Mødedato: 19.01.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Etablering af rådgivende panel til arbejdet med de kultur- og idrætspolitiske konsekvenser af corona krisen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om der skal nedsættes et rådgivende panel til at komme med anbefalinger vedrørende de udfordringer som corona-krisen giver på kultur- og fritidsområdet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der nedsættes et rådgivende panel med henblik på at understøtte kultur- og fritidslivet under og efter den igangværende corona-krise.

Problemstilling

Corona-krisen har, med sine hele og delvise nedlukninger og forsamlingslofter, haft både indholdsmæssige og økonomiske konsekvenser for det københavnske kultur- og idrætsliv.

Det betyder, at der er behov for at se på, hvordan man bedst holder hånden under aktiviteterne under krisen, og hvor der eventuelt skal igangsættes særlige tiltag, når krisen driver over. 

Med indstillingen lægges der op til, at der nedsættes et rådgivende panel med aktører fra kultur- og fritidslivet. Panelet skal rådgive Kultur- og Fritidsudvalget i det politiske arbejde både under og efter corona-krisen.

Løsning

Corona-krisens konsekvenser er løbende til debat på tværs af stat, kommune, fonde og de mange engagerende interessenter på kultur- og fritidsområdet. Ingen af parterne har tidligere været en del af en pandemi, som den verden oplever i øjeblikket. Det betyder også, at der er brug for en åben og fordomsfri dialog, hvor der ses på muligheder og metoder både under og efter krisen.

Er der f.eks. foreninger, der skal sættes særligt fokus på, for at løfte dem i gang igen? Betyder de mange flere udendørs aktiviteter, at kommunen skal se på brugen af uderummet på en ny og anderledes måde? Har corona-krisen haft særligt store konsekvenser for bestemte grupper (f.eks. børn), der betyder, at man skal gøre noget særligt for disse målgrupper?  

I en videre politisk dialog, kan et rådgivende panel dels bidrage med erfaringer fra egen organisation, dels række ud i forskellige miljøer med henblik på at se problemstillinger og udfordringer på tværs af kultur- og idrætslivet.

Panelet skal løbende komme med råd og anbefalinger til Kultur- og Fritidsudvalget om håndteringen af kendte problemstillinger og de udfordringer, der måtte komme i kølvandet på den igangværende krise. 

Det københavnske kultur- og fritidsliv har flere samarbejdsflader med staten, og en række fonde er store bidragsydere. Disse aktører inviteres derfor også med i et rådgivende panel.

Deltagelsen i panelet er frivillig og ulønnet. Der arbejdes med et månedligt møde af op til to timers varighed i den resterende del af 2021. Kultur- og Fritidsforvaltningen er sekretariat for udvalget. Det er kultur- og fritidsborgmesteren, der leder arbejdet. Kultur- og Fritidsudvalget inviteres med til panelets møder. Efter hvert møde udarbejdes der en kort opsummering. Kultur- og Fritidsforvaltningen koordinerer arbejdet i forhold til andre forvaltninger og lokaludvalg.

Panelet skal arbejde indenfor Københavns Kommunes kultur- og fritidspolitik, de af Kultur- og Fritidsudvalget vedtagne planer og det af Borgerrepræsentationen vedtagne budget (bilag 1).

Ved sammensætningen af panelet lægges der vægt på en bred repræsentation af det københavnske kultur- og fritidsliv, holdt sammen med et hensyn til at panelet får en operationel størrelse.

Medlemmerne opfordres til at række ud til deres baglande, til ligesindede samarbejdspartnere og til konkurrenter, så flest mulige synspunkter bliver repræsenteret i panelets arbejde. Forslaget til deltagerkreds fremgår af bilag 2. Bilaget er fortroligt, da der endnu ikke har været dialog med de potentielle deltagere. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, inviterer forvaltningen panelmedlemmerne og sætter arbejdet i gang.

 

Mette Touborg

                                                          /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. januar 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede indstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at Corona skal være et fast punkt på KFU-dagsordenen fremadrettet, og at der skal ske den fornødne inddragelse af bl.a. Folkeoplysningsudvalget, de tre fagudvalg samt eksperter på kulturområdet.

Til førstkommende møde i Kultur- og Fritidsudvalget udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen en indstilling, der nærmere beskriver form og videre proces i sagen.

Til top