Ny idrætsplan
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender idrætsplanen: "Byens puls - en plan for udviklingen af idrætten i København", som den gældende retning for arbejdet med at udvikle idrætten i København i perioden 2019-2023.
Problemstilling
Løsning
Med Københavns nye idrætsplan sættes der et ambitiøst mål om inden udgangen af 2023 at få 10.000 nye børne- og ungemedlemmer i foreningerne samt at få 25.000 flere voksne til at dyrke motion.
Idrætsplanen (bilag 1) sætter rammerne for udviklingen af idrætten i København med afsæt i Kultur- og Fritidspolitikken, hvor idrætten står som et stærkt og gennemgående tema. Men idrætsplanen er også handlingsorienteret og fleksibel, idet den skal udleves i tæt samspil med de mange interessenter og aktører på området, ligesom den kontinuerligt skal tilpasses den nyeste viden.
Den overordnede vision for idrætsplanen er, at København skal være en verdensby i bevægelse, hvor idræt og motion skaber livskvalitet, velvære og udvikling for alle borgere og byen som helhed.
Idrætsplanen sigter frem mod 2023 at opfylde følgende målsætninger:
-
at idrætsforeningerne i København får 10.000 flere børne- og ungemedlemmer 0-18 år, hvilket vil betyde, at andelen af aktivitetsmedlemmer i idrætsforeningerne vil udgøre ca. 50% af byens børn og unge i 2023.
- at andelen af fysisk aktive voksne københavnere over 16 år stiger med 5 %, så 25.000 flere er aktive i 2023
- at fastholde og styrke Københavns position som spydspids på det idrætssociale område
- at øge kapacitetsudnyttelsen på idrætsanlæggene og stille mest muligt af naturen, havnen og byens rum til rådighed for idrætsaktivitet
- at fastholde og styrke Københavns position som attraktiv værtsby for events og eliteidræt
På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser, har Kultur- og Fritidsforvaltningen justeret idrætsplanens tematikker, så planen nu centrerer sig om fem nedenstående emner:
- Foreningsliv, frivillighed, fællesskaber og bevægelse
- Idrætssociale indsatser
- Faciliteter og byrum
- Talent- og eliteidræt
- Idrætsevents og aktivering
Tematikkerne er yderligere beskrevet og eksemplificeret i selve idrætsplanen (bilag 1). Her er det tydeliggjort, at en del af handlingerne og indsatserne allerede er i gang, mens andre indsatser skal udvikles og sættes i gang i de kommende år. Kultur- og Fritidsforvaltningen har endvidere udarbejdet en grafisk oversigt af idrætsplanen, som viser tematikker, igangværende og kommende indsatser samt målsætninger (bilag 2).
Realiseringen af målsætningerne i idrætsplanen og størstedelen af indsatserne kræver, at Kultur- og Fritidsforvaltningen har et godt og stærkt samarbejde med de andre forvaltninger, idrættens organisationer, NGO-verdenen og andre idrætsaktører. Kultur- og Fritidsforvaltningen har derfor i løbet af de sidste måneder drøftet planen med en række interne og eksterne aktører, herunder formændene for lokaludvalgene, idrættens organisationer i København, relevante afdelinger i Kultur- og Fritidsforvaltningen, andre forvaltninger mv.
I drøftelserne har der været en stor efterspørgsel efter og opbakning til, at Københavns Kommune sætter en samlet, ambitiøs og konkret retning for udviklingen af idrætten. Der er fra både interne og eksterne aktører stor opmærksomhed på, hvordan mere systematisk opsamling og brug af viden, og et forstærket fokus på inddragelse i udviklingen af konkrete indsatser, kan løfte idrætsudviklingen. Der er således en stor vilje til at medvirke til realiseringen af målsætningerne fra såvel foreningslivet som lokalområderne og de øvrige forvaltninger.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen videre med idrætsplanens konkrete indsatser. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en status medio 2020.
Da der er tale om en plan, som tager afsæt i og følger Kultur- og Fritidspolitikken, sendes idrætsplanen ikke i høring. Relevante interessenter inddrages løbende i udviklingen og implementeringen af konkrete indsatser, og de vil derigennem bidrage til realiseringen af målsætningerne i idrætsplanen.
Mette Touborg
/Thomas Bach