Vækstpolitik for Kultur- og Fritidsforvaltningen
Indstilling og beslutning
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med en strategi for kreativ vækst inden for mad, film, tv og interaktive medier, som kan præsenteres for Kultur- og Fritidsudvalget primo 2016, og
- at Kultur- og Fritidsudvalget med denne indstilling godkender Kultur- og Fritidsforvaltningens indsatser i erhvervs- og vækstpolitikkens handleplan for 2015 og 2016.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget har indsatser i erhvervs- og vækstpolitikkens handleplan inden for internationalisering, turisme og kreative erhverv.
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om status for indsatserne i handleplanen for 2015 og styrkelse af indsatserne i handleplanen for 2016 og skal derudover drøfte, om Kultur- og Fritidsforvaltningen skal udarbejde en strategi for mad, film, tv og interaktive medier, som kan præsenteres for Kultur- og Fritidsudvalget primo 2016.
Løsning
Internationale borgere, turister og kreative talenter bidrager til at skabe vækst i København. Derudover bidrager de til et attraktivt København, som fortsat udvikles med nye kulturoplevelser, ny anvendelse af byens rum og nye løsninger på fremtidens udfordringer.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har på baggrund af erhvervs- og vækstpolitikkens handleplan for 2015 arbejdet med at understøtte tiltrækning og fastholdelse af internationale talenter, tiltrækning af turister og med at skabe en by, der tiltrækker og skaber de kreative hjerner. Derudover arbejder forvaltningen med at styrke de tre områder yderligere i handleplanen for 2016.
Kreative erhverv
København har en styrkeposition inden for kreative erhverv. Hvis København skal udnytte potentialet fuldt ud, er der dog behov for en mere strategisk indsats, som i samarbejde med de kreative erhverv sætter en fælles ambition for brancherne, og som dyrker de kreative miljøer og talenter endnu mere.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i løbet af 2015 arbejdet med udvalgte brancher inden for de kreative erhverv, som i særlig grad er med til at tegne København både i ind- og udland. Det gælder brancherne inden for mad, film, tv og computerspil/interaktive medier. Københavnske restauranter og danske film vinder internationale priser. Danske computerspil eksporteres til hele verden. Danske virksomheder etablerer sig i udlandet, mens danske skuespillere optræder i internationale film. København skal være bedre til at udnytte potentialet i den succes, de danske kreative brancher har haft de senere år, så både virksomhederne og byen styrkes.
Kultur- og Fritidsudvalget har allerede i 2015 afsat midler til etablering af et nyt væksthus for mad i Kødbyen "Copenhagen Food Loft", som skal samle aktører inden for madbranchen, og som skal sikre innovation inden for mad og fødevarer. Derudover er partnerskabet med Lydens Hus videreudviklet med konkrete initiativer inden for lyd, og Borgerrepræsentationen har med Budget 2016 afsat yderligere midler til Copenhagen Film Fund for at sikre fondens succes i forhold til at etablere København som et af Europas markante produktionssteder for film og tv.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i september 2015 afholdt et "Creative Summit" med repræsentanter fra mad-, film-, tv- og computerspilbranchen for at drøfte fremtidsvisioner og konkrete perspektiver for brancherne. Foreløbige konklusioner fra Creative Summit er (bilag):
- at den danske produktionsmodel inden for film- og tv kan sælges, fordi den er effektiv og kvalificeret
- at de kreative talenter i København er dygtige, og at ideer, historier, produkter og koncepter kan eksporteres, fordi de har kvalitet
- at der er behov for at tænke i en større regional sammenhæng inden for fødevareproduktion samt at samle aktører inden for madbranchen inden for hele Greater Copenhagen
- at der er behov for fælles løsninger til mindre virksomheder, som kan give adgang til det globale marked
- at der er brug for flere inkubationsmiljøer og innovationsmiljøer, som både understøtter iværksættere, og som skaber udvikling inden for brancherne, eksempelvis en mere bæredygtig madkultur
- at byen skal være lettilgængelig, og at kapaciteten inden for alle led i service- og produktionsapparatet skal øges
- at det skal være mere anerkendt at kunne lave forretning på kulturprodukter
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil arbejde videre med brancherne med henblik på at iværksætte en mere strategisk indsats for mad, film, tv og interaktive medier. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en indstilling vedrørende det videre perspektiv primo 2016, herunder med konkrete initiativer, som kan føres videre til budget 2017.
Internationalisering
International House er udpeget som et fyrtårnsprojekt i Erhvervs- og Vækstpolitikkens handleplan for 2015 med fokus på indgåelse af kommunale partnerskaber. International House har således gennem 30 kommunale partnerskaber styrket sin position som regional serviceindgang for internationale talenter i hele Greater Copenhagen. Dette har bl.a. medvirket til at styrke universiteterne, uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne i hele Greater Copenhagen.
Langt størstedelen af de internationale talenter er bosat i Københavns Kommune. Det medfører en stadig stigende efterspørgsel på services og øget udgiftspres. Derfor vil International House i 2016 have fokus på at optimere sagsbehandlingen via digitale løsninger, så man kan sikre kortere sagsbehandlings- og ventetider, og herigennem imødekomme et stigende udgiftspres. International House vil derfor via midler i Budget 2016 fra puljen ’Smarte investeringer i kernevelfærden’ implementere en digital sagsbehandlingsløsning, som sammen med en styrket telefonisk service kan imødekomme det stigende pres.
I 2016 vil der desuden være fokus på at indgå kommunale partnerskaber med de resterende kommuner og fortsat sikre en bæredygtig forretningsmodel for de kommunale partnerskaber. Derudover vil International House fortsætte det øresundsregionale samarbejde med Lund, Malmø og Region Skåne om services inden for kultur, fritid, frivillighed, job, netværk, events mv. til talenter ifb. med forskningsanlægget ESS.
Turisme
Turisme blev i 2015 for alvor et strategisk indsatsområde i Kultur- og Fritidsforvaltningen med overtagelsen af Københavns Turistinformation. Formålet med overtagelsen var både at give byens turister en service i verdensklasse samt at vise Københavns mangeartede kulturtilbud bl.a. i Kultur- og Fritidsforvaltningens kulturinstitutioner.
Siden forvaltningen overtog Turistinformationen har der været fokus på at etablere decentrale turistinformationer i samarbejde med byens kulturinstitutioner, hvilket er lykkedes. Derudover har den generelle udvikling af kulturturismen i København i partnerskaber med kulturinstitutioner og interesseorganisationer, været i fokus. Indsatsen er dog udfordret af manglende midler til konkrete projekter, som viser Københavns kulturliv indenfor en temaer såsom mad, deleøkonomi og design.
Kultur- og Fritidsforvaltningen fortsætter i 2016 med at udvikle og forbedre servicen til byens turister på primært de digitale kanaler, der blev givet midler til i budget 2016.
Økonomi
Videre proces
Carsten Haurum
/Aravni Jakobsen
Beslutning
Dagsordenens punkt 7 og punkt 18 blev behandlet under eet.
Indstillingen blev godkendt og Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser. For så vidt angår turisme lægger Kultur- og Fritidsudvalget vægt på, at lokaludvalgene inddrages.