Mødedato: 19.02.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Sommerdans i Fælledparken - Kulturelt udbud

Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte hvilket bud, der tildeles opgaven med at arrangere Sommerdans i Fælledparken i perioden 2015-2017.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter,
  1. at Sommerdans i perioden 2015-2017 afvikles af projektet "Sommerdans i Fælledparken 2015-2017 - Åbent, uformelt, professionelt".

Problemstilling

Hver sommer arrangerer Københavns Kommune Sommerdans i Fælledparken. Her tilbydes gratis danseundervisning under åben himmel. I de seneste år er arrangementerne afviklet på Dansescenen fra ultimo juni til ultimo juli. Sommerdans er rettet mod både begyndere og mere erfarne dansere i alle aldre, og deltagerantallet vokser fra år til år.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 25. september 2014 at sende Sommerdans i kulturelt udbud fra og med sommeren 2015. Opgaven udbydes for en 3-årig periode. Der er afsat 316.000 kr. årligt til arrangementet.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har modtaget 4 bud (Bilag 2). Det indstilles, at projektet "Sommerdans i Fælledparken 2015-2017 - Åbent, uformelt, professionelt" tildeles opgaven ud fra en samlet vurdering af tilbuddets kvalitet. Ansøger har stået bag afviklingen af Sommerdans de sidste 11 år.  

Baggrund og udvælgelseskriterier
Ansøgningerne er vurderet ud fra følgende kriterier:
  • Vision og bærende idé bag arrangementerne
  • Organisering af arrangementerne
  • Antal arrangementer
  • Målgrupper og målsætning for arrangementerne
  • Levende musik vs. musik fra anlæg
  • Markedsføring
  • Finansiering
  • Ansatte/frivillige
  • Forslag til målsætninger, som ansøger ønsker at blive målt på årligt

Om projektet "Sommerdans i Fælledparken 2015-2017 - Åbent, uformelt, professionelt"
Dunia Furahalliem, Sidse Koppel og Mikala Hoff Skovgaard har med "Sommerdans i Fælledparken 2015-2017 - Åbent, uformelt, professionelt" afleveret et bud, der samlet set har opnået højest pointscore. Programmet omfatter et bredt udvalg af danseformer med kvalitet, social værdi og let tilgængelighed, og gennemføres i tæt samarbejde med undervisere, foreninger og danseskoler. I projektet er der flere elementer af nytænkning. I 2015 vil der være fokus på familier med mindre børn som ny målgruppe. Arrangementer for nye målgrupper og nye danseformer planlægges at implementeres løbende. Frivillige fra foreningerne og Sommerdans netværk på facebook skal inddrages til PR, uddeling af flyers og evt. opsætning af ekstra scene. Som udvidelse af projektet, vil der fremover søges midler i fonde, så sæsonen kan forlænges og udvides med nye projekter. F.eks. børnefestival, nye målgrupper og pop up arrangementer til Kulturhavn.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da midlerne allerede er afsat.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder indstillingen vil forvaltningen gå i dialog med projektgruppen, med henblik på udbetaling og konkret afvikling af arrangementet fra og med indeværende år.



Carsten Haurum /
                                                                                                                                   Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. februar 2015:


Indstillingen blev godkendt.
Til top