Genforeningspladsen - scenarier for en skøjtebane
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om et eller flere scenarier for en ny skøjtebane på Genforeningspladsen skal indgå i forhandlingerne om Budget 2021.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om et eller flere scenarier for en skøjtebane på Genforeningspladsen skal indgå i forhandlingerne om Budget 2021.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede 30. januar 2020 Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at forslaget fra Hurtigløberforeningen af 1972 (HLF72), Dansk Skøjte Union og BK Union om en ny 400 meter skøjtebane på Genforeningspladsen kvalificeres, med henblik på at der til forhandlingerne om Budget 2021 kan udarbejdes et budgetnotat på henholdsvis en mindre, permanent skøjtebane og en 400 meter skøjtebane på Genforeningspladsen.
Løsning
Indstillingen belyser fem scenarier for en ny skøjtebane på Genforeningspladsen:
- Mindre, permanent skøjtebane
- Mindre, sæsonudlagt skøjtebane
- Permanent 400 meter rundløbsskøjtebane
- Sæsonudlagt 400 meter rundløbsskøjtebane - 1-2 års leje af skøjtebanen efterfulgt af køb
- Sæsonudlagt 400 meter rundløbsskøjtebane indkøbt fra start
- Mindre, permanent skøjtebane
Byggeri Københavns skønner, at en mindre, permanent skøjtebane koster 12-21 mio. kr. i anlæg. Udgangspunktet er en bane med et skøjteareal på ca. 2.000 m² i halvcirklen i det nordvestlige hjørne af Genforeningspladsen.
Den endelige udformning og placering på anlægget vil, i givet fald, findes i dialog med brugerne, lokaludvalg og centrale interessenter samt Byggeri København i en planlægningsfase.
Der skal søges om planlægningsbevilling til denne skøjtebane, og banen vil tidligst stå færdig til skøjtesæsonen 2021/2022.
- Mindre, sæsonudlagt skøjtebane
Producenten MultiDome oplyser, at det koster i størrelsesordenen 1,5 mio. kr. at leje en skøjtebane på ca. 2.025 m² per sæson, inkl. kølemaskiner og tre montører til opstilling og nedtagning af selve banen.
Derudover er der udgifter til nivellering af underlag og tilslutning af vand og strøm mm., som Københavns Kommune skal sørge for. Dernæst er det en forudsætning, at Københavns Kommune stiller tre medarbejdere til rådighed i 11 timer om dagen i de ca. otte dage, det tager at lægge banen ud.
Det er muligt at åbne ovenstående skøjtebane til skøjtesæsonen 2020/2021, såfremt banen bestilles hos producenten senest primo august 2020.
- Permanent 400 meter rundløbsskøjtebane
Kultur- og Fritidsudvalget blev den 19. juni 2019 orientereret om, at det vil koste i størrelsesordenen 29 mio. kr. i anlæg at genoprette en 400 meter skøjtebane. Beløbet dækker alene anlægsomkostningerne og dermed ikke interne honorarer, risiko, uforudsete udgifter, etc. Genopretningsprojektet på Genforeningspladsen omfatter, som oprindeligt, en kombineret kunstgræs- og skøjtebane.
Kombinationsbanen er en prototypeløsning, der ikke er bygget og anvendt i vejrforhold, som det danske med meget vind, høj luftfugtighed og meget regn. Det vurderes sandsynligt, at skøjtebanen ikke kan leve op til at være anvendelig i 86 % af tiden fra 1. november til 28. februar, som oprindelig forudsat. Den konkrete driftsperiode vil afhænge af vejrlig. Et lignende anlæg er ikke i drift nogen steder med klimatiske forhold, der ligner de danske.
Byggeri København tilkendegiver, at planlægning og anlæg sammenlagt vil tage ca. to år. - Sæsonudlagt 400 meter rundløbsskøjtebane - 1-2 års leje af skøjtebanen efterfulgt af køb
Producenten Ice-World oplyser, at det koster ca. 4,5 mio. kr. at leje en sæsonudlagt 400 meter skøjtebane per sæson. Det koster yderligere 1,5 mio. kr. per sæson at leje køleanlæg og udstyr til skøjtebanen. Denne udgift kan undgås, såfremt det eksisterende køleanlæg på Genforeningspladsen er i drift. Efter to års leje vil det koste ca. 4,5 mio. kr. at købe skøjtebanen.
