Mødedato: 19.05.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Københavns Biblioteker - Aktiviteter og nøgletal 2019

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget præsenteres for rapporten Københavns Biblioteker – Aktiviteter og nøgletal 2019, der orienterer om biblioteksaktiviteter og nøgletal i 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager rapporten Københavns Biblioteker – Aktiviteter og nøgletal 2019 til efterretning.

Problemstilling

I København skal biblioteket først og fremmest skabe gode rammer om borgernes læselyst. Københavnerne skal være ivrige læsere, kritiske kulturforbrugere og engagerede borgere. Sådan er bibliotekernes mission formuleret i Biblioteksplanen 2019-2023. Litteratur og læsning skal være omdrejningspunktet, også når det handler om at skabe kritiske kulturforbrugere og engagerede borgere.

Biblioteksplanen 2019-2023 indeholder fire fokusområder for biblioteksudviklingen i de kommende år: Det fysiske bibliotekDet digitale bibliotekLitteratur og læsning samt Børn og unge.

Rapporten Københavns Biblioteker – Aktiviteter og nøgletal 2019 præsenterer aktiviteter og nøgletal inden for hvert af de fire fokusområder, der også går igen i handlingsplanen Læs løs, som skal være med til at omsætte indsatserne i biblioteksplanen til værdi for borgerne.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 14. november 2019, at der fra 2020 skal udarbejdes én årlig nøgletalsrapport på biblioteksområdet i stedet for to.

Løsning

I de seneste år har bibliotekernes rolle i samfundet været diskuteret: Hvordan skaber bibliotekerne størst værdi for borgerne i en by, der vokser, og i en tid hvor borgernes medieforbrug og digitale vaner er under konstant forandring?

Med afsæt i disse diskussioner blev rammerne for de kommende års biblioteksudvikling i København fastlagt i efteråret 2019, hvor Biblioteksplanen 2019-2023 blev vedtaget.

Nedenfor gennemgås de vigtigste tal fra rapporten Københavns Biblioteker – Aktiviteter og nøgletal 2019 (bilag 1).

Det fysiske bibliotek

Der var 3,76 mio. besøg på Københavns Biblioteker i 2019. I 4. kvartal 2019 var der 11 pct. flere besøg end i 4. kvartal 2018. Året 2019 som helhed kan ikke sammenlignes med tidligere år, da der blev opsat nye besøgstællere på bibliotekerne i sommeren 2018.

Nørrebro Bibliotek flyttede i august 2019 ind i Nørrebrohallen og har siden oplevet en stor stigning i udlåns- og besøgstal. I 4. kvartal 2019 steg udlånstallet med 8 pct. og besøgstallet med 104 pct. i forhold til 4. kvartal 2018. Den store stigning i besøgstal understreger nyhedsværdien i en nyåbnet institution, men vidner også om, at gode fysiske rammer får flere borgerne ind på biblioteket. Når udlånstallet samtidig stiger, viser det, at biblioteket lykkes med at omsætte besøg til litteraturformidling via udlån. 

Det digitale bibliotek

Der er udlånt 177.000 e-bøger og 255.000 netlydbøger i 2019. Udlånet af e-bøger og netlydbøger på eReolen er således steget med 35 pct. i 2019 sammenlignet med 2018.

Biblioteket Online står for den digitale biblioteksbetjening af borgere i hele byen. I 2019 modtog Biblioteket Online 32.000 henvendelser pr. telefon, hvilket er en stigning på 12 pct. i forhold til 2018. Samtidig er antallet af mailhenvendelser faldet, hvilket vidner om en positiv flytning af henvendelser: Borgerne får hurtigere afklaring på deres spørgsmål over telefon end via mail, og samtidig bruger biblioteket færre ressourcer, fordi det er hurtigere at besvare telefonopkald end at svare på mails.

Litteratur og læsning

Det samlede udlån af fysiske bøger (inklusive lydbøger på cd-rom) i 2019 var på niveau med udlånet i 2018 – i alt 2,37 mio. udlån. Udlånet af fysiske børnebøger er steget 6 pct. og udgør næsten halvdelen af udlånet af fysiske bøger.

Litteratur og læsning har desuden været omdrejningspunktet for et stigende antal af bibliotekernes arrangementer. Fremover er det planen, at en endnu større andel af arrangementerne skal omhandle litteratur.

Børn og unge

Prioriteringen af børn og unge kommer til udtryk i bibliotekernes materialeindkøb, hvor en stigende del af materialebudgettet investeres i børnebøger. Med en månedlig udlånsprocent på ca. 70 i 2019 har konceptet De første 100, hvor kvalitetstitler inden for børnelitteratur indkøbes og udstilles i stakke på bibliotekerne, været en stor succes.

I efteråret 2019 påbegyndte Hovedbiblioteket ombygningen af 2. etage, der fra efteråret 2020 skal være en 1.000 m2 stor etage for børn i alderen 0-12 år. Yderligere seks børnebiblioteker renoveres i 2020 og 2021 for at skabe bedre fysiske rammer for børn på bibliotekerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Bibliotekerne arbejder videre med implementeringen af Biblioteksplanen 2019-2023.

Kultur- og Fritidsudvalget præsenteres næste gang for en rapport om biblioteksaktiviteter og nøgletal i starten af 2021.

 

Mette Touborg

  / Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2020: 

Punkterne 6, 7 og 8 blev behandlet under et. 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen. 

Til top