Mødedato: 19.01.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Procesplan for Festivalpuljen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en procesplan for Festivalpuljen samt varige tilskud til festivaler. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der kan søges om enten etårige eller treårige tilskud i Festivalpuljen
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender justering af kriterier for Festivalpuljen
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der fremover skal være én årlig ansøgningsfrist til Festivalpuljen

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget har på sit møde den 26. november 2020 anmodet forvaltningen om at komme med et bud på en procesplan for Festivalpuljen, i forbindelse med at bevillingen er gjort varig jf. Budget 2021.

Løsning

Festivalpuljen er løbende blevet finansieret i budgetaftaler med enten etårige eller fireårige bevillinger. Med Budget 2021 blev der afsat en varig bevilling til Festivalpuljen på 18,4 mio. kr. årligt (2021 p/l) fra 2022 for at opretholde puljens størrelse og med henblik på at have mulighed for at give flerårige tilskud til festivaler og idrætsbegivenheder.

Varige tilskud til festivaler
Der er med den varige bevilling til Festivalpuljen skabt mulighed for at give flerårige bevillinger til festivaler og idrætsbegivenheder. Der er i 2021 seks festivaler på budgettet med varige tilskud (Bilag 1). Disse fornys årligt med budgetvedtagelsen. Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at de seks festivaler, der i dag modtager varige tilskud, fremover søger om deres samlede tilskud i Festivalpuljen og dermed får mulighed for 3-årige tilsagn.

To af festivalerne, der modtager varigt tilskud, har endvidere løbende søgt om og fået bevilliget yderligere tilskud fra Festivalpuljen.

Forvaltningen vil derfor kontakte de festivaler, der i dag modtager varige tilskud og vejlede dem til at søge deres samlede tilskud fra Festivalpuljen for 2022, således at Kultur- og Fritidsudvalget får fuldt overblik over festivalernes samlede tilskudsbehov, og på denne baggrund kan sikre en samlet politisk strategisk prioritering. 

Treårige tilskud fra Festivalpuljen

Af hensyn til arrangørernes planlægning ansøges og udmøntes Festivalpuljen året før festivalerne og idrætsbegivenhederne finder sted. En række arrangører bag de større festivaler og idrætsbegivenheder har løbende udtrykt behov for flerårige bevillinger af hensyn til deres planlægning og strategiske udvikling.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at det fremover skal være muligt at søge om enten etårige eller treårige tilskud fra Festivalpuljen.

Eventuelle tilskud på mere end tre år, skal forelægges Ankestyrelsen til godkendelse jf. lånebekendtgørelsens § 13. stk 1. Derfor foreslår forvaltningen at holde tildelingsperioden for flerårige tilskud under denne grænse.

Forvaltningen foreslår ligeledes, at der fortrinsvis gives tilsagn om treårige bevillinger til festivaler, der modtager minimum 500 t. kr. om året i tilskud fra Festivalpuljen.

For ansøgere der søger om treårige tilskud fra Festivalpuljen, vil der blive stillet krav om, at ansøger i ansøgningen til Festivalpuljen særligt redegør for følgende:

  • Festivalens/idrætsbegivenhedens udviklingspotentiale
  • Festivalens/idrætsbegivenhedens behov for en flerårig planlægningshorisont

En række festivaler har tidligere modtaget flerårige bevillinger fra Festivalpuljen (Bilag 2).

Kriterier for Festivalpuljen
På sit møde den 24. september 2020 vedtog Kultur- og Fritidsudvalget en ligestillingshandlingsplan for 2021-2024. Som følge heraf skal der til alle puljer med kriterier tilføjes et kriterium om ligestilling.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at Kultur- og Fritidsudvalget udvider kriterierne for Festivalpuljen, således at Kultur- og Fritidsudvalget skal vægte ansøgningerne til Festivalpuljen ud fra følgende ti kriterier (i ikke-prioriteret rækkefølge):

