Mødedato: 19.05.2005, kl. 16:00

Svømmehal ved Bellahøjbad

Svømmehal ved Bellahøjbad

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 19. maj 2005

 

Afbud: ingen

 

Hanne Nielsen var indtrådt i Kultur- og Fritidsudvalget under Finn Rudaizkys sygdom.

 

Helle Sjelle mødte kl. 17.00 under behandlingen af dagsordenens punkt. 9.

Manu Sareen forlod mødet kl. 18.50 under behandlingen af dagsordenens punkt 19.

Karin Storgaard og Hanne Nielsen forlod mødet kl. 19.30 under behandlingen af dagsordenens punkt 20.

 

 

 

 

Sager til beslutning

 

13.      Svømmehal ved Bellahøjbad

(KFU 192/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tager udkast til arkitektkonkurrenceprogram for svømmehallen ved Bellahøjbad til efterretning.

 

 

RESUME

Den 26. august 2004 godkendte Borgerrepræsentationen en indstilling om at opføre en svømmehal på Bellahøj med en anlægssum på i alt 144,5 mio. kr. (BR 360/04). I den forbindelse er der udarbejdet et udkast til program for arkitektkonkurrencen.

 

Programmets primære pointe er, at det nye svømmeanlæg skal give mulighed for både afvikli ng af mesterskaber med tilskuerfaciliteter samt skabe rammer om borgernes daglige svømmeaktiviteter.

 

Deltagerne i konkurrencen skal indtænke anvendelsen af de eksisterende bygninger og dele af det eksisterende udendørs anlæg på grunden samt foreslå, hvordan udearealerne kan anvendes og udformes efter etablering af svømmehallen - her tænkes på forholdet til de udendørs bassiner, de grønne arealer, trafikforhold, parkering m.v.

 

Der er i konkurrenceprogrammet afsat et økonomisk rammebeløb på 128 mio. kr. ekskl. moms, inden for hvilket beløb udgifterne til gennemførelse af det samlede byggeri skal kunne holdes. Det undersøges pt., om der med fordel kan anvendes en model for Offentlig Privat Partnerskab (OPP) i forbindelse med projektet.

 

Efter konkurrencens afvikling skal der på grundlag af det vindende forslag gennemføres en lokalplanprocedure, inden en egentlig projektering igangsættes. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opstartsfase med udarbejdelse af dispositionsforslag kan påbegyndes medio 2006, og at et færdigt byggeri til ibrugtagning kan indvies i første halvdel af 2009.

 

Der er afsat et beløb på 2 mio. kr. til gennemførsel af arkitektkonkurrencen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen har besluttet, at der skal afsættes 144,5 mio. kr. til en konkurrencesvømmehal ved Bellahøjbad, hvoraf 2 mio. kr. allerede er udmøntet inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2004.

 

I den forbindelse er der udarbejdet et udkast til program med henblik på en arkitektkonkurrence for svømmehallen (bilag 1).

 

Målet med konkurrencen er at få forslag til en svømmehal med arkitektonisk og funktionel kvalitet, der kan markere København både nationalt og internationalt.

 

Det skal bemærkes, at det vedlagte program er et udkast. Der kan derfor inden for rammen af nærværende indstilling forekomme mindre ændringer i det endelige konkurrenceprogram.

 

Baggrund

Den 26. august 2004 godkendte Borgerrepræsentationen en indstilling om at opføre en svømmehal på Bellahøj (BR 360/04).

 

Men henblik på opførelsen gennemføres der en arkitektkonkurrence i begrænset udbud. Det nye anlæg skal give mulighed for afvikling af stævner og mesterskaber med tilskuerfaciliteter samt skabe rammer om borgernes daglige svømmeaktiviteter. I konkurrencen skal indtænkes en fortsat anvendelse af eksisterende bygninger og dele af det eksisterende anlæg.

 

Københavns Kommune har samarbejdet med en interessentgruppe om udkast til konkurrenceprogram.

 

Interessentgruppen består af Svømmeregion Øst, Brugerbestyrelsen for Bellahøjhallerne, Grøndal Lokalråd, andre lokalråd i området, Dansk Handikapidrætsforbund, Dansk Sportsdykker Forbund, DIF København, FKBU Svømning, Bellahøj Skole, AAB-Bellahøj, Boligselskabet AKB, Team Copenhagen og KI.

 

Udkast til Konkurrenceprogram

 

Idegrundlag

Svømning er blandt danskernes foretrukne fritidsbeskæftigelser. Det er senest dokumenteret med Lokale- og Anlægsfondens undersøgelse fra 2002, "Den tredje bølge". Eksempelvis skønnes det, at de nye havnebade (Havnebadet ved Islands Brygge og Copencabana ved Fisketorvet) på vejrmæssigt gode dage har op til 5.000 daglige besøgende.

