Revision af retningslinjer for udendørs arrangementer
Indstilling og beslutning
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der arbejdes videre med revisionen af retningslinjer for udendørs arrangementer, som det fremgår af indstillingen,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at nærværende indstilling med tilhørende beslutning sendes til Teknik- og Miljøudvalget.
Problemstilling
Løsning
Byens ambition udfolder sig både i 'Kultur- og Fritidspolitikken 2016-2019' (som Kultur- og Fritidsudvalget den 29. oktober 2015 anbefalede over for Borgerrepræsentationen) og Teknik- og Miljøudvalgets kommende strategi 'Fællesskab i København'. Sigtet i begge strategier er at understøtte rammerne om et aktivt og mangfoldigt kultur- og fritidsliv.
Udendørs arrangementer er også kulturpolitik
Rammerne for udendørs arrangementer er en del af kulturpolitikken, da de indeholder vilkår og muligheder for både udøvere og brugere af byens kultur- og fritidsliv. Det betyder også, at kultur- og fritidslivets stemme skal have en central rolle, når der skal udarbejdes retningslinjer for udendørs arrangementer.
Ambitionen er, at retningslinjerne for udendørs arrangementer har deres ståsted i, at arrangementerne har en stor værdi for byen og bidrager til byens særlige kvaliteter. Pejlemærkerne for revision af retningslinjerne er derfor:
- at kommunen i størst muligt omfang skal give plads og rum til udendørs arrangementer. København er en levende storby og det skal også spejle sig i mødet med interessenter, der vil bidrage til denne vision.
- at adgangen til kultur- og fritidsarrangementer skal være så nem og ubureaukratisk som muligt. Retningslinjer skal være let forståelige og enkle, og muligheden for at lempe yderligere for tilladelser skal undersøges.
- at hele byen kan bruges til arrangementer. Det skal være muligt at arrangere begivenheder både i de centrale byområder og i de øvrige bydele. Arrangementer skal skabe liv i alle bydele og de skal fordeles over hele året.
- at arrangørerne mødes i øjenhøjde. Det betyder f.eks. at kommunens medarbejdere i videst muligt omfang skal være til stede under afvikling af arrangementer for at vejlede og sparre på dagen.
- at serviceniveauet hæves. Den eksisterende digitale platform til håndtering af arrangementer udvikles og tilpasses, så tilladelser sker hurtigere og samles ét sted.
- at der skal være støttefunktioner som f.eks. vand og strøm, så det er nemt at afvikle arrangementer i byrummet.
- at der er plads til store, internationale arrangementer. Det kræver en plads til 50-100.000 gæster.
Som et element i arbejdet med revision af retningslinjerne for udendørs arrangementer, har en tværgående arbejdsgruppe været i dialog med arrangørerne om rammerne for udendørs arrangementer. Det der står tilbage af centrale input og ønsker er:
- at arrangørerne generelt er glade for samarbejdet med kommunen om arrangementer. De tilkendegiver, at de løbende oplever forbedringer i samarbejdet.
- at arrangørerne gerne vil bruge ledige kommunale lokaler, men det er vanskeligt at få et overblik over hvor disse findes.
- at arrangørerne ønsker, at kommunale tilskud og udgifter til kommunal service ved arrangementer samtænkes. Flere peger f.eks. på, at de hellere vil have en aftale på oprydning fremfor et tilskud og et pålæg om selv at gå i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen herom.
- at arrangørerne efterlyser større gennemsigtighed med sagsbehandling og procedure for godkendelse af arrangementer. Dette gælder særligt for byggetilladelser og afspærring. Der efterspørges ligeledes et overblik for priser for kommunal service ved arrangementer, såsom renhold og aflukning af gader.
- at arrangørerne efterlyser mulighed for kobling til strøm og vand (gøglerstik) i byens rum.
- at der efterlyses et kommunalt alternativ til Refshaleøen. Refshaleøen er ifølge flere arrangører både dyr at leje og med store trafikale udfordringer ved afvikling af større arrangementer. Samtidig vil området i fremtiden blive byudviklet og muligheden for større arrangementer vil forsvinde. Der er ønske om en plads med en kapacitet på minimum 50.000 mennesker.
Tilbagemeldinger vil blive brugt i det videre arbejde for revision af retningslinjer. Arrangører vil løbende blive inddraget for at kvalificere de nye retningslinjer.
Høring om forskrift for støj samt videre inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget og områdets interessenter
Som en del af første fase for arbejdet omkring revision af retningslinjer har Teknik- og Miljøforvaltningen arbejdet på en forskrift for støj. Denne forskrift har sin baggrund i miljølovgivningen, og angiver derfor en ramme for de kommende retningslinjer for udendørs arrangementer.
Forskriften består af regler for støj i byens rum og en liste over mulige pladser til udendørs arrangementer i København. For andre pladser, som ikke står på listen, vil der blive foretaget en konkret vurdering, før de kan tages i brug. Da Teknik- og Miljøforvaltningen er myndighedsbehandler for støj, ligger sagen i Teknik- og Miljøudvalgets ressort.
I dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen er aftalt følgende videre proces for udarbejdelse af forskrift for støj og retningslinjer for udendørs arrangementer:
- at Teknik- og Miljøforvaltningen sender udkast til forskrift for støj i intern forvaltningshøring ultimo 2015.
- at Teknik- og Miljøforvaltningen sender udkast til forskrift for støj i offentlig høring primo 2016. I denne fase arrangeres et møde med interessenterne og udkast til høringssvar forlægges Kultur- og Fritidsudvalget.
- At Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen følger op på tilbagemeldinger fra interessenter i det videre arbejde for revision af retningslinjer for udendørs arrangementer.
Herudover fortsætter den løbende dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om tilskud, planlægning og afvikling af kultur- og idrætsbegivenheder i København.
Økonomi
Videre proces
Carsten Haurum
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalget udbad sig et notat, der bl.a. nærmere beskriver processen i sagen siden behandlingen i Kultur- og Fritidsudvalget den 7. marts 2014.
Kultur- og Fritidsudvalget ønskede følgende ændringer for så vidt angår pejlemærker:
I 4. bullit indføjes mellem "arrangørerne" og "mødes i øjenhøjde": "naboer og andre interessenter".
5. bullit ændres til: "at serviceniveauet hæves. Den digitale platform til håndtering af arrangementer udvikles og tilpasses, så tilladelser sker hurtigere, samles et sted, og alene skal håndteres og kontrolleres digitalt af alle parter."
7. bullit ændres til: "at der er plads til store arrangementer. Det kræver en plads til 50-100.000 mennesker, som har den nødvendige logistik og installationer til en professional afvikling på internationalt niveau."
Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at vide, hvilke pladser man forestiller sig, hvilke regler der skal gælde for dem, om kreative zoner bliver indarbejdet og hvilke regler der skal gælde for resten af byen, samt hvordan de skal håndhæves.
Indstillingen blev godkendt med disse bemærkninger.