Mødedato: 19.12.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Orientering til Kultur- og Fritidsudvalget om følgerne af afskaffelse af krav og regler

Opfølgning på Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse af forslag til krav og regler, der ønskes afskaffet, effektiviseret eller fritagelse fra på Kultur- og Fritidsudvalgsmødet den 13. juni 2013.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:

At Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at andre udvalgs politikker inkorporeres på kultur- og fritidsområdet gennem Kultur- og Fritidspolitikken og de dertil hørende handleplaner.

Problemstilling

Udvalget har i forbindelse med afbureaukratiseringsprocessen i Københavns Kommune vedtaget at foreslå Kultur- og Fritidsudvalgets ligestillingsvurdering, høringen af den årlige redegørelse for integrationsindsatsen samt tilbagemeldinger på sundhedspolitikken afskaffet.
Kultur- og Fritidsudvalget bad i den forbindelse forvaltningen redegøre for, hvad forvaltningen stiller i stedet for disse afrapporteringer til andre forvaltninger, samt hvordan det sikres, at der sker en drøftelse af tiltag på integrations-, sundheds, og ligestillingsområdet.

Løsning

Andre politikområder inkorporeres på kultur- og fritidsområdet ideelt set via Kultur- og Fritidspolitikken og de dertil hørende handleplaner. Dermed er det Kultur- og Fritidspolitikken og handleplanerne, der er styringsredskaber for forvaltningens indsatser.

Kultur- og Fritidspolitikken kan således træde i stedet for de tilbagemeldinger, vurderinger og redegørelser Kultur- og Fritidsudvalget løbende skal give i forhold til de mere end 200 politikker og strategier, der er i Københavns Kommune, idet relevante elementer fra andre politikområder er med i Kultur- og Fritidspolitikken. Som en del af implementeringsstrategien for Kultur- og Fritidspolitikken er der udarbejdet 11 handleplaner, som alle rummer elementer af, hvordan der i Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejdes med andre forvaltningspolitikker og -strategier. 

Eksempelvis har handleplanen "En by i bevægelse" sundhedspolitikken som politisk ramme. Denne handleplan involverer indsatser, som har til formål at sikre, at Kultur- og Fritidsforvaltningen har fokus på sundhedsområdet, samt at sundhedselementet bliver tænkt ind i nye og eksisterende tiltag.

I forhold til at sikre fokus på ligestillingsområdet involverer handleplanen "Den mangfoldige by - kultur og fritid for alle" indsatser, der skal sikre, at mangfoldighed - herunder forskellige ligestillingselementer - bliver indtænkt i forvaltningens indsatser.

Og sidst i forhold til redegørelsen for integrationsindsatserne involverer handleplanen "Den mangfoldige by - kultur og fritid for alle" svar, som alle kan træde i stedet for denne redegørelse.

Handleplanerne er således - ud over at være måden hvorpå forvaltningen sikrer fokus på konkrete elementer som eksempelvis integration, sundhed og ligestilling - en måde hvorpå Kultur- og Fritidsudvalget får orientering om, hvordan forvaltningen sikrer, at særlige områder bliver prioriteret, ligesom det er et politisk redskab til at prioritere, hvad Kultur- og Fritidsforvaltningen skal arbejde med fremadrettet.

Kultur- og Fritidspolitikken skal revideres i 2015. I den forbindelse vil forvaltningen pege på, hvilke andre politikområder, der oplagt kan ligge inden for rammerne af Kultur- og Fritidspolitikken og handleplanerne.

Det skal bemærkes, at Borgerrepræsentationen den 3. september 2013 besluttede, at stillingstagen til Kultur- og Fritidsudvalgets ønske om at afskaffe opfølgning på Sundhedspolitikken, Integrationspolitikken og Ligestillingspolitikken bliver medtaget i revurderingen af de omtalte politikker. I det omfang det besluttes, at der ikke skal redegøres på de tre områder, vil det fremadrettet være Kultur- og Fritidspolitkken samt de dertil hørende handleplaner, der træder i stedet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.


Carsten Haurum
                                        / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2013:

Indstillingen blev godkendt.
Til top