Mødedato: 19.09.2018, kl. 15:00
Mødested: Skuespilhuset, Sceneindgangen i Kvæsthusgade mod Sankt Annæ Plads

B-sag: Orientering om proces for musikplan for Københavns Kommune

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om den fremlagte proces for det videre arbejde med musikplan for Københavns Kommune.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orientering om proces for udarbejdelsen af en musikplan for Københavns Kommune til efterretning.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) besluttede den 11. juni 2018, at forvaltningen skulle udarbejde en samlet kortlægning af musikområdet i Københavns Kommune samt et udkast til musikplan for Københavns Kommune.

En samlet musikplan for København vil indeholde en kortlægning af musikområdet, der bl.a. indeholder data og beskrivelse af centrale problemstillinger. På KFU's møde den 11. juni 2018 blev det besluttet, at en musikplan skulle omfatte følgende områder:

  • Musikskoler - i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF)
  • Musik i folkeskolen samt i børnehaver og vuggestuer - i samarbejde med BUF
  • Spillesteder
  • Festivaler
  • Øvelokaler
  • Talent og vækstlag

Derudover vil musikplanen på forskellige niveauer omfatte musikstudierne, producenterne, musikuddannelsen, amatørmusikerne - herunder kor og orkestersammenslutningerne, klubmiljøet samt muligheden for en fast festivalplads i København og "Forskrift for udendørs musikarrangementer".

KFU besluttede endvidere på mødet, at de to første punkter der omhandler musikskoler og musik i folkeskolen, børnehaver og vuggestuer, og som udarbejdes i samarbejde med BUF, skal fremskyndes mest muligt.

Løsning

Procesplan

Procesplanen for det kommende arbejde omhandler primært dataindsamling og dialogmøder med områdets aktører (bilag 1).

I løbet af processen vil der løbende være inddragelse af Musikudvalget for fagligt input samt orientering af KFU (bilag 1 og 3).

Oversigt over aktører på børne- og ungeområdet

Procesplan og den foreløbige oversigt over aktører og nuværende musiktilbud for børn og unge i Københavns Kommune blev drøftet på Musikudvalgets møde den 22. august 2018, og udvalgets bemærkninger og input er efterfølgende indarbejdet i aktøroversigten, der vedlægges til orientering (bilag 2).

Musikudvalget besluttede endvidere på møde den 26. juni 2018 at høre Børne- og Ungdomsforvaltningen og Københavns Musikskole, om muligheden for at udarbejde en samlet interessentanalyse, der kan bidrage til overblikket over musikundervisning i København (bilag 4).

Svar fra børne- og ungdomsborgmesteren er vedlagt (bilag 5).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil arbejde videre med musikplan for Københavns Kommune med udgangspunkt i den fremlagte procesplan.

 

Mette Touborg

                                                                       /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. september 2018:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Indstillingen blev godkendt.

Til top