Ice-World har besigtiget det eksisterende køleanlæg og vurderer, at de kan anvende køleanlæg og installationer (el og vand), samt at der ikke skal afsættes midler til nivellering af underlag. Der skal forventes udgifter til transport samt til justeringer og service af køleanlægget.
Det er muligt at åbne ovenstående skøjtebane til skøjtesæsonen 2020/2021, hvis banen bestilles hos producenten senest primo august 2020.
- Sæsonudlagt 400 meter rundløbsskøjtebane indkøbt fra start
Ice-World estimerer, at prisen for en sæsonudlagt 400 meter rundløbsbane er ca. 11,5 mio. kr., inkl. opsætning og nedtagning det første år. Ovenstående udgift på 11,5 mio. kr. er baseret på ejerskab af banen. Producenten oplyser, at det vil koste 450.000 kr. årligt for opsætning og nedtagning alt inklusiv. Ice-World vurderer, at de kan anvende eksisterende køleanlæg og installationer (el og vand), samt at der ikke skal afsættes midler til nivellering af underlag. Anvendelse af det eksisterende køleanlæg er en forudsætning for dette tilbud. Der skal forventes udgifter til transport samt til justeringer og service af køleanlægget.
Det er muligt at åbne ovenstående skøjtebane til skøjtesæsonen 2020/2021, hvis banen bestilles hos producenten senest primo august 2020.
Forsyningsudgifter
Byggeri København oplyser, at der generelt skal forventes højere forsyningsudgifter til sæsonudlagte skøjtebaner end til permanente skøjtebaner. Det betyder, at permanente baner, alt andet lige, er mere energiøkonomiske, end sæsonudlagte baner.
Køleanlægget
Byggeri København oplyser, at man er i gang med ’standsning af forfald’ af køleanlægget efter en rørsprængning i kølecentralen. Der skal forventes en udgift på 1-5 mio. kr. for at genoprette køleanlægget. Det skal forventes, at kølecentralen er i væsentlig dårligere stand, end forventet efter rørsprængningen.
Planforhold
Genforeningspladsen er fredet, hvilket betyder, at såfremt skøjtebanen ønskes placeret udenfor halvcirklen, skal der indhentes tilladelse hos Naturfredningsnævnet til anlægsprojektet i forbindelse med en eventuel anlægsbevilling. Dette vil blive belyst nærmere i en planlægningsfase.
Aktuel status - syn- og skønssag
Byggeri København oplyser, at der med udgangspunkt i den igangværende syn- og skønssag om det udførte projekt på Genforeningspladsen er fremlagt en rapport vedrørende forskellige undersøgelser af anlægget.
Der pågår en proces med supplerende spørgsmål til skønsmændene. Formålet er at få uddybet nogle af de allerede stillede spørgsmål i skønserklæringen samt at få skønsmanden til at give sin vurdering og angivelse af det nødvendige arbejde, der er forbundet med at ombygge den udførte skøjtebane, så skøjtebanen kan overholde byggeprogrammets funktionskrav.
Det vides derfor ikke på nuværende tidspunkt, hvordan den endelige skønserklæring vil se ud, men Byggeri København har foretaget en juridisk vurdering af resultatet. Først efter den endelige afgørelse vil Byggeri København tage stilling til, om der kan indgås forlig, eller om sagen ender i voldgiften.
Brugerdialog – BK Union og HLF72
HLF72 tilkendegiver, at foreningen har behov for en 400 meter skøjtebane for at fastholde og udvikle foreningens sportsgren samt også fremover at have mulighed for at bidrage til den danske OL-deltagelse i sin disciplin.
HLF72 og BK Union foretrækker samstemmende en sæsonudlagt 400 meter skøjtebane, der etableres på vilkår, der skal aftales nærmere med producenten. Det kan f.eks. være med en indledende 1-2 års leje eller direkte køb.
Begge foreninger foretrækker, at der investeres i en grundig planlægningsfase for at mindske risiko og for at sikre et optimalt anlæg for brugerne med åbning til skøjtesæsonen 2020/2021.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil udarbejde budgetnotat på det af Kultur- og Fritidsudvalget valgte scenarie, som kan indgå i forhandlingerne om Budget 2021.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2020:
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om, at Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med scenarie 4, belyser forholdene omkring køleanlægget og de nævnte tidsfrister nærmere samt vender tilbage med en indstilling til et af juni-møderne i Kultur- og Fritidsudvalget.