Mødedato: 19.06.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udmøntning af Festivalpuljen 2020 og status på Festivalpuljen 2019

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle ansøgninger til Festivalpuljen 2020 og tage stilling til status på Festivalpuljen 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, hvilke ansøgninger til Festivalpuljen i 2020, der skal imødekommes,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender status på Festivalpuljen 2019.

Problemstilling

Festivalpuljen 2020

Kultur- og Fritidsudvalget skal, med udgangspunkt i Festivalpuljens retningslinjer og økonomiske råderum, tage stilling til en prioritering af 35 indkomne ansøgninger til Festivalpuljen 2020 samt ansøgning til Copenhagen Light Festival 2020, som Kultur- og Fritidsudvalget på sit møde den 2. maj 2019 henviste til behandling i Festivalpuljen.

I Budget 2019 blev der afsat 12,5 mio. kr. (2018 p/l) i 2020 til videreførelse af festivalpuljen. Det fremgår af aftaleteksten til Budget 2019, at parterne er enige om at afsætte midler til festivalpuljen med ønsket om bl.a. at støtte begivenhederne Engage Music Festival, Swoop Challenge og Jødisk Filmfestival.

Festivalpuljen 2019

Arrangøren af Swoop Freestyle FAI World Championsship CPH 2019 (Swoop 2019) har aflyst eventet i København i 2019. Bevillingen på 150.000 kr. føres derfor tilbage til Festivalpuljen 2019. Copenhagen Jewish Film Festival (Jødisk Filmfestival) har i 2019 ved en fejl fået udbetalt 70.000 kr. mere, end der var afsat til festivalen med Budget 2019.  

Løsning

Festivalpuljen 2020
Med Festivalpuljen ønsker Københavns Kommune at støtte større kultur- og idrætsbegivenheder i byen, da det er med til at gøre København til en attraktiv storby for både borgere og besøgende. Både større og mindre festivaler og events giver unikke oplevelser og skaber platforme, hvor kunsten, kulturen og idrætten kan opleves.

Kriterier
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 31. januar 2019 at tilføje et nyt kriterium om bæredygtighed til Festivalpuljen. Kultur- og Fritidsudvalget skal vægte ansøgningerne ud fra følgende ni kriterier (i ikke-prioriteret rækkefølge):

  • Kvalitet og originalitet – indholdsmæssigt og udtryksmæssigt.
  • Relevans for København, byens borgere og besøgende – at indhold, form og formidling afspejler byens profil og særkende.
  • Samarbejde med andre aktører/institutioner, gerne i form af konsortier eller samproduktion, med henblik på at styrke begivenhedernes profil og udnytte de kunstneriske og økonomiske ressourcer bedst muligt.
  • Eksperimenterende indhold, form eller formidling.
  • Aktivering - Store kultur- og idrætsevents skal inddrage foreningslivet i planlægning og afvikling af events og sideevents.
     
  • Mangfoldighed i bred forstand i forhold til at tiltrække, engagere og aktivere forskellige og nye målgrupper.
  • Tidsmæssig og geografisk spredning af events og festivaler over hele kalenderåret og hele byen, herunder fokus på nye byrum samt bydele under udvikling eller bydele, hvor kulturbegivenheder kan løfte øvrige politiske dagsordener i forhold til eksempelvis børn og unge eller international branding af København.
  • Udvikling og fornyelse - Tilbagevendende festivaler og events skal dokumentere evne og vilje til fornyelse samt faglig, publikumsmæssig og økonomisk udvikling.
  • Bæredygtighed - Festivaler der tematiserer bæredygtighed og/eller arbejder bæredygtigt i produktion og afvikling af festivalen fx med udgangspunkt i FNs verdensmål. De københavnske festivaler bør afspejle byens ønsker om bæredygtig produktion af kulturbegivenheder, have konkrete målsætninger om bæredygtighed og gerne medvirke i den fælles debat om et bæredygtigt samfund.

Disponible midler i Festivalpuljen 2020

I Budget 2017 blev der afsat en pulje på 5 mio. kr. årligt (2017 p/l) til events og festivaler i perioden 2017–2020. Heraf er der i 2020 udmøntet henholdsvis 2,350 mio. kr. til Fonden de Københavnske Film Festivaler og 180.000 kr. til Culture Box, i alt 2,530 mio. kr.

I Budget 2019 blev der afsat 12,75 mio. kr. til Festivalpuljen i 2020 med ønsket om at støtte begivenhederne Engage Music Festival, Swoop Challenge og Copenhagen Jewish Film Festival.

- Copenhagen Jewish Film Festival (Jødisk Filmfestival): har søgt om 450.000 kr. til 2020.
- Engage Music Festival: har ikke indsendt en ansøgning til fristen 1. april 2019.
- Swoop Challenge: har ikke indsendt en ansøgning til fristen 1. april 2019. Arrangør har aflyst eventet i 2019 og bevillingen føres tilbage til puljen.

På udvalgets møde den 2. maj 2019 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at tilskuddet til Copenhagen Photo Festival fremover henvises til Festivalpuljen. Restbeløbet på 150.000 kr. overføres til Festivalpuljen i 2020.

