Mødedato: 19.11.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Halfdans Univers

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om tilskud til projektet Halfdans Univers.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om et tilskud på 87.000 kr. til Halfdans Univers, da der ikke er afsat midler hertil på budgettet.

Problemstilling

Kulturkatapulten ved Marianne Schmidt søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 87.000 kr. til projektet Halfdans Univers (bilag 1).

Løsning

Halfdans Univers er et mobilt oplevelsesunivers med Halfdan Rasmussens ABC som tema. I fire interaktive installationsrum får børn og deres familie mulighed for at opleve Halfdan Rasmussens rim om alfabetets bogstaver. Gennem rytme, leg med lyde og fortællinger præsenteres de besøgende for Halfdan Rasmussens sproglige univers (bilag 2).

Makkerparret Sir Grand Lear producerer scenografien og to sprogkonsulenter er tilknyttet projektet.

Kultur Valby lægger ramme til Halfdans Univers, som kan besøges fra 25. maj 2016 til den 1. juli 2016. Efterfølgende vil Halfdans Univers gæste andre kulturinstitutioner frem til udgangen af 2016.

Målgruppen er primært børnefamilier med børn i aldersgruppen 4-7 år. Den sekundære målgruppe er børn fra byens fritidshjem.

Projektets succeskriterier er at 50 børn dagligt besøger Halfdans Univers i hverdagene og 300 i weekenden.

Projektets samlede finansieringsbehov er 541.000 kr., hvoraf egenfinansiering udgør 22.000 kr. og medfinansiering fra Kultur Valby udgør 70.000 kr.. De øvrige midler søges hos private fonde og puljer (bilag 1).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskudet og målbare succeskriterier.

Carsten Haurum

                                                                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2015:


Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at yde et tilskud på 87.000 kr.: kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Til top