Musikhuset København – projektstatus og fondsdialog
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvilke elementer der skal indgå i det videre arbejde med en anlægsbevilling til etablering af Musikhuset København i forbindelse med forhandlingerne om Overførselssagen 2020/21.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at en anlægsbevilling til etablering af Musikhuset København i Vesterbrogade 59 henvises til forhandlingerne om Overførselssagen 2020/2021 i overensstemmelse med indstillingen.
Problemstilling
Vesterbrogade 59 rummer potentialet til at blive en unik ramme omkring akustisk musik i København. Det er med afsæt heri, at der med Budget 2021 er sket et frikøb af adressen fra salgslisten samt igangsat en planlægningsfase til i alt 2,2 mio. kr. med henblik på, at finansieringen af anlægsprojektet kan indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2020/2021.
Musikhuset København vil, med sin placering i det gamle bymuseums ejendom på Vesterbrogade 59, kunne løse behovet for et klassisk akustisk spillested som nævnt i Københavns Musikplan.
Som en del af budgetbeslutningen skal forvaltningen arbejde videre med at opnå yderligere fondsfinansiering til projektet.
Løsning
Allerede fra start har ideen om et musikhus i de tidligere museumsbygninger været interessant i fondssammenhæng, hvilket bl.a. kan ses af, at 1,0 mio. kr. ud af de 2,2 mio. kr. som planlægningsfasen koster, er fondsfinansieret.
Planlægningsfasen blev igangsat i september 2020 og afsluttes op mod forhandlingerne om Overførselssagen 2020/2021. Udviklingen af projektet er sket i tæt dialog med initiativtagerne bag projektet, rådgivere og Byggeri København/Økonomiforvaltningen.
Anlægsprojektet
Der har gennem hele projektet været arbejdet med opdelingen af udgifterne til istandsættelse af Vesterbrogade 59 i tre poster – basisistandsættelse/lovliggørelse til formålet, øvrig istandsættelse og tilvalg.
Opdelingen skyldes bl.a., at fondene i udgangspunktet ikke finansierer lovliggørelse af kommunale bygninger samt at fonde normalt forudsætter, at kommunerne selv bidrager til finansieringen af projekter i kommunalt ejede bygninger.
De samlede udgifter til at realisere den fulde vision bag istandsættelsen af Vesterbrogade 59 til Musikhuset København er foreløbigt opgjort til 77-79 mio. kr. Beløbet kvalificeres frem mod forhandlingerne om Overførselssagen 2020/2021.
Udgifterne fordeler sig som følger:
- Istandsættelse - lovliggørelse/basisistandsættelse til formålet, herunder vvs, el, ADK, alarm, handicapadgang og indretning af kontorlokaler, 34-36 mio. kr.
- Istandsættelse i øvrigt - herunder f.eks. fast inventar, indretning til formålet, facadeistandsættelse m.m., 26 mio. kr.
- Tilvalg - Cafe, black box, reception, billetsalg, have og forplads, 17 mio. kr.
Hertil kommer udgifter til løst inventar på 4,5 mio. kr. Dette betyder, at de samlede udgifter til istandsættelse og løst inventar foreløbigt er opgjort til 81,5 - 83,5 mio. kr.
Disponering
Arbejdet med Musikhuset København har afsæt i en vision om et hus, der summer af liv i hele åbningstiden med en bred kreds af brugere og gæster på tværs af generationer og musiske kompetencer.
I indretningen er der arbejdet med et hus, der er opdelt i to zoner, en offentlig zone og en brugerzone (bilag 1).
I den offentlige publikumszone planlægges der fire koncertsale, café, reception, billetsalg samt lounges og garderobeområder. Med en sådan disponering er det muligt at have samtidige aktiviteter flere steder i den offentlige zone. Det vil med andre ord være muligt at besøge caféen og receptionen/billetsalget eller loungeområdet, samtidig med at der afvikles koncerter i salene.
I brugerzonen arbejdes der med ca. 60 kontorpladser og tre mødelokaler, der placeres omkring en kantine, der kan fungere som samlingssted for de mange forskellige aktører, som vil have deres daglige gang i huset.
Fokus i projektet er alene at skabe mulighederne for et akustisk musikhus. Dette betyder også, at der i første omgang ikke arbejdes videre med at istandsætte kælderareal og 2. sal til formålet. Initiativtagerne har en ambition om, at der på sigt arbejdes videre med disse områder, da de her ser potentiale for etablering af øvelokaler, fællesarealer og midlertidige arbejdsstationer til freelancemusikere, tonemestre, mfl.
Udearealer
Den ikoniske plads foran bygningen planlægges bevaret som et åbent byrum, der byder byens borgere indenfor (bilag 2). En åben plads giver samtidig mange anvendelsesmuligheder, og der vil eksempelvis kunne afvikles mindre udekoncerter eller events. Forpladsen vil samtidig på forskellig vis kunne anvendes til at eksponere de aktiviteter, der foregår inde i musikhuset.
Mod syd ligger en lille gårdhave, som er den sidste rest af husets engang vidtstrakte grund. Her er der adgang til huset fra den historiske Absalongade, og gårdhaven er et oplagt sted for caféen at have udeservering. Her vil caféens gæster på én og samme tid kunne opleve både det historiske og det moderne København.
Brugerproces
Der har gennem planlægningsfasen været en god dialog med initiativtagerne, som har deltaget i byggeudvalget. Initiativtagerne har leveret input til byggeprogrammet, særligt til den musiktekniske del.
Initiativtagerne fik allerede tidligt i processen igangsat en dialog med Vesterbro Lokaludvalg, og der planlægges, i samarbejde med dem, et større møde med relevante interessenter, når situationen med Corona tillader det.
