Mødedato: 19.11.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Maker - værksted

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om tilskud til Maker værksted.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om tilskud til Maker værksted, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Foreningen Maker søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud til opstart af Nordens største Maker-festival og etableringen af et professionelt FabLab/værksted i 2016. Der søges om et tilskud på i alt 1.000.000 kr.

Den del af ansøgningen, der vedrører festivaldelen, behandles i forbindelse med Festivalpuljen, hvor Kultur- og Fritidsforvaltningen har indstillet et tilskud på 400.000 kr.

Nærværende indstilling omhandler den resterende del af ansøgningen (600.000 kr.), og vedrører etablering af værksted.

Løsning

Maker-kulturen beskæftiger sig med nye produktionsteknologier såsom 3D-print, laserskærere, CNC-fræsere og Arduino-chips, der gør det muligt i et meget højt tempo at udvikle prototyper, eksperimentere, og teste løsninger i praksis. Kulturen baserer sig på ’open source’ og delekultur med internettet som omdrejningspunkt. Med sit fokus på teknologi og håndværk er maker-miljøet et sted hvor unge og ældre, folk med korte og lange uddannelser og fra forskellige baggrunde kan mødes om at skabe. Mange storbyer og lande har satset strategisk på udviklingen af området. Der er ingen større satsninger på området i København.

Ifølge ansøgningen er maker-miljøet i København fragmenteret, hvilket betyder at det er svært tilgængeligt for nye medlemmer, og at blive en del af de etablerede værksteder. Det betyder samtidig, at miljøet ikke realiserer sit innovations- og vækstpotentiale. Foreningen Maker ønsker at støtte udbredelsen af maker-kulturen i en bredere del af byen, at understøtte professionaliseringen af de største talenter, samt være samlingspunkt for maker-miljøet.

Maker har ifølge ansøgningen allerede samlet en stor partnerkreds, herunder Roskilde Festival, DI, Dansk Design Center (DDC), Dansk Arkitektur Center (DAC), Danmarks Almene Boliger, Creative Business Cup, Vrkstedet og Copenhagen Solutions Lab (CSL - en del af Teknik- og Miljøforvaltningen). Maker engagerer en lang række aktører i græsrods- og vækstmiljøet: Labitat, Fablab Nordvest, Fablab RUC, Founders House, DTU Skylab og Illutron.

Festival og værksted er tænkt fuldt integreret, således at værkstedet skal være omdrejningspunkt for udvikling af festivalens aktiviteter året rundt og som leverandør af maskiner til festivalen. Foreningen Maker søger derfor Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud til etablering af et professionelt FabLab/værksted i 2016. Det er planlagt, at værkstedet er økonomisk bæredygtig i 2018. 

Værksted
Værkstedet under Langebro skal være Københavns mest ambitiøse teknologiske værksted og det faste omdrejningspunkt for Makers aktiviteter med kobling til det etablerede erhvervsliv.

Værkstedet skal i samarbejde med partnerne understøtte udviklingen af nye samfundsløsninger igennem prototyping og brug af low- og high-tech værktøjer, realisere innovations- og vækstpotentialet i makerkulturen og den løbende udvikling af aktiviteterne i festivalen.

En væsentlig del af partnerskaberne knytter sig til muligheden for at anvende ledige lokaler under Langebro på Sjællandssiden. Ved at anvende disse lokaler kan værkstedet blive en fast samarbejdspartner med brugerne af Bryghusprojektet BLOX, der i dag huser Realdania, CSL, DDC og DAC.

Lokalerne er pt. under renovering af Teknik- og Miljøforvaltningen og vil efter renovering overgå til KEjd forventet i januar 2016, således at det vil være KEjd, der står for udlejning af lokalerne. Anvendelsen af lokalerne til FabLab/værksted vil opfylde renoveringens formål om at lokalerne skal anvendes til bylivsgenerende aktiviteter.  

Kultur- og Fritidsudvalget henviste på sit møde den 25. juni 2015 et forslag om etablering af et fablab under Langebro til budgetforhandlingerne for 2016. Der blev ikke afsat midler til formålet i budget 2016.

Budget

Det samlede budget (for både festival og værksted) er på 3.600.000 kr. Der er modtaget 300.000 kr. i støtte for Fonden Roskilde Festival. Såfremt der etableres et værksted under Langebro, er der dertil tilsagn om bidrag på henholdsvis 250.000 kr. fra Dansk Design Center og 350.000 kr. fra Copenhagen Solutions Lab. Endeligt medfinansierer foreningen Maker selv 150.000 kr. og der er en budgetteret indtjening på 650.000 kr. i 2015. Som anført søges Kultur- og Fritidsudvalget om i alt 1.000.000 kr. (til både festivalaktiviteter (400.000 kr.) og til etablering af værksted (600.000 kr.)), mens 900.000 kr. søges dækket andetsteds.

Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering
Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at festivalaktiviteterne vil kunne understøtte udbredelsen af maker-kulturen, herunder delekultur, og dermed bidrage til forvaltningens arbejde som er startet bl.a. i Copenhagen Fablab. Et værksted under Langebro vurderes at kunne levere et bidrag til den kreative vækst inden for bl.a. arkitektur, design, tech og mere traditionelle håndværk. Sammen vil festival og værksted kunne bidrage til storbykultur med nye kreative løsninger, ligesom et åbent værksted under Langebro vil bidrage til at øget liv ved havnen på Indre By siden, hvor der pt. er begrænsede aktiviteter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

Carsten Haurum

                                    /Aravni Elisabeth Jakobsen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2015:


Følgende repræsentanter fra Copenhagen Maker havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

  • Julie Hjort (bestyrelsesmedlem)
  • Anne Sofie True (projektleder)


Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at yde et tilskud på i alt 800.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1. (200.000 kr. i 2015 og 600.000 i 2016).

Kultur- og Fritidsudvalget præciserede, at såvel festivalen som værkstedet forudsættes gennemført (ansøgningen indgår i både punkt 4 og punkt 11).
Til top