Handlingsplanen "Læs Løs" til Biblioteksplanen 2019-2023
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til bibliotekernes handlingsplan Læs løs! – Implementering af Biblioteksplanen 2019-2023.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender handlingsplanen Læs løs! – Implementering af Biblioteksplanen 2019-2023 (bilag 1).
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede på sit møde den 26. februar 2020 Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udbygge handlingsplanen til Biblioteksplanen 2019-2023 (bilag 2) på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.
Biblioteksplanen 2019-2023 blev vedtaget den 30. oktober 2019 og sætter rammerne for den biblioteksudvikling, der også i de kommende år skal gøre bibliotekerne i stand til at yde den bedst mulige service for borgerne.
Biblioteksplanen indeholder i alt tretten indsatser under fire fokusområder:
- Det fysiske bibliotek
- Det digitale bibliotek
- Litteratur og læsning
- Børn og unge
Handlingsplanen skal sikre, at de planlagte indsatser i biblioteksplanen i praksis omsættes til konkrete tilbud og handling.
Løsning
Læs løs! – Implementering af Biblioteksplanen 2019-2023 (bilag 1) er en handlingsplan for, hvordan Københavns Biblioteker vil nå de målsætninger, der er sat i Biblioteksplanen 2019-2023.
I handlingsplanen præsenteres udvalgte, målbare succeskriterier til biblioteksplanens indsatser samt tidsangivelser, der indikerer, hvornår i perioden fra 2020 til 2023 der allokeres ressourcer til at realisere indsatsen i praksis.
Handlingsplanen er udarbejdet på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets bemærkninger i forbindelse med vedtagelsen af biblioteksplanen samt input fra den inddragende proces omkring biblioteksplanen (borgermøder, offentlig høring, medarbejderworkshops, bibliotekslederseminar mv.).
På baggrund af udvalgets tilkendegivelser på mødet den 26. februar 2020 har Kultur- og Fritidsforvaltningen tilrettet handlingsplanen, og nogle af succeskriterierne er nedjusteret. Det drejer sig om følgende:
Stigningen i udlånet af fysiske børnebøger er nedjusteret fra 10% til 7%, og succeskriteriet for udlån af fysiske bøger til voksne udgår (mål 8a). Desuden er den årlige stigning på udlån af e-bøger reduceret fra 15% til 10% (mål 6a).
Disse justeringer er foretaget på grund af stigende udgifter til digitale film og digitale bøger, som også indebærer, at indkøb af fysiske bøger bliver reduceret.
I forhold til opfølgning på nye betjeningsformer og flere brugerdrevne aktiviteter (mål 4) er det tilføjet, at forvaltningen vil følge op på resultaterne af brugerundersøgelserne i 2020 og 2023 gennem lokal dialog med brugerne.
Antallet af brugerdrevne aktiviteter på tværs af biblioteker er nedjusteret fra 20% til 10% (mål 4b). Denne justering er foretaget, fordi der arbejdes efter en reduceret business case om ny arrangementsafvikling på udvalgte biblioteker (jf. Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 10. marts 2020).
Desuden er det præciseret, at samarbejdet med forlaget Saga Books om digitalisering af faglitteratur til udskoling og gymnasieelever finansieres i det nationale samarbejde via eReolen (mål 13), ligesom antallet af digitale abonnenter i 2019 er tilføjet succeskriteriets mål på vækst på 140% (mål 5b).
Et af formålene med profilbiblioteker (mål 4) er at udnytte hovedstadens styrker på særlige områder og lade dette afspejle sig i indretning, arrangementer og øvrige tilbud til borgerne.
Hovedbiblioteket vil i samarbejde med de fire bydelsenheder igangsætte en proces, med henblik på at afdække hvilke særlige miljøer i København det vil give mening at udvikle profiler for. Det kunne fx være indenfor klima, gastronomi, design eller lignende. Etableringen af profilbibliotekerne vil indebære et samarbejde med de pågældende miljøer omkring relevante aktiviteter. Der skal også laves forslag til, hvilke elementer af det lokale bibliotek der ændres ved etableringen. Kultur- og Fritidsudvalget vil, når der ligger et færdigt forslag, få forelagt en indstilling om både modellen for profilbiblioteker og mulighed for stillingtagen til den enkelte profil.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen videre med implementering af Biblioteksplanen 2019-2023 med udgangspunkt i handlingsplanen Læs løs!
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres løbende om indsatser og projekter i den årlige nøgletalsrapport, som udarbejdes på biblioteksområdet.
Mette Touborg
/Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2020:
Punkterne 6, 7 og 8 blev behandlet under et.
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.