Mødedato: 19.12.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Status på undersøgelse af placering af Jorn-værk

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om status på forvaltningens undersøgelse af placering af Jorn-værket.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager forvaltningens orientering til efterretning.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 22. november 2012, at pålægge Kultur- og Fritidsforvaltningen at undersøge mulige placeringer af det Jorn-værk, som er ejet af Københavns Kommune, og som i dag hænger på Arken samt at forelægge resultatet for Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på, at forslag til placering(er) efterfølgende skulle sendes til Komitéen til videre behandling.
 
Beslutningen blev truffet på baggrund af intern uenighed i den komité, som træffer afgørelse om værkets placering.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på den baggrund undersøgt mulige placeringer.

Løsning

Historik
Københavns Kommune er ejer af et større værk af Asger Jorn. Værket, der består af flere større malerier, blev udført i 1965 direkte på kunsthandler Børge og Karen Marie Birchs sommerhusvæg på Læsø.

Børge og Karen Birch donerede værket til Københavns Kommune i 1986, da giverne ønskede, at værket skulle opleves af flere mennesker. Der var flere betingelser knyttet til donationen. Derfor blev der nedsat en komité, som træffer afgørelse om værkets placering, indtil maleriet kan få en blivende plads på et museum for moderne kunst i København. Maleriet er i dag deponeret på Kunstmuseet Arken.

Der har været igangsat en indsamling af midler til indretning af et nyt museum på Læsø, hvor en af idéerne var, at Jorns værk skulle udstilles i en særlig bygning til formålet. Komitéen drøftede muligheden for, at værket midlertidigt deponeres på Læsø og ønskede, at Københavns Kommune - som ejer - tiltrådte komitéens ønske om placering af værket.

Der var dog ikke enighed om placeringen i komitéen. Flertallet ønskede værket deponeret på det nye museum på Læsø, indtil værket kan sikres en plads på et center for moderne kunst i Københavns Kommune. Mindretallet, der bl.a. består af giverens datter Anette Birch fandt, at værket fortsat bør blive i Hovedstaden. Mindretallet fandt ikke, at en flytning til Læsø er i overensstemmelse med betingelserne for gaven. På baggrund af komitéens uenighed blev sagen forelagt Kultur- og Fritidsudvalget til drøftelse den 22. november 2012.

Fra Kunstmuseet Arkens side var der opbakning til, at værket skulle vises i professionelle rammer på Læsø, da værket er produceret der.

Forvaltningens undersøgelse
Forvaltningen har undersøgt muligheden for deponering af værket følgende tre steder:

1. I forbindelse med en nybygning af KUA 2 på Amager
2. I Mærskbygningen, som skal opføres ved Panum Institutet
3. På Gefion Gymnasium.

De to første har dog med beklagelse tilkendegivet, at det ikke er muligt at huse værket, og fsv.a. Gefion Gymnaium, har en kunstfaglig vurdering været, at derdesværre ikke er plads nok.

For alle tre placeringer gælder det endvidere, at der kan stilles spøgsmålstegn ved sikkerheden med hensyn til hærværk m.v. på disse helt offentligt tilgængelige steder.

Efterfølgende har Kunstmuseet Arken imidlertid udtrykt ønske om, "at værket bliver hængende på kunstmuseet i Ishøj, indtil værket kan vises i profesionelle museale rammer på Læsø". En fortsat placering på Arken vil sikre, at værket er fuldt tilgængeligt for offentligheden.

Konklusion
Da forvaltningen vurderer, at en placering af værket på Arken som offentligt museum er i fuld overensstemelse med gavebrevets bestemmelser, vil forvaltningen ikke foretage sig yderligere i sagen. Dette vil blive meddelt komitéen. Det vil endvidere overfor komiteen blive bemærket, at kommunen hermed ikke har forholdt sig til spørgsmålet om værkets eventuelle placering på Læsø. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Komitéen vil får svar i overensstemmelse med konklusionen.


Carsten Haurum
                                                    / Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2013:

Indstillingen blev godkendt.
Til top