Mødedato: 19.05.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Stigende digital benyttelse af bibliotekerne og økonomiske konsekvenser heraf

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til udlånskvoten på eReolen i juni 2020. Udvalget orienteres desuden om de økonomiske konsekvenser af stigende digital benyttelse og manglende gebyrindtægter.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at den midlertidige forhøjelse af borgernes månedlige kvote for udlån på eReolen fastholdes i juni måned, så der fortsat kan lånes fem lydbøger og fem e-bøger pr. borger
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om de økonomiske konsekvenser af den stigende digitale benyttelse til efterretning. 

Problemstilling

Lukningen af de fysiske biblioteker under coronakrisen har medført en øget efterspørgsel efter digitale bøger og film. Bibliotekerne forsøger at imødekomme efterspørgslen under hensyntagen til de politiske og strategiske prioriteringer og det økonomiske råderum på materialekontoen.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har siden lukningen af de fysiske biblioteker midlertidigt forhøjet borgernes månedlige kvote for udlån på eReolen. Forhøjelsen af de månedlige kvoter på eReolen er bl.a. med til at understøtte borgernes øgede interesse i digitale bøger.

Andre argumenter for forhøjelsen af udlånskvoter på eReolen såvel som på andre digitale tjenester, heriblandt Filmstriben:

  • Det tilgodeser børn, der er en prioriteret målgruppe for bibliotekerne. Børn læser kortere bøger og ser kortere film og bruger derfor kvoten hurtigere. Desuden har børn sværere ved at planlægge forbrug og forstå begrænsninger
  • Det tilgodeser kernebrugere
  • Det reducerer den psykologiske oplevelse af begrænsning

Særligt for eReolen gælder desuden, at en forhøjelse af de månedlige kvoter er i overensstemmelse med de politiske og strategiske prioriteringerne i Biblioteksplanen 2019-2023 om at fremme litteratur og læsning og ønsket om at fremme en digital omstilling fra fysiske bøger.

På Filmstriben spænder udvalget bredt fra spillefilm og tv-serier til dokumentar- og kortfilm. Af top-100 fremgår det, at Københavnernes benyttelse er meget spredt. Her ligger dog primært spillefilm for voksne, en del børnefilm og ikke mange dokumentarfilm. Titlerne er overvejende udenlandske, men der er også danske film i blandt.

Højere udlånskvoter på digitale tjenester har en række fordele, men medfører også højere udgifter, hvilket gør det vanskeligt for bibliotekerne at have råd til at tiltrække nye brugere. Desuden er højere kvoter med til at presse balancen i forhold til kommercielle aktører, der ofte lægger vægt på kommercielle tilbud, der er fri for kvoter.

Når film ikke er prioriteret ligeså højt som bøger for bibliotekerne, så skyldes det, at der ikke er råd til at prioritere alle materialetyper lige højt. Film og tv-serier er ikke en strategisk prioritering for bibliotekerne og er desuden en hovedopgave for de to public service-aktører DR og TV-2 samt Det Danske Filminstitut.

Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler at fastholde den midlertidigt forhøjede lånekvote på eReolen i juni 2020, men anbefaler ikke at forhøje den månedlige kvote på Filmstriben.

Økonomiske konsekvenser for materialebudgettet

Kultur- og Fritidsforvaltningen har en ramme på ca. 36 mio. kr., som udgør bibliotekernes samlede materialebudget i 2020. Inden for denne ramme finansieres udgifter til københavnernes brug af digitale materialer (herunder eReolen og Filmstriben) og indkøb af fysiske materialer.

Forvaltningens materialebudget har i en længere årrække været direkte koblet til gebyrindtægterne fra for sent afleverede bøger. I de senere år har der været en tendens til faldende gebyrindtægter blandt andet på grund af færre fysiske udlån, og fordi lånerne bliver mindet om at aflevere deres bøger til tiden, uden at indtægtsbudgettet er justeret tilsvarende. Indtægterne forventes at være ca. 1 mio. kr. under det budgetterede i 2020.

Hertil kommer, at den stigende efterspørgsel på eReolen og Filmstriben også indebærer øgede udgifter. Forvaltningen har håndteret dette ved at tilpasse indkøbet af fysiske materialer i forhold til indtægterne og den samlede bevilling. Der har med andre ord været færre midler at købe fysiske bøger for.

Coronakrisen forventes at indebære et yderligere fald i gebyrindtægterne i indeværende år på grund af gebyrfrihed. Det er på nuværende tidspunkt svært at estimere mindreindtægterne, men et forsigtigt skøn kunne være ca. 1,5 mio. kr. De manglende gebyrindtægter er indmeldt i til Økonomiforvaltningen, som en del af økonomiske konsekvenser ved coronakrisen og bliver eventuelt kompenseret i forbindelse med forhandlingerne om budget 2021.

Med hensyn til eReolen og Filmstriben estimeres merudgifterne på nuværende tidspunkt til 1 mio. kr. til eReolen og 1,7 mio. kr. til Filmstriben i 2020, som følge af coronakrisen. Det er vanskeligt at isolere de økonomiske konsekvenser af kvoteforhøjelser fra den generelle stigning i digital benyttelse under coronakrisen. Forvaltningen estimerer imidlertid, at en fastholdelse af den midlertidigt forhøjede kvote for udlån på eReolen i juni 2020 koster ca. 50.000 kr. Samtidig estimerer forvaltningen, at en forhøjelse af kvoten på Filmstriben til fem film i juni vil koste ca. 130.000 kr. Baggrund for beregning af estimaterne for kvoteforhøjelser er uddybet i bilag 1.

Udgifterne til øget digital benyttelse og kvoteforhøjelser afholdes inden for forvaltningens materialebudget i 2020, og indebærer dermed yderligere prioritering.  Konsekvensen af både færre gebyrindtægter og øgede udgifter til digitale udlån for budgettet til indkøb af fysiske materialer i 2020 er vist i tabel 1.

Tabel 1. Overblik over budget til fysiske og digitale materialer i 2020 før og efter coronakrisen

Mio. kr. 2020 p/l

Oprindeligt budget 2020

Revideret budget 2020 pga. corona inkl. forlængelse af forhøjet kvote i juni

Nettobudget til materialer

-26,9

-26,9

Gebyrindtægter

-9,1

-6,6

 Forventet kompensation for manglende gebyrindtægter pga. corona

-

 -1,5

Finansiering i alt

-36

-35

e-Reolen

8,0

9,0

Filmstriben

4,0

5,7

Andre digitale materialer

2,0

2,0

Indkøb af fysiske materialer

22,0

18,3

Udgifter i alt

36,0

35

 

Det bemærkes, at det reviderede budget er foreløbigt, da udgifterne til eReolen og Filmstriben kan stige yderligere som følge af, at flere brugere er kommet til og bliver ved med at benytte tjenesterne efter fuld genåbning af samfundet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv. 

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, fastholdes den forhøjede kvote for udlån på eReolen, så borgerne fortsat kan låne fem e-bøger og fem lydbøger på eReolen i juni 2020.

Mette Touborg

                                                                                       / Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2020: 

Punkterne 6, 7 og 8 blev behandlet under et.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen. 

Til top