 

I den store del af året, hvor havnebadene er lukkede, er der imidlertid begrænsede muligheder for at komme i en svømmehal i Københavns Kommune. Set i forhold til både et landsgennemsnit og ved en sammenligning med andre større byer i Danmark, har København relativt få svømmehaller. Hertil kommer, at Københavns Kommune ikke har et overdækket 50 meter bassin, der kan benyttes til svømmekonkurrencer.

 

Det nye Bellahøjbad skal derfor kunne anvendes af såvel eliteudøvere, breddeidrætten og andre brugere, der i dagligdagen ønsker at dyrke vandaktiviteter i København. Derfor skal der skabes plads til så mange aktiviteter som muligt, herunder svømning, vandpolo, undervandsrugby, synkronsvømning, handikapsvømning m.v.

 

Forudsætninger

Svømmehallen skal placeres inden for det trekantområde, hvor det eksisterende Bellahøj Friluftsbad og Hal i dag er beliggende (bilag 2).

 

Trekantområdet har et areal på 35.900 m2 og er identisk med matr.nr. 1394 Utterslev, København. Området er beliggende i bydelen Vanløse og afgrænses af Frederikssundsvej, Borups Allé, Bellahøjvej og af skel mod Bellahøjmarkens åbne fælled.

 

Planforhold

 

Kommuneplan 2001

Konkurrenceområdet er i Kommuneplan 2001 fastlagt til O2-område, hvilket vil sige til offentlige formål samt private institutioner mv. af almen karakter, som naturligt kan indpasses i det pågældende område. I området kan etableres institutioner og andre sociale formål, skoler og andre uddannelsesformål, sportsanlæg, hospitaler og andre sundhedsmæssige formål, miljømæssige servicefunktioner, kulturelle formål, ældreboliger, kollegier samt administration.

 

Det kan tillades, at der til hver institution/anlæg opføres eller indrettes enkelte boliger til brug for portner eller andre personer med lignende tilknytning til institutionen/anlægget. Der må normalt kun udøves virksomhed med forureningsklasse 2 (ubetydelig forurening med vejledende afstandskrav på 20 meter til boliger o. lign.).

 

For området gælder endvidere, at bebyggelsesprocenten er fastsat til maksimalt 60, hvilket giver en teoretisk restbyggemulighed for området på 15.656 m2. Den maksimale bygningshøjde er fastsat til 24 meter.

 

Forslag til kommuneplan 2005

Forslag til Kommuneplan 2005´s rammer for konkurrenceområdet er i overensstemmelse med Kommuneplan 2001 med henblik på område, bygningshøjde, bebyggelsesprocent m.v.

 

Det fremgår i forslag til kommuneplan 2005 – som forventes udsendt til offentlig fremlæggelse i maj 2005 - at områder som Brønshøj skal styrkes som attraktive byområder, hvor områdets særlige identiteter og kvaliteter skal understøttes og fremmes.

 

I kommuneplanen er der specifikt berørt emnerne fritid og mødesteder, og i den forbindelse fremhæves det blandt andet, at der skal sættes fokus på københavnernes muligheder for at udfolde sig uanset interesser, alder m.v., og at byens anlæg benyttes flerstrenget og fleksibelt over tid.

 

Ligeledes vil Københavns Kommune arbejde for at udvikle Københavns rolle som ramme om større sportsbegivenheder, herunder mesterskaber inden for vandidrætsgrene.

 

Konkurrenceområdet er ikke omfattet af en lokalplan, men projektets omfang og karakter betyder, at der i henhold til planloven skal udarbejdes en sådan. Det videre arbejde med lokalplanen afventer resultatet af konkurrencen om svømmehallen.

 

Svømmehallens funktionsprogram

Det samlede svømmeanlæg forventes at blive i størrelsesordenen 6.000 m2. Det inkluderer af bassiner:

·        50 m x 25 m bassin med 10 baner til afvikling af mesterskaber m.v.

·        25 m x 15 m bassin til afsvømning, undervandsrugby m.v.

·        12,5 m x 12,5 m børnebassin – muligvis med rutschebane og rampe til handikappede m.v., hvis det økonomiske råderum tillader det

 

Hvis der inden for den udmeldte økonomiske ramme er mulighed for at supplere de oven for nævnte bassiner, skal dette medtages efter følgende prioritering:

·        8 m x 6 m babybassin, som er opvarmet

·        6 m x 10 m opvarmet terapibassin til ældre, svært handikappede m.fl.

 

Derudover skal svømmehallen indeholde tilskuerfaciliteter (min. 300 faste og 800 flytbare), omklædningsfaciliteter, motionslokale, klublokaler og mødefaciliteter, personalerum, kontrolrum (for livredderne), depotrum, café/restauration, ankomstområde, teknikkælder, presserum m.v.

 

Tilskuerfaciliteterne er proportioneret, så der kan afholdes danske og nordiske mesterskaber i svømmehallen. Hvis der også skal afholdes EM og VM (kun kortbane), kræver det ekstra tilskuerpladser på 2.000 faste pladser og 700 mobile.  Det er pt. ikke kapacitet til at afholde VM langbane eller OL, da det vil kræve ekstra bassiner m.m.

 

Det omkringliggende område

Det indgår i konkurrencen, at deltagerne også skal behandle og give forslag til udearealernes anvendelse, udformning og disponering.

 

Udendørs bassiner

Som nævnt i indstillingen vedtaget af Borgerrepræsentationen den 26. august 2004 skal de to store udendørs bassiner fjernes helt i forbindelse med etableringen af en ny svømmehal.

De to mindre børne- og undervisningsbassiner, der blev betonrenoveret i 2002-2003, skal bibeholdes, mens det udendørs soppebassin kan nedlægges, hvis konkurrencedeltagerne mener, det kan være en fordel for det samlede anlæg.

 

Såfremt soppebassinet fjernes, skal der anvises en anden placering af soppebassinet. Nedlæggelse af og etablering af et nyt soppebassin skal være indeholdt i det økonomiske rammebeløb (se under anlægsøkonomi).

 

Grønne arealer

Det er vigtigt, at de ubebyggede arealer imellem de enkelte bebyggelser sammenbindes såvel visuelt som funktionelt, og at der etableres gode interne forbindelser mellem de enkelte bebyggelser. Konkurrenceområdet er beliggende i forbindelse med rekreative arealer i kvarteret, hvor ønsket om visuel og fysisk forbindelse prioriteres højt.

 

Det er også vigtigt, at der på arealet disponeres med åbne ledige friarealer omkring de blivende 2-3 udendørs bassiner til brug ved solbadning, leg og aktivitet for de mange gæster i sommerhalvåret.

 

Trafik og parkering

Hovedtilkørsel til området skal stadig ske fra Bellahøjvej. Om nødvendigt kan tilkørslen suppleres med vejadgang fra Borups Alle. Denne vejadgang skal etableres som højresving ind og højresving ud.

 

Al parkering skal foregå inde på området, og parkeringskravet fastsættes til 1 parkeringsplads pr 100 m2 etageareal for hele bebyggelsen. Den nye bebyggelse forventes at udg øre ca. 6.000 m² og vil udløse et behov for anlæg af ca. 60 parkeringspladser.

 

Anlægsøkonomi

Der er i konkurrenceprogrammet afsat et økonomisk rammebeløb på 128 mio. kr. ekskl. moms inden for hvilket beløb udgifter til gennemførelse af det samlede byggeri skal kunne holdes.

 

De resterende midler af de 144,5 mio. kr. afsat til projektet anvendes til vederlag til konkurrencedeltagerne, miljøudgifter, uforudsete udgifter m.v.

 

OPP – Offentlig Privat Partnerskab

Det undersøges pt., om der med fordel kan anvendes en OPP konstruktion i forbindelse med projektet. Såfremt undersøgelsen viser dette, vil der blive forelagt en indstilling til politisk behandling.

 

Tidsplan

Efter konkurrencens afvikling skal der på grundlag af det vindende forslag gennemføres en lokalplanprocedure inden en egentlig projektering igangsættes.

 

På nuværende tidspunkt skønnes det, at opstartsfase med udarbejdelse af dispositionsforslag kan påbegyndes medio 2006, og at et færdigt byggeri til ibrugtagning kan indvies i første halvdel af 2009.

 

Dommerkomité

Dommerkomitéen sammensættes af 4 politikere, 3 fagdommere og 3 lægdommere.

 

Fagdommerne kan først udpeges, når der har fundet en prækvalifikation sted af deltagerne i konkurrencen.

 

Bedømmelseskriterier

Ved bedømmelsen af forslagene vil der i uprioriteret rækkefølge blive lagt vægt på følgende:

·        Bebyggelsesplan og landskabelige sammenhænge

·        Forslagenes arkitektur (bygningsudformning og tilpasning til og integration af de eksisterende bygninger, udearealer og bassinanlæg)

·        Forslagenes planmæssige løsninger (anlæggets samlede funktionalitet), herunder logistik og flow i brugen af anlægget

·        Forslagenes indhold af bassiner, bassinformer, bademæssige indretninger og sammenhænge

·        Forslagenes indhold og indretning af de tekniske løsninger

·        Miljøvurdering og -mål

·        Vurdering af forslagenes sandsynlighed for realisering inden for den økonomiske ramme.

 

Godkendelse

Det endelige vinderprojekt vil efter en viderebearbejdning blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i forbindelse med en udmøntning af den resterende anlægsbevilling til projektet.

 

Forvaltningens indstilling

Det indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalget tager udkast til konkurrenceprogram til efterretning.

 

MILJØVURDERING

En miljøvurdering foretages først, når resultatet af konkurrencen om en svømmehal ved Bellahøjbad er kendt.

 

ØKONOMI

Der er afsat et beløb på 2 mio. kr. til gennemførsel af arkitektkonkurrencen. Beløbet er allerede udmøntet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2004, funktion 0.30.3.

 

BILAG

1.      Udkast til konkurrenceprogram

2.      Luftfoto over konkurre nceområdet

 

Carsten Haurum

                                                                                       /Mads Kamp Hansen

 


 

Til top