Mødedato: 19.06.2003, kl. 16:00

Muligheder for genhusning af foreningen Børnehuset/Børnemagt

Muligheder for genhusning af foreningen Børnehuset/Børnemagt

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 19. juni 2003

 

 

18.      Muligheder for genhusning af foreningen Børnehuset/Børnemagt

(KFU 191/2003)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

 

at Kultur- og Fritidsudvalget tager nærværende indstilling om mulighederne for at finde egnede faciliteter til fortsatte aktiviteter for Børnehusets brugere til efterretning.

 

&nbs p;

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. juni 2003

Der blev begæret afstemning om et af Leslie Arentoft stillet ændringsforslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget konstaterer, at Børnehuset ikke ønsker at benytte forvaltningens tilbud/muligheder.

Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle, Karin Storgaard og Klaus Bondam stemte for ændringsforslaget.

Bjarne Fey, Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Mona Heiberg og Jens Kjær Christensen stemte imod.

Ændringsforslaget bortfaldt på grund af stemmelighed.

 

Forvaltningens indstilling blev herefter tiltrådt.

 

 

RESUME

Forvaltningen har undersøgt mulighederne for at finde genhusningsmuligheder i offentlige lokaler for foreningen Børnehuset. I den forbindelse er der afholdt 2 møder med foreningens advokat og kontaktperson Knud Foldschack og repræsentanter for brugerne af huset. Foreningen har tilkendegivet, at den ikke var interesseret i en midlertidig genhusning i et Kultur- og Medborgerhus, men i stedet ønskede en facilitet med fuld råderet. Foreningen ville undersøge 3 konkrete muligheder i private lokaler og vende tilbage senest den 8. april 2003 med et udspil. Forvaltningen har d.d. ikke modtaget noget udspil fra foreningen, hvorfor foreningen i brev af 19. maj 2003 er blevet gjort bekendt med, at sagen vil blive behandlet af Kultur- og Fritidsudvalget den 19. juni 2003, samt at forvaltningen afventer et udspil fra foreningen om mulige lokaler jf. ovenstående aftale.

Kultur- og Fritidsudvalget er blevet orienteret løbende (jf.  bilag 1).

 


 


Til top