Mødedato: 19.12.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om at forvaltningen undersøger mulighederne for at stille institutioner til rådighed for projekter under andre fagforvaltninger

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling og beslutning

Simon Strange har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 19. december 2013:

  1. Med henvisning til den sympatiske ansøgning om at bruge Nørrebrohallen som nødherberg i vintermånederne vil jeg gerne bede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at undersøge, hvorvidt Københavns Kommunes kultur- og fritidsinstitutioner må og kan stille deres faciliteter til rådighed for projekter, der henhører under andre fagforvaltninger, eksempelvis herbergs-aktivitet, herunder hvad det praktisk og økonomisk vil kræve.

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2013:

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om en generel juridisk vurdering af rækkevidden af reglerne om overskudskapacitet i forhold til udvalgets institutioner.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om en konkret vurdering af mulighederne for at anvende Nørrebrohallen som akut-herberg i få dage, f.eks. ved nætter med hård frost.

Der blev begæret afstemning om følgende forslag:

Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger, om der er andre tomme bygninger/lejemål, der vil kunne anvendes til nødherberg som foreslået.
Et flertal (Neil Stenbæk Bloem, Peter Thiele, Marialise Rømer, Muhammad Aslam, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft og Allan Ahmad) stemte for forslaget.
Ingen stemte imod.
Birthe Skaarup og Susanne Møller undlod at stemme.
Forslaget blev dermed godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget finder at ansøgningen fra "SovGodt" i muligt og lovligt omfang bør imødekommes, og at ansøgningen henvises til den relevante fagforvaltning.
Et flertal (Neil Stenbæk Bloem, Peter Thiele, Marialise Rømer, Muhammad Aslam, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft og Allan Ahmad) stemte for forslaget.
Birthe Skaarup og Susanne Møller stemte imod.
Forslaget blev dermed godkendt.


Neil Stenbæk Bloem, Peter Thiele og Marialise Rømer ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"SF finder det urimeligt at Københavns Kommune ikke kan stille tomme lokaler til rådighed for nødlidende mennesker uanset hvor de kommer fra."

Birthe Skaarup og Susanne Møller ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Konservative og Danske Folkeparti er imod at der etableres permanent ophold i offentlige lokaler til udenlandske hjemløse. Udenlandske hjemløse bør henvises til deres respektive ambassader med henblik på hjælp til husly og til at rejse hjem."



Til top