Opgradering af skolefodboldbaner
Opgradering af skolefodboldbaner
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 19. juni 2003
17. Opgradering af skolefodboldbaner
(KFU 187/2003)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at 11 stk. skolefodboldbaner og
et areal ved institutionerne på Keldsøvej opgraderes til brug for
foreningsidræt.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,
at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling på 1,687 mio. kr. (ekskl. moms) til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, konto 0.30.3, til opgradering af skolefodboldbaner
at der anvises kassemæssig dækning for bevillingen på 1,687 mio. kr. (ekskl. moms) på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, konto 0.30.3. (idræts- og kulturpulje), idet det forudsættes, at der overføres midler fra 2002 ved særskilt sag
at Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at forøge Kultur- og Fritidsudvalgets ramme fra og med budget 2004 med 1,344 mio. kr. (2003-prisniveau), til dækning af driftsudgifter i forbindelse med de opgraderede skolefodboldbaner.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. juni 2003
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Borgerrepræsentationen
besluttede den 10. oktober 2002 (BR 519/02) at anvende provenuet fra
selvbudgettering 2000 således, at der prioriteres 5 mio. kr. til bevægelsesklare områder
(BKO) samt skolefodboldbaner. Der er forelagt en fællesindstilling om BKO i
Ørestaden for Kultur- og Fritidsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget
henholdsvis den 24. april og den 30. april 2003 på i alt 1,535 mio. kr. Hvis
Borgerrepræsentationen tiltræder denne indstilling, er der et beløb på i alt
3,465 mio. kr. tilbage til opgradering af skolefodboldbaner.
I
nærværende indstilling udgør de samlede udgifter til opgradering af i alt 12
skolefodboldbaner 1,687 mio. kr., mens driftsudgifterne til vedligeholdelse af
banerne fra 2004 og frem er på 1,344 mio. kr.
Pulje til senere udmøntning
Restbeløbet
i puljen er 1,778 mio. kr., efter at der er afsat midler til BKO i Ørestaden og
opgradering af i alt 12 skolefodboldbaner. Dette beløb skal anvendes til konkrete
forbedringer på skolerne, som f.eks. magnetkort. En del af beløbet skal også
anvendes til de forøgede driftsudgifter på skolerne, som f.eks. til
skolebetjente til oplukning af skolerne i sommerferien og forøgede udgifter til
varmt vand, rengøring m.m. Arbejdet med at kortlægge dette vil ske i et
samarbejde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, KI, de berørte
idrætsforeninger, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og den enkelte skole.
Når det er afklaret, hvordan de 1,778 mio. kr. skal disponeres, vil en
ny indstilling blive forelagt de berørte udvalg. Indstillingen vil blive
fremlagt, så sagen kan indgå i drøftelserne om budgetrammerne for de kommende
år.
***
En
opgradering af skolefodboldbanerne vil give en øget kapacitet – enten ved at
nye klubber kan anvende disse baner, eller ved at allerede bestående klubber
kan flytte nogle af deres aktiviteter til skolefodboldbanerne. Dette vil
frigive kapacitet på belastede anlæg som f.eks. Fælledparken, ligesom det vil
kunne medføre mulighed for at opnå en generel bedre standard på de københavnske
fodboldbaner.
Der foreslås en opgradering af følgende
skolefodboldbaner på Ydre Østerbro: Klostervængets Skole, Strandvejsskolen,
Kildevældsskolen (2 baner) samt området ved institutionerne på Keldsøvej. Herudover
foreslås følgende baner: Bispebjerg Skole i Kbh. NV., Lykkebo Skole i Valby,
Skolen ved Islands Brygge (2 baner), Dyvekeskolen (2 baner) i Sundbyvester og
Gerbrandskolen i Sundbyøster.
Med hensyn til Skolen ved Islands Brygge er arealet
til skolefodboldbaner ejet af Vej & Park. En indstilling vedrørende denne
skole skal efterfølgende forelægges Bygge- og Teknikudvalget til godkendelse.