Dialog med myndigheder
I planlægningsfasen her der været en indledende dialog med de relevante myndigheder, herunder særligt Slots- og Kulturstyrelsen, da bygningen er fredet. Slots- og Kulturstyrelsen er positivt stemt overfor den planlagte anvendelse som musikhus.
Herudover er der en igangværende dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om det er nødvendigt med en ny lokalplan idet der arbejdes med, at en del af arealet skal anvendes til kontorpladser.
Fondsfinansiering
Realdania har støttet planlægningsfasen med 1 mio. kr. Fonden har også bidraget med viden og erfaring gennem planlægningsfasen.
Realdania har anbefalet, at den videre fondsdialog afventer udarbejdelsen af byggeprogrammet, så der er et mere konkret afsæt for dialogen. Fonden har samtidig tilkendegivet, at der med bidraget til planlægningsfasen ikke er givet fondstilsagn om at være medfinansierende i anlægsfasen.
Der sigtes i den videre fondsdialog mod at finde en hovedbidragsyder i form af en større fond og eventuelt i dialog med denne finde andre fonde, som er interesserede i at gå aktivt ind i finansieringen af projektet med mulighed for at påvirke enkelte delelementer heraf. Den videre fondsdialog angående anlægsprojektet forestås af Kultur- og Fritidsforvaltningen med inddragelse af initiativtagerne.
Erfaring viser, at det er svært at opnå fondsfinansiering til kommunale projekter, hvis kommunen ikke selv har afsat midler til projektet. Derfor foreslås det, at den videre fondsdialog afventer resultatet af forhandlingerne om Overførselssagen 2020/2021. Hvis der afsættes midler til projektet i Overførselssagen 2020/2021 vil der blive afsat seks måneder til afsøgning af fondsfinansiering, inden projektet sættes i gang.
Brugsaftale
Initiativtagerne har pt. organiseret sig som en forening som juridisk ramme for gennemførelsen af midlertidige aktiviteter i februar 2021 og for samarbejdet med forvaltningen om tilrettelæggelse af byggeprocessen. Der skal i 2021 arbejdes videre med den juridiske ramme, så den matcher det kommende musikhus’ aktører og aktiviteter, så der sikres en robust og gennemsigtig organisering og governance og med henblik på at kunne udstede en brugsaftale uden forudgående udbud.
Driftsudgifter
Projektet er stadig i et tidligt stade, og det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at estimere et endeligt driftsbudget. Det er indtil videre ikke afklaret hvordan og i hvilket tempo de enkelte dele af projektet kan realiseres, da dette bl.a. afhænger af fondsdialogen. Dette genspejler sig i sagens natur i mulighederne for at udarbejde et driftsbudget.
Det er planen, at ca. 800 m2 af husets i alt ca. 2.500 m2 skal bruges til kontorer, mødelokaler mm. De juridiske aspekter heri skal klarlægges nærmere, så det dels sikres, at kommunalfuldmagtens rammer overholdes, dels at relevante dele af aktiviteterne i fornødent omfang bliver omfattet af en erhvervslejeaftale. Dette arbejde vil ske i tæt dialog med initiativtagerne, Københavns Ejendomme og Indkøb/Økonomiforvaltningen.
Der arbejdes ud fra en forventning om endelig afklaring af tildeling/udbud, driftsform og juraen så betids, at driftsøkonomien kan indgå i forhandlingerne om Budget 2024.
De midlertidige aktiviteter i første kvartal af 2021
Initiativtagerne arbejder på at afholde udadvendte, midlertidige aktiviteter i ugerne 5, 6, 7 og 8 2021. Aktiviteterne spænder over koncerter med internationalt anerkendte musikere indenfor forskellige genrer som folkemusik, jazz og klassisk, elevkoncerter, børne- og familieaktiviteter i form af f.eks. slagtøjsworkshops samt aktiviteter, der inddrager publikum og øger interessen for Musikhuset København.
Udover planlægningsbevillingen blev der i Budget 2021 afsat 250.000 kr. til midlertidige aktiviteter. Initiativtagerne har fået suppleret disse midler med yderligere 637.000 kr. i tilskud fra private tilskudsgivere. Augustinus Fonden og William Demant Fonden har f.eks. hver bevilget 225.000 kr. Dette kan ses som et tegn på, at også de store danske musikfonde bakker op om initiativet.
COVID-19 krisen har imidlertid vanskeliggjort afviklingen af midlertidige aktiviteter i overensstemmelse med de oprindelige intentioner. I første omgang arbejder initiativtagerne med en koncert, som efter planen live-streames fra Vesterbrogade 59 fredag d. 19. februar 2021. Det vil ske i samarbejde med DR.
Initiativtagerne ser samtidig på mulighederne for at forsætte de midlertidige aktiviteter i bygningen frem til byggeriet måtte gå i gang. Den foreløbige tidsplan peger på, at dette kan ske i sidste halvdel af 2022.
Det bemærkes at reservationslejen udløber i marts 2020, hvorfor der skal tages stilling til en forlængelse af reservationslejen i Overførselssagen 2020/21.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Overførselssagen 2020/2021 ud fra udvalgets drøftelser og beslutning.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. januar 2021:
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
Et flertal (Jens Kjær Christensen, Karina Vestergård Madsen, Jonas Bjørn Jensen, Henrik Appel Esbensen, Christopher Røhl Andersen, Flemming Steen Munch, Maria Frej, Kasandra Behrndt-Eriksen, Kim Hjerrild og Franciska Rosenkilde) stemte for indstillingen.
Et mindretal (Karina Bergmann) stemte imod.
Indstillingen blev således godkendt.
Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Det Konservative Folkeparti ønsker ikke at være afsender på et budgetnotat til et projekt, som vi vurderer, vil være for svært at realisere ift. fondsfinansiering.”