Ansøgning om støtte til ENGAGE 2020
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om underskudsgaranti på op til 1 mio. kr. til ENGAGE 2020.
Problemstilling
Der henvises til ansøgningen (bilag 1).
Løsning
I Budget 2019 blev der afsat midler til festivalpuljen 2020, som udmøntes i 2019, med ønske om at støtte begivenhederne ENGAGE, Jødisk Filmfestival og Swoop Challenge. Festivalpuljen for 2020 kan søges til fristerne 1. april og 1. oktober i 2019.
ENGAGE Festival er en årlig kulturbegivenhed drevet af tidligere udsendte. Den tredje festival blev afviklet den 25. maj 2019 med ca. 6.500 deltagere. Heraf er ca. en tredjedel veteraner, en tredjedel pårørende og en tredjedel andre musikinteresserede københavnere. Eventen ventes, ifølge ansøger, at generere et overskud i størrelsesordenen 100.000-300.000 kr. Ansøger oplyser, at man derfor ikke kommer til at gøre brug af underskudsgarantien for 2019 på 1 mio. kr. Der er endnu ikke afleveret endeligt regnskab.
ENGAGE forventes afholdt på Refshaleøen i København den sidste weekend i maj i 2020.
Ifølge ansøger er festivalen allerede nu en succes, og ansøger mener derfor, at der er et behov for en begivenhed som ENGAGE, hvor veteraner, pårørende og almindelige borgere mødes i hyggelige rammer og lærer mere om, hvad det vil sige at være udsendt. Det er derfor ansøgers håb, at ENGAGE kan blive en tradition, der hvert år i maj samler veteraner og ikke-veteraner til en hyggelig dag på Refshaleøen.
De samlede udgifter forventes at andrage 3.636.617 mio. kr. Ifølge ansøger skyldes de øgede udgifter primært et ønske om en større investering i musikprogram, hvilket igen ventes at have en positiv effekt på deltagerantallet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at afsætte midler til formålet, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen