Ansøgning: Copenhagen Christmas 2016
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på KBH K - Commerce and Culture's ansøgning på 232 t.kr. til afholdelse af Copenhagen Christmas 2016, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
KBH K - Commerce and Culture er interesseorganisation for detailhandel og kulturinstitutioner i Indre By. I 2015 deltog de i den første afholdelse af julefestivalen Copenhagen Christmas, der blev givet midler til ved overførselsforhandlingerne 2014/2015. Formålet var at skabe en julefestival, som tiltrak flere danske og udenlandske turister til byen samt at give disse turister og københavnerne unikke oplevelser.
Løsning
KBH K - Commerce and Culture ønsker at fortsætte Copenhagen Christmas i 2016, og særligt at fokusere på at udvikle signaturbegivenheder. Derudover knytter der sig en række opgaver såsom kommunikation, markedsføring og projektledelse, som KBH K - Commerce and Culture ikke har ressourcer til at udføre.
KBH K - Commerce and Culture ønsker at bruge og styrke samarbejdet mellem kulturinstitutioner, turismefremmende organisationer og offentlige myndigheder. Herved skal der skabes ekstraordinære begivenheder, som brander København som en attraktiv turistdestination og samtidig giver københavnerne gode oplevelser.
Økonomi
KBH K - Commerce and Culture ansøger om 232 t.kr. til afholdelse af aktiviteter, kommunikation og markedsføring samt projektledelse i 2016. Derudover ønsker KBH K - Commerce and Culture at ansøge om midler fra Indre By Lokaludvalg samt Teknik- og Miljøforvaltningens eventpulje, ligesom der er behov for yderligere ekstern fundraising til at afvikle begivenhederne.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget imødekommer ansøgningen, vil forvaltningen indgå en bevillingsaftale med KBH K - Commerce and Culture, som modsvarer den indsendte ansøgning.
Carsten Haurum
/Aravni Jakobsen
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. april 2016:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen til den 28. april 2016.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. april 2016:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2016:
Sagen blev udsat til den 2. juni 2016.