Mødedato: 19.02.2004, kl. 16:00

Byens Levende Scener - tilskud til fælles markedsføring

Byens Levende Scener - tilskud til fælles markedsføring

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 19. februar 2004

 

 

Sager til beslutning

 

6.      Byens Levende Scener - tilskud til fælles markedsføring

(KFU  52/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke yder tilskud til Byens Levende Scener til markedsføring.

 

 

RESUME

Byens Levende Scener har ansøgt om op til 50.000 kr. i tilskud til synliggørelse af 9 af Københavns små voksenteatre. Teatrene har indledt fælles markedsføringsinitiativer, da de i stort omfang henvender sig til de samme målgrupper. De ønsker at synliggøre sig og håber, at fælles initiativer på lang sigt kan medføre besparelser på markedsføringsomkostninger. På kort sigt vil der dog være tale om ekstra udgifter, som teatrene ikke kan finde midler til over egne budgetter. 

Byens Levende Scener ansøgte først Kulturfonden, men fik afslag på Kulturfondens møde den 15. januar 2004 under henvisning til, at fonden ikke yder tilskud til drift.

Da der ikke på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2004 er afsat penge til tilskud til markedsføring, og da midlerne til de små storbyteatre er disponerede, indstilles det ikke at yde tilskud.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Ved brev af 22. januar 2004 (bilag 1) har Erling Larsen på vegne af Byens Levende Scener ansøgt om op til 50.000 kr. i tilskud til synliggørelse af 9 af Københavns små voksenteatre.

De 9 teatre – Bådteatret, CaféTeatret, Teater FÅR302, Plan-B, Teatret ved Sorte Hest, Husets Teater, Mammutteatret, Teater Grob og Kaleidoskop – har indledt fælles markedsføringsinitiativer, da de i stort omfang henvender sig til de samme målgrupper. Teatrene udgiver i fællesskab en halvsæsonfolder, har en fælles hjemmeside og ønsker at annoncere fælles i dagblade og tidsskrifter.

Teatrene ønsker på denne måde at synliggøre sig og håber, at fælles initiativer på lang sigt kan spare de enkelte teatre for nogle af de kostbare individuelle markedsføringsomkostninger. Indtil initiativet har vundet fodfæste i offentlighedens bevidsthed, vil der dog være tale om ekstra udgifter til markedsføring, som teatrene ikke kan finde midler til over egne budgetter. 

Byens Levende Scener ansøgte først Kulturfonden, men fik afslag på Kulturfondens møde den 15. januar 2004 (KFU 4/2004) under henvisning til, at fonden ikke yder tilskud til drift.

Det samlede budget (bilag 2) til en halvsæsonfolder, opdatering af hjemmesiden og annoncering er på 139.000 kr. Teatrene har opgjort tilskudsbehovet til 62.500 kr. De øvrige udgifter dækkes af teatrene selv.

Da der ikke på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2004 er afsat penge til tilskud til markedsføring, og da midlerne til de små storbyteatre er disponerede, indstilles det ikke at yde tilskud.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ikke miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

 

BILAG

1.      Ansøgning af 22. januar 2004 fra Byens Levende Scener

2.      Ansøgning til Københavns Kulturfond af 19. november 2003 fra Byens Levende Scener med budget

 

Carsten Haurum

/ Merete Evers

 


 


Til top