Mødedato: 19.12.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: "Den animerede By"

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om tilskud på 0,5 mio. kr. til projektet "Den Animerede By"

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgningen til projektet "Den Animerede By", da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

We Love People ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 0,5 mio. kr. til projektet "Den Animerede By" (bilag).

Projektet har et samlet budget på 1,14 mio. kr. Heraf ansøges Kultur- og Fritidsudvalget om 0,5 mio. kr.

Løsning

Projektet "Den animerede By" er baseret på DRs fjernsynsprogram Troldspejlet, som samler mennesker interesseret i fantasy-genren, herunder rollespil, tegneserier, computerspil og film.

Projektet består af 3 dele:
1. Etablering af fem omrejsende troldspejle i byens rum, som ved hjælp af den interaktive Kinect-teknologi bringer fantasiens verdener frem.
2. Kampagne og teaser for en workshop i Forum. Under spejl-kampagnen udloddes 3 pladser til børn eller unge, som får mulighed for at designe deres egne troldspejle på workshoppen i Forum
3. Festival og workshops i Forum, hvor børn fra 4. klasse lærer at animere computerspil, tegneserier og film.

Projektet skal ses som en forløber for udvikling af et Troldspejls-akademi, hvor ideen er, at der etableres en eller flere fritidsinstitutioner/profilskoler, hvor børn og unge udvikler deres kreativitet. 

Projektet vil blive markedsført til københavnske skoler og skolefritidsordninger. Projektet afholdes i Forum, idet det vurderes af være den bedste lokalitet med plads til aktiviteter som workshops og rollespil.

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at projektet "Den Animerede By" er et interessant projekt, fordi det kombinerer fantasi og leg med læring. Det er med til at sætte kreative kompetencer i spil hos børn. Ideen om at lade spejle i byens rum skabe opsigt hos borgerne og dermed trække publikum til festivalen og de konkrete workshops er positiv og inddragende.

Da der ikke er afsat midler til projektet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget, indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen projektet til afslag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-

Carsten Haurum 
                                    /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2013:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at lade sagen indgå i de kommende forhandlinger om overførselssagen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at undersøge, om projektet evt. kan ydes støtte som regionalt kulturprojekt.



Til top