  • Kvalitet og originalitet – indholdsmæssigt og udtryksmæssigt.
  • Relevans for København, byens borgere og besøgende – at indhold, form og formidling afspejler byens profil og særkende.
  • Samarbejde med andre aktører/institutioner, gerne i form af konsortier eller samproduktion, med henblik på at styrke begivenhedernes profil og udnytte de kunstneriske og økonomiske ressourcer bedst muligt.
  • Eksperimenterende indhold, form eller formidling.
  • Aktivering - Store kultur- og idrætsevents skal inddrage foreningslivet i planlægning og afvikling af events og sideevents. 
  • Mangfoldighed i bred forstand i forhold til at tiltrække, engagere og aktivere forskellige og nye målgrupper.
  • Tidsmæssig og geografisk spredning af events og festivaler over hele kalenderåret og hele byen, herunder fokus på nye byrum samt bydele under udvikling eller bydele, hvor kulturbegivenheder kan løfte øvrige politiske dagsordener i forhold til eksempelvis børn og unge eller international branding af København.
  • Udvikling og fornyelse - Tilbagevendende festivaler og events skal dokumentere evne og vilje til fornyelse samt faglig, publikumsmæssig og økonomisk udvikling.
  • Bæredygtighed - Festivaler, der tematiserer bæredygtighed og/eller arbejder bæredygtigt i produktion og afvikling af festivalen fx med udgangspunkt i FNs verdensmål. De københavnske festivaler bør afspejle byens ønsker om bæredygtig produktion af kulturbegivenheder, have konkrete målsætninger om bæredygtighed og gerne medvirke i den fælles debat om et bæredygtigt samfund.
  • Ligestilling – Festivaler og events skal reflektere over ligestillingsforhold i egen organisation samt i aktiviteter, der søges om støtte til.

Ved ansøgninger om støtte til idrætsbegivenheder på over en million kroner har forvaltningen hidtil udarbejdet eventvurderinger, som indgik i Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af ansøgningerne. Da store idrætsbegivenheder typisk ender i Megaeventpuljen, foreslår forvaltningen, at der ikke længere udarbejdes eventvurderinger for ansøgninger til Festivalpuljen. 

Ansøgningsfrist til Festivalpuljen
For at sikre et bedre overblik over det samlede ansøgerfelt og det samlede ansøgte beløb i Festivalpuljen, foreslår forvaltningen, at der fremover skal være én ansøgningsfrist til Festivalpuljen hvert år den 1. april.

Ansøgningsfristen for Festivalpuljen 2022 vil i givet fald være den 1. april 2021.

Eventuelt ubrugte midler eller tilbageløb vil gå til Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler. For sent indkomne ansøgninger vil ligeledes blive henvist til at søge Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Godkendes indstillingens 1. at-punkt, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen orientere de berørte festivaler og vejlede dem om ansøgningsproceduren for Festivalpuljen.

Godkendes indstillingens 2. og 3. at-punkt vil Kultur- og Fritidsforvaltningen opdatere puljebeskrivelsen og ansøgningsvejledningen til Festivalpuljen.

Mette Touborg

/Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. januar 2021:

I forhold til indstillingens 1. at-punkt blev Kultur- og Fritidsforvaltningen anmodet om, med udgangspunkt i Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser og tilkendegivelser, at foretage en høring af fagudvalg og aktører, og herefter vende tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

I forhold til indstillingens 3. at-punkt blev der begæret afstemning om et ændringsforslag om, at der fremover skal være to årlige ansøgningsfrister.

Et mindretal (Christopher Røhl Andersen) stemte for ændringsforslaget.

Et flertal (Jens Kjær Christensen, Karina Vestergård Madsen, Jonas Bjørn Jensen, Henrik Appel Esbensen, Flemming Steen Munch, Karina Bergmann, Maria Frej, Kim Hjerrild og Franciska Rosenkilde) stemte imod.

Kasandra Behrndt-Eriksen undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev således forkastet.

Indstillingens 3. at-punkt blev herefter godkendt.

Til top