(1.000 kr. 2019 p/l)

2020

Festivalpulje 2017–2020

5.250

Festivalpulje 2020

12.750

Restbeløb fra effektivisering

150

Samlet budget

18.150

 

 

Heraf udmøntet

2.530

 

 

Til disposition

15.620

 

Ansøgninger og rådighedsbeløb

Til 1. udmøntning af Festivalpuljen 2020 er der indkommet i alt 35 ansøgninger til fristen 1. april 2019. Derudover blev ansøgningen om støtte til Copenhagen Light Festival 2020 på møde den 2. maj 2019 henvist til behandling under Festivalpuljen.

I alt søges der om 20.193.000 kr. til festivaler og events i 2020. 
Det samlede rådighedsbeløb for 1. og 2. udmøntning af Festivalpuljen 2020 er 15.620.000 kr.

Kultur- og Fritidsforvaltningen kan oplyse, at en række større og mindre festivaler forventes at søge til fristen 1. oktober 2019.

Økonomisk oversigt fremgår af bilag 1.
Resuméer af ansøgningerne fremgår af bilag 2.
Ansøgningerne er samlet i bilag 3A - 3D.

Status for Festivalpuljen 2019

Arrangøren af Swoop 2019 har meddelt Kultur- og Fritidsforvaltningen, at eventet i København aflyses i 2019 på grund af manglende finansiering fra nationale aktører. Kultur- og Fritidsudvalget bevilligede på møde den 6. december 2018 150.000 kr. fra Festivalpuljen til Swoop 2019. Bevillingen er ført tilbage til Festivalpuljen 2019. Kultur- og Fritidsudvalget er blevet orienteret om aflysningen i et notat på portalen den 8. maj 2019.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har med afsæt i budgetteksten for budget 2019 indgået en aftale og udbetalt et tilskud til Jødisk Filmfestival i 2019, der er 70.000 kr. større end den reelle bevilling på 130.000 kr., som Borgerrepræsentationen bevilligede med Budget 2019. Festivalen har oplyst, at man har været i god tro om tilsagnet og det udbetalte tilskud på 200.000 kr. og brugt midlerne på afvikling af dette års festival. Festivalen har derfor ikke mulighed for at tilbagebetale de 70.000 kr. Kultur- og Fritidsudvalget blev orienteret ved et notat herom den 3. juni 2019.

Merforbruget på 70.000 kr. til Jødisk Filmfestival 2019 finansieres af de tilbageførte midler til Festivalpuljen 2019, således at det resterende beløb i Festivalpuljen 2019 er 80.000 kr.

Økonomi

Der anvises kassemæssig dækning fra Festivalpuljen på IM 3.35.64.1

Videre proces

For de ansøgninger som Kultur- og Fritidsudvalget imødekommer, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde tilskudsaftaler, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

Der vil blive meddelt afslag til de øvrige ansøgere.

 

Mette Touborg

                                                                              / Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Angående første at-punkt stemte et flertal (Franciska Rosenkilde, Rune Dybvad, Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Christopher Røhl Andersen, Kim Hjerrild, Karina Bergmann, Maria Frej og Karina Rohrberg Jessen) for at imødekomme følgende ansøgninger til Festivalpuljen 2020:

Copenhagen Summer Festival: 125.000 kr.

CPH Opera Festival: 600.000 kr.

Distortion: 1.710.000 kr.

Gong Tomorrow Festival: 300.000 kr.

KLANG Festival: 200.000 kr.

NJORD New Nordic Music Biennale 2020: 50.000 kr.

Relevance: 50.000 kr.

Alt_Cph: 200.000 kr.

Art Week Copenhagen: 440.000 kr.

CHART: 600.000 kr.

Copenhagen Photo Festival: 600.000 kr.

Copenhagen Summer Dance: 100.000 kr.

Puppet Junior: 50.000 kr.

Copenhagen Jewish Film Festival: 150.000 kr.

MIX Copenhagen LGBTQ+: 140.000 kr.

VOID: 100.000 kr.

artFREQ: 250.000 kr.

Copenhagen Architecture Festival: 500.000 kr.

Copenhagen Carnival: 100.000 kr.

Copenhagen Light Festival: 500.000 kr.

Copenhagen Pride: 1.000.000 kr.

Golden Days: 1.500.000 kr.

Historiske Dage: 205.000 kr.

Jødisk Kulturfestival: 100.000 kr.

Talk Town: 100.000 kr.

Ungdommens Folkemøde: 750.000 kr.

Europa Cup/Christiansborg Rundt: 100.000 kr.

Et mindretal (Jens Kjær Christensen og Rikke Lauritzen) stemte imod.

Ø ønskede følgende bemærkning tilføjet til beslutningsprotokollen:

”Ø stemmer imod, da vi ikke ønsker, at der bevilges penge til Distortion. Subsidiært ønsker vi, at beløbet kraftigt reduceres.”

Karina Bergmann ønskede følgende bemærkning tilføjet til beslutningsprotokollen:

"Liberal Alliance står ved budgetaftalen, men finder ikke at alle ansøgere alene af den årsag skal imødekommes på baggrund af deres ansøgninger. I flere tilfælde er der tale om festivaller hvis indhold og art gør at festivalen bør kunne afholdes på kommercielle vilkår uden kommunal støtte. Det gælder eksempelvis Distortion."

Status på Festivalpuljen 2019 blev godkendt, jf. indstillingens andet at-punkt.

Til top