Mødedato: 19.02.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om økonomisk støtte fra Akademiet for Moderne Cirkus

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning om støtte på 1.559.313 kr. til forbedringer og udstyr vedrørende Akademiet for Moderne Cirkus.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om støtte på 1.559.313 kr. til Akademiet for Moderne Cirkus, da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

Akademiet for Moderne Cirkus har med støtte fra Københavns Kommune og Kulturministeriet igangsat den videregående Nycirkusuddannelse.

Det første halve år af uddannelsen har tydeliggjort et behov for forbedringer og yderligere udstyr, som Akademiet for Moderne Cirkus ikke har mulighed for at finansiere i eget budget.

Løsning

Det første halve år af uddannelsen har afdækket følgende behov:

Gulvbelægning
Uddannelsen disponerer over 2 haller, som begge har rå betongulve under de måtter, der benyttes. Det hårde underlag øger risikoen for skader.
Pris: 135.000 kr.

Nye flugtveje
Uddannelsen har på nuværende tidspunkt tilladelse til at være 49 personer i de 1.200 kvm. uddannelsen disponerer over. For at kunne afvikle arrangementer med 150-300 personer skal der etableres nye flugtveje.
Pris: 81.813 kr.

Nedrivning af betonplatform
Fjernelse af betonplatformen i den hal, hvor der undervises i luftakrobatik, vil frigøre plads, så der både kan arbejdes med flere luftredskaber og med store sving i nogle af luftdisciplinerne.
pris: 181.000 kr.

Cirkusteknisk udstyr
Der er behov for yderligere udstyr dels i forbindelse med optag af et nyt hold studerende til august, dels i forbindelse med at det første hold skal have deres 2. disciplin, når de påbegynder 2. år af uddannelsen.
Pris: 80.000 kr.

Træningsudstyr
Cirkusdisciplinerne indebærer store belastninger af kroppen, og der er behov for træningsudstyr til såkaldt præparationstræning, der kan medvirke til at nedsætte skadesrisikoen.
Pris: 50.000 kr.

IT
Der er behov for computere, foto- og redigeringsudstyr og software til den daglige undervisning.
Pris: 97.500 kr.

Vaskeudstyr
Industrivaskemaskine og -tørretumbler så eleverne kan vaske deres træningstøj hver dag.
Pris: 74.000 kr.

Møbler og indretning
Arbejdsborde, stole, belysning, lyddæmpning i teorilokaler, opslagstavler, lille tekøkken.
Pris: 60.000 kr.

Mørklægningssystem
Systemet skal skærme for kraftigt sollys fra ovenlysvinduer i "lufthallen" og vil samtidig muliggøre arbejde med professionelle visninger og forestillinger.
Pris: 800.000 kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Kulturministeriet støtter uddannelsen med 1,5 mio. kr. i hvert af årene 2014-2017. Der er på Kultur- og Fritidsudvalgets budget afsat 1,25 mio. kr. i 2014 og 2,5 mio. kr. i hvert af årene 2015 og 2016 til uddannelsen.

Der er ikke afsat yderligere midler til uddannelsen på Kultur- og Fritidsudvalgets budget.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen helt eller delvist, vil forvaltningen indgå aftale med Akademiet for Moderne Cirkus om udmøntning af tilskuddet.


Carsten Haurum


                                /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. februar 2015:

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at henvise sagen til overførselssagen.

Et flertal (Trine Schaltz, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.
Michael Gatten og Jens-Kristian Lütken undlod at stemme.

Forslaget blev således godkendt.
Til top