Medlemsforslag om Den Flydende By
Indstilling
Jens Kjær Christensen og Rikke Lauritzen har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 19. december 2019:
Det foreslås,
- at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til i samarbejde med Københavns Ejendomme og Indkøb at indgå en aftale med Freja Ejendomme om midlertidig leje af areal på Vasbygade med henblik på at indgå en brugs- og driftsaftale med Den Flydende By indenfor en årlig ramme på 35.000 kr. årligt inkl. udgifter til administrationsbidrag mv.
Motivering:
Den Flydende By har gennem flere år lavet spektakulære kunstprojekter bl.a. i Københavns Havn fra forskellige placeringer. Projektet har nu til huse på et areal ejet af Freja Ejendomme, som i al væsentlighed er udlejet til Egons Busser. Hverken Freja Ejendomme eller Egons Busser har til formål at fremme kulturelle formål, hvorfor det er helt naturligt at lade Kultur- og Fritidsforvaltningen – med KEIDs mellemkomst – indgå en aftale med Freja Ejendomme og herefter stille arealet til rådighed for Den Flydende By. Det er intentionen, at projektet på sigt skal hvile i sig selv. Projektet kan være med til at indfri Kultur- og Fritidsudvalgets Havneplan ved at skabe mulighed for rekreativ brug af Københavns Havn.
Yderligere information fremgår af foreningens hjemmeside:
http://www.floatingcity.dk/portfolio/
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2019:
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede medlemsforslaget.
Kultur- og Fritidsudvalget bemyndigede Kultur- og Fritidsforvaltningen til at afsøge mulighederne for at en fond eller lignende vil kunne støtte foreningen og indgå en aftale med Freja Ejendomme, med henblik på at det omhandlede areal via fondens mellemkomst kan stilles til rådighed for Den Flydende By. Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget om sagen.