voksne og ældre med fx et teater, en danseforening, en petanqueklub med plads til turneringer samt et fleksibelt areal til performance, musik og mulighed for at afholde konferencer. Der vil være mulighed for et satellitbibliotek med scanner og afleveringsboks.

Huset kan udvikles med knap 1.100 m2 fordelt på fx teater og danseforening på 260 m2 i tre studiolokaler, foyer på 80 m2, møde- og kontorfaciliteter til foreninger på 60 m2 og omklædnings- og toiletfaciliteter på 100 m2 samt en fleksibel, rå hal på 600 m2.

Der er for nuværende tre aktører, der har meddelt, at de ønsker at tage ansvaret for driften. Det må sikres, at udviklingen af aktiviteter i huset sker i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kgs. Enghave Lokaludvalg.

Udgifter til drift og eventuelt midler til opgradering og indretning af lokaler skal afklares i den videre proces og i dialog med DEAS. 

Parallelt arbejdes der med udviklingen af kultur- og idrætsfaciliteter i Sydhavnen, hvor der er afsat midler til en skole med idrætshal i Sluseholmen. Kultur- og Fritidsforvaltningen er i dialog med Økonomiforvaltningen om mulighederne for at placere en biblioteksfunktion ved den kommende skole. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en indstilling primo 2020 om sagen. Der er mulighed for at udnytte synergier mellem skole, bibliotek og kulturfunktion i Pladehallen.

Udviklingen af Sydhavnen

Siden 2005 er næsten 10.000 indbyggere flyttet til Sydhavnen, primært til nybyggeri på Sluseholmen, Teglholmen og Frederiks Brygge, hvor en væsentlig del af borgerne er børnefamilier.

Mange borgere fra den gamle del af Sydhavnen deltager ikke i det etablerede kulturliv. At udvide og udvikle kulturaktiviteterne i Sydhavnen kan bidrage til at skabe mere sammenhæng i lokalsamfundet i bydelen.

Tidligere forslag til kultur i Pladehallen

I Budget 2020 indgik et kulturhus i Pladehallen driftet af Børnekulturstedet Karens Minde,  og i Overførselssagen 2016-2017 indgik et budgetnotat om etableringen af et maritimt idrætscenter i Pladehallen. Der blev ikke afsat midler til disse formål.

Tidligere forslag: Børnekulturstedet Karens Minde i Pladehallen

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 27. februar 2019 at henvise en ansøgning fra Børnekulturstedet Karens Minde om midler til etablering af kulturhus i Pladehallen til Budget 2020.

Kulturhuset skulle være på 900 m2 og både imødekomme den øgede efterspørgsel inden for børnekultur og skabe tilbud for alle aldersgrupper. Børnekulturstedet Karens Minde ville indgå i en række samarbejder med lokale foreninger, kulturaktører og borgere.

Et prospekt, som beskriver dette forslag, fremgår af bilag 2. I prospektet er stueetagen indrettet med en fast kerne med værksted, depot, toiletter og ét stort rum på ca. 800 m2 med højt til loftet og mulighed for én eller flere funktioner, fx store teaterforestillinger, udstillinger, workshops og events. Pladsen foran hallen på 1.000 m2 kan anvendes, så aktiviteterne kan udvides, og der er mulighed for aktivt at inddrage vandet i forbindelse med workshop, undervisning mm.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal arbejde videre med kulturfaciliteter i Pladehallen, vil forvaltningen gøre dette med udgangspunkt i Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser.

 

Mette Touborg

                        /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2019:

Følgende havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

  • Ditte Marie Størner, leder af Børnekulturstedet Karens Minde
  • Paul-Erik Lind, medlem af Kgs. Enghaves Lokaludvalgs kulturudvalg

 

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at der fra udvalgets disponible midler i 2020 afsættes 600.000 kr., med henblik på at der kan indgås en lejeaftale, således at der kan etableres kulturelle aktiviteter i Pladehallen.

Et flertal (Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Maria Frej, Flemming Steen Munch og Christopher Røhl Andersen) stemte for forslaget.

Et mindretal (Karina Bergmann) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt.

På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning retter Kultur- og Fritidsforvaltningen henvendelse til Københavns Ejendomme, med henblik på at KEID kan gå i forhandling om lejemålet.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget i sagen.

